Nu da vi ikke længere har næsten sydeuropæiske sommertemperaturer over landet, men i stedet har bevæget os over i noget, der minder meget mere om det danske sommervejr, som vi er vant til, så har vi igen fået både appetitten og lysten til at lave mad tilbage. Ikke dermed sagt, at jeg ikke næsten altid har lyst til at lave en eller anden form for mad, men trangen til varm aftensmad med masser af tilbehør i form af sauce og ris, pasta eller kartofler forsvinder bare, når temperaturen nærmer sig 30 grader og man kun kan tænke på koldskål og vandmelon.
Men nu har vi lyst til varm mad igen og det kom der forleden aften denne her lækre kylling i fad med sennep og estragon ud af. En opskrift, som egentlig startede ud som lidt af et eksperiment, men det endte faktisk med at blive en succes, så jeg synes da også, at I skal have glæde af den.
Som sagt var der tale om et eksperiment og i virkeligheden kan man vel nærmest kalde denne her udgave for en grundopskrift med muligheder, for her er der virkelig tale om, at man kan sætte sit eget præg på maden. Eksempelvis kan man fylde saucen med alle mulige former for grønsager udover løg og hvidløg – fx hakkede peberfrugter, forårsløg, squash, porrer, champignons, majs, spinat, sukkerærter eller hvad man ellers kan finde på og bryder sig om. Det gælder bare om at hakke grønsagerne og svitse dem på panden, så væden kan fordampe – ellers kan saucen godt risikere blive meget tynd – og så ellers tilsætte sennep, fløde og krydderurter til panden og smage til, inden hele herligheden hældes over kyllingen i fadet og sættes i ovnen.
Kyllingebrystet kan for øvrigt også sagtens erstattes – det behøver jo ikke nødvendigvis at være bryst, for kyllinge over- og underlår kan også bruges og det samme med koteletter eller svinemørbrad. Endelig kan estragon erstattes af alle mulige andre former for friske eller tørrede krydderurter – det kommer jo lidt an på, hvad man bryder sig om og i øvrigt har på lager.
Jeg elsker kombinationen af sennep og estragon og da min franske estragon står ualmindeligt godt i år, er det jo oplagt at bruge løs af den, men timian, salvie, purløg, basilikum, oregano eller persille er også en mulighed – det afhænger lidt af hvilke former for kød og grønt, som ellers bruges til fadet. Jeg serverede for øvrigt kyllingen med ris og friske, dampede bønner, men kartofler – både ovnristede og nye, kogte kartofler er bestemt også lækkert og så kunne jeg sagtens forestille mig, at dampede, grønne asparges vil være helt forrygende som grønt tilbehør.
Kylling i fad med sennep og estragon
Ingredienser
- 4 stk kyllingebryst uden skind
- 2 spsk olie
- 1 pk bacon i tern
- 2 fed hvidløg (finthakkede)
- 1 løg (hakket)
- 2 spsk sennep (jeg bruger en mild sennep)
- ½ liter madlavningsfløde
- 1½ dl mælk
- 2 spsk friskhakket fransk estragon (kan erstattes af 2-3 tsk tørret estragon)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skær hvert kyllingebryst i 3 mindre stykker. Varm olien op på en pande og brun kyllingestykkerne 1-2 minutter på hver side. Læg kyllingestykkerne i et ildfast fad og drys med salt og peber. Steg bacontern sprøde på den samme pande og hæld dem over kyllingestykkerne i fadet. Steg hvidløg og løg klare i baconfedtet og tilsæt sennep, madlavningsfløde, mælk og estragon – gem evt en smule estragon til pynt. Bring saucen i kog og lad den koge i 1-2 mintter til den tykner let. Smag til med salt og peber og hæld saucen over kyllingen i fadet. Sæt fadet i ovnen ved 180 °C (varmluft) i 25-30 minutter, ind til overfladen er gylden og kyllingen er gennemstegt. Server med grøntsager og ris eller ristede kartofler
Hej:0)
Har prøvet flere af dine opskrifter. Altid en succes. Tak for inspiration!
Safa – Tusind tak for din hilsen – det glæder mig, at jeg kan være med til at inspirere 🙂
Safa – Velbekomme og tusind tak for din søde hilsen – dejligt at jeg kan være med til at inspirere 😀
Suveræn god opskift….den smager simpelthen så dejligt, med frisk Estragon fra egen have.
Per – Det glæder mig at høre – jeg skal vist også snart have lavet en omgang igen og måske også noget bearnaiseessens. Vores estragon gror fortsat i haven 😀
Såå lækker en ret 😉velsmagende, cremet og nem at lave 😉kan sagtens spises over to dage😉 Alle vi har serveret den for, har været begejstret. Helt sikkert en af mine favoritter
Malene – Så dejligt at høre – altid skønt at servere mad, som alle kan lide 🙂
Ser rigtig lækker ud, og tænker den skal laves i weekenden 🙂
Men det kunne være rigtig rart med lidt makro tal/fordeling så os os der følger en evt. plan ved hvor meget den fylder i ens regnskab 😉
Jacob – Jeg har taget den beslutning, at jeg ikke udregninger makro- og mikronæringsstoffer i mine opskrifter af flere årsager. For det første har jeg over 2000 opskrifter liggende, og skulle jeg i gang med den opgave, ville det tage flere år 🙈🙈 Men derudover så er min hjemmeside jo ikke som sådan en sundheds- eller slankeside, men derimod en helt almindelig madside, og det er stærkt begrænset, hvor mange der rent faktisk efterspørger kcal-udregninger på de forskellige opskrifter. Så hvis jeg gik i gang med de 2000 opskrifter, så kunne jeg risikere, at det var under 5 % af mine følgere, der rent faktisk skulle bruge beregningerne, og det ville jeg nok føle som rimelig spildt arbejde. Men der findes jo en del forskellige gratis apps til kcal udregning, hvor du kan indtaste ingredienserne til den enkelt opskrift – jeg kan bl.a anbefale Lifesum eller MyfitnessPal 😀 😀