Jeg har kigget lidt på vejrudsigten og jeg kan godt afsløre, at jeg virkelig ser frem til den kommende uge. Sikke en masse skønne solskinsdage, som vi kan glæde os til. At vi så også kan se frem til en masse lækker aftensmad i den madplan til uge 17, som jeg har lavet (det gør vi i hvert fald herhjemme), gør jo bare det hele endnu bedre.
Overgangen imellem vinter og forår er lidt glidende – på den ene side skinner solen, men vover man sig udenfor, så kan man indimellem risikere nærmest at blive blæst omkuld af en iskold vind. Det samme gør sig gældende for madplanen, hvor jeg selvfølgelig har masser af lette og forårslækre retter på menuen, ligesom jeg har planlagt at bage hjemmelavede kammerjunkere til koldskål i ugens løb. Meeen jeg har også sat sæsonens sidste simreret på menuen i form af en skøn gullasch med kartoffelmos.
Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående kontaktformular med fornavn og mail og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.
Modtag gratis madplan hver uge!
Madplan til uge 17.
Mandag – Kylling i karrysauce med mangochutney er både nemt og lækkert. Et rigtigt familiehit og oplagt aftensmad på en mandag, hvor ugen gerne må skydes sådan lidt blidt fra start. Jeg serverer med kogte ris og som regel også lidt dampet grønt, men det bestemmer man jo selv.
Tirsdag – En god blomkålsgratin hører til blandt mine absolutte livretter. Det sprøde, brune gratinlåg, den bløde, æggegule midte og de møre blomkåls- og gulerodsstykker. Mums. Nogle spiser gratin som tilbehør til eksempelvis frikadeller eller hamburgerryg. Andre kommer tern af hamburgerryg/skinke ned i gratinen, hvilket også smager fint. Men herhjemme får vi gratin som selvstændig hovedret med friskhakket persille og rugbrød til.
Onsdag – For nylig “genopdagede” jeg denne her skønne pasta i flødesauce med bacon og ærter og det blev så dejligt et gensyn, at jeg straks besluttede mig for at smække den på ugens madplan. Er den sund? Ikke sådan helt vild, men der skal dæleme også være plads til pasta med lidt fløde engang imellem. Og så opvejer jeg gerne med en stor portion grøn salat ved siden af og måske en gåtur efter aftensmaden.
Torsdag – Vil man gerne have 1-2 kødløse dage om ugen, så er supper, lasagner og ikke mindst madtærter et oplagt sted at starte. Man kan få så meget god smag ned i en tærte, selvom opskriften er relativ simpel, hvilket denne her skønne gulerodstærte med løg er et fint eksempel på. Tærten er superlækker med grøn salat ved siden af, men selvfølgelig kan man også servere den som tilbehør til diverse kødretter.
Fredag – Weekenden skydes i gang med et par lækre, ovnbagte laksefileter i en skøn marinade med bl.a honning og soja. Tilbehøret bliver dampede, grønne asparges og så tror jeg også, at vi skal have ris med blandede grønsager ved siden af. Eller også bliver det små, ovnristede kartofler og en kold sauce. Det må tiden vise.
Lørdag – Pulled pork har gået sin sejrgang over landet adskillige gange, men jeg må indrømme, at jeg er lige så vild med pulled turkey eller “trukket kalkun”, hvis nu jeg skal forsøge mig med en form for oversættelse 🙂 Kalkun er noget mere magert end en nakkekam, men det er også noget hurtigere at tilberede og sådan en lækker burger med pulled kalkun, coleslaw og hjemmelavede fritter ved siden af er altså et hit herhjemme.
Søndag – Kan vi lige nå en enkelt sidste simreret med kartoffelmos, inden stegegryden gemmes væk for sommeren og de nye kartofler for alvor gør deres indtog? Jeg har i hvert fald besluttet, at der skal en lækker gullash med kartoffelmos på menuen søndag aften. Simremad, når det er bedst.
Ugens lækkeri – Med solskinsvejr og 2-cifrede temperaturer kommer lysten til koldskål snigende. Det betyder selvfølgelig også, at der skal bages hjemmelavede kammerjunkere med vanilje, som kan drysses ovenpå den skønne dessert og jeg har planer om at lave en portion i løbet af ugen.
Jeg vil gerne have tilsendt madplaner og indkøbslister til min mail adr.
Startende i dag for uge 17
Anita – Dejligt at høre 😀 Jeg har netop indtastet dine oplysninger i systemet, og du skulle gerne modtage en bekræftelsesmail snarest. Den skal du godkende og så er du klar til at modtage mine madplaner. Madplanerne udsendes dog hver lørdag morgen kl 8.00, så du kan desværre ikke modtage ugens madplan før fra næste lørdag 🙂 Vær desuden OBS på, at såvel bekræftelsesmail som madplaner engang imellem kan smutte i uønsket post/spam ved en fejl 😀
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine
Jeg har din app, og bruger dine madvaner hver uge når jeg skal finde inspiration til vores uge…. dog er det lidt frustrerende at antallet af personer ikke kan ændres, og jeg dermed alligevel er nødt til at få ind på hjemmesiden hvis der popper en opskrift op…..
Er antallet af mennesker en ting du vil prøve at få lavet så man kan ændre dem?
Karina – Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad det er du vil have ændret? Du snakker om, at du alligevel er nødt til at gå ind på bloggen, hvis der popper en opskrift op, men derinde er alle opskrifterne også beregnet til 4 personer. Vi er godt nok kun 2 personer herhjemme, men alle analyser viser, at det er mest brugbart at lave opskrifter beregnet til 4 personer, så det gør jeg som regel 🙂
Og hvis du mener, at få lavet appen sådan, at man kan ændre antallet af personer, som retterne er beregnet til, så havde vi det på tegnebrættet i starten, indtil mine udviklere fortalte mig, at det både vil tage utroligt mange timer at udvikle og desuden aldrig vil blive rigtig godt. Det er noget med, at vi selv skal sidde og taste opskrifterne ind til hhv. 1 pers, 2 personer, 3 personer osv osv for at få de rigtige udregninger i opskrifterne. Derfor blev vi enige om, ikke at medtage denne funktion i appen. Det kan heldigvis lade sig gøre med sådan en funktion på bloggen, fordi der her er tale om en anden form for teknik og skabeloner 🙂