Der er altså et eller andet med marengs. Jeg kan ganske enkelt ikke stå for de store, fluffy, sprøde og søde kager og allerhelst skal de have en ordentlig klump “tyggegummi” i midten. Det var min farmor, der først introducerede både mig og min lillebror til marengs. Det var en fast tradition, at vi fik hjemmelavet is til dessert, når vi spiste hos hende og til isen hørte selvfølgelig marengs. Ikke fordi vi ligefrem behøvede is som undskyldning for at spise marengs, for dåsen var altid fuld, når vi kom på besøg og der var også gerne en lille skål med marengs til vores eftermiddags- eller aftenste. Gad vide, hvad hun brugte alle de æggeblommer til?
Da jeg blev lidt ældre, fik jeg øjnene op for de store, lækre chokolademarengs, som sælges i visse bagerbutikker. Dem med chokolade under bunden og en gedigen kerne af sej marengs blandet med kakao. Det er faktisk disse marengs, som jeg har genskabt i nedenstående opskrift på “store chokolademarengs” – uden nødder, men med en superlækker og sej midte. Dog kunne jeg jo godt se, at vi ikke kunne spise 6 hele marengs – de blev lidt større, end jeg lige havde regnet med, så et par stykker kom i en kagedåse og blev gemt.
Der lå de så, indtil vi en aften havde lyst til lidt sødt og da der var friske jordbær i køleskabet, var det jo oplagt lige at røre en let creme sammen og pynte med bærrene. En supernem dessert der tog under 5 minutter at tilberede. Cremen er til den syrlige side – den er lavet på creme fraiche og kun lige smagt til med lidt sukker og et nip vanillepulver, men når den bliver serveret sammen med den søde marengsbund og lidt lækre jordbær, går det hele bare op i en højere enhed – sødt og syrligt i perfekt kombination.
Desserten er desuden supergod til gæster, for selvom man ikke kan pynte kagerne i alt for god tid – så bliver marengsen simpelthen blød, så kan man sagtens bage sine chokolademarengs flere uger i forvejen og så bare opbevare dem i en lufttæt dåse. Dagen inden, eller måske på selve dagen, rører man så blot vanillecreme sammen og gør jordbærrene parate og så er desserten lige til at lave efter samlebåndsmetoden – marengs på tallerkner, creme på marengs, jordbær på creme, citronskal og mynte på jordbær, servering.
Store chokolademarengs.
6-8 stk.
3 æggehvider
150 gr sukker
1 spsk eddike
2-3 spsk kakaopulver
Æggehviderne kommes i en skål og piskes meget stive – det kan sagtens lade sig gøre med en håndmikser, men det er nu nemmere med en røremaskine. Æggehviderne er pisket nok, når skålen kan vendes på hovedet, uden at hviderne falder ud. Sukker tilsættes lidt ad gangen og der piskes mellem hver gang. Herefter tilsættes eddike og der piskes igen. Fjern piskeriset og vend forsigtigt kakaopulver i dejen – der skal ikke vendes for meget og der må gerne være lidt striber. af kakao
Sæt dejen i 6-8 store, let flade marengs på en bageplade (husk de vokser, når de bager) og bag dem ved 125 grader i 1½ -2 timer – de er færdige, når de kan slippe bagepapiret i bunden, men de må endelig ikke få for længe, så bliver midten ikke sej. Lad de færdige marengs køle af på bageristen og pensl evt. bunden med lidt god, mørk chokolade. Marengs kan ikke fryses, men holder sig ret længe, hvis bare de ikke får fugt. Opbevar dem gerne i en lufttæt beholder.
Chokolademarengs med vanillecreme og jordbær.
2 pers.
2 store chokolademarengs – se opskrift ovenfor
1½ dl creme fraiche
1-2 spsk sukker
et nip vanillepulver
100 gr jordbær, nippede og halverede
Desuden økologisk citronskal og lidt mynte eller citronmelisse til pynt – kan udelades
Placer de 2 marengs på 2 tallerkner. Rør vanillecremen sammen af creme fraiche, sukker og vanillepulver. Smag til – den skal ikke være alt for sød, for marengsbunden bidrager med masser af sødme. Fordel vanillecremen på de 2 marengs og pynt med jordbær, citronskal og mynte eller citronmelisse.
Note. Jordbærrene kan selvfølgelig udskiftes med andre bær, ligesom man kan kombinere hindbær, blåbær, jordbær og brombær, eller hvad man nu kan lide og har til rådighed.
Hvor sommerlækkert!
– Anne
http://www.venterpaavin.blogspot.com
Anne – Lige præcist, marengs og jordbær er et super godt match 😀
Mange hilsner fra
Anne.
Hvad er det for noget kakao du bruger?
Mia – Helt almindelig kakaopulver, ligesom det man bruger til varm kakao og chokoladekage. Men ikke nesquick – rigtig kakaopulver 🙂