Bededagsferien er blevet brugt udendørs. Vi har været sammen med mine forældre og min lillebror og svigerinde og pga det fantastiske vejr har vi faktisk været udenfor stort set hele tiden. Der er blevet spist hveder med smør, drukket kølig hvidvin og gin tonics, grillet, plukket blåmuslinger i Vejle fjord, gået ture, spillet spil og lavet bål med tilhørende snobrød, ristede pølser og bagte æbler. Søndagen sluttede på bedste vis med moules frites af de skønne muslinger fra fjorden og min fars hjemmelavede pommes frites, som er verdensberømte i min familie. En weekend fyldt med hygge, nærvær, grin og gode snakke – så er vi tanket op til at tage hul på en ny uge.

>> Se også min bedste opskrift på en supernem æbletærte med kanel lige her. 

Bagte æbler hører til blandt de nemmeste opskrifter, som findes, og især i efterårsmånederne spiser vi rigtig mange bagte æbler. Både lavet på bål, men også bare i ovnen, hvis den alligevel er tændt, imens vi laver aftensmad. Det er så nemt at smutte ned i haven og hente et par æbler, som udhules og fyldes med en skøn blanding af smør, sukker og kanel, inden hele herligheden pakkes ind i stanniol og bages. Og det er faktisk det hele. Så kan man sidde og glæde sig over duften og forventningen om de skønne, bagte æbler til dessert, imens man spiser aftensmad.

Har man en bålplads i haven, så er det selvfølgelig nemt lige at forberede de bagte æbler, men æblerne kan også sagtens komme med på tur, hvis man laver bål på stranden eller lignende. Man kan nemlig udhule og fylde æblerne hjemmefra og så bare pakke dem ind i stanniol, så de er lige til at lægge ind i gløderne i bålet, når det er blevet tid til dessert. Faktisk kan man også tilberede æblerne på grill, så overvej lige at pakke et par æbler ind i stanniol, næste gang menuen står på grillmad. Så er der nem og lækker dessert bagefter.

Æblerne er skønne, når de serveres lune og møre med en kugle vaniljeis, en klat flødeskum eller creme fraiche – evt. rørt sammen med lidt vanilje. Men man kan også sagtens spise æblerne, som de er. Der er jo trods alt tale om bålmad, og er man på tur, kan det være begrænset, hvad man har mulighed for at medbringe. Og det skal selvfølgelig ikke være en kugle vaniljeis eller en portion flødeskum, der afholder nogen i at lave æbler på bål.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Bagte æbler på bål

Bagetid20 min
Samlet tid30 min
Antal: 4 stk
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • 4 æbler
  • 50 gr blødt smør
  • 50 gr brun farin
  • 3 tsk stødt kanel
  • 2 spsk hakkede mandler

Fremgangsmåde

  • Fjern forsigtigt kernehuset i æblerne vha. en kartoffelskræller eller en æbleudstikker.
  • Skrab så meget som muligt af kernehuset ud. Jo større hullet er, des mere fyld kan der være i æblet. Pas på med ikke at skære hele vejen igennem æblet, da fyldet så vil løbe ud i bunden under bagningen.
  • Bland smør, farin og kanel og fordel fyldet i de udhulede æbler og drys med hakkede mandler eller nødder på toppen.
  • Pak æblerne ind enkeltvist i stanniol.
  • Læg æblerne i gløderne fra bålet (eller på havegrillen) og bag dem i ca 15-20 minutter, indtil de er møre.
  • Æblerne kan også tilberedes i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca 20 minutter. Så er det ikke nødvendigt i pakke æblerne ind i stanniol - de kan bare sættes i et ildfast fad.
  • Server æblerne med vaniljeis eller creme fraiche, evt rørt med lidt vaniljesukker.

Noter

Der kan evt. tilsættes en smule revet marcipan til kanelfyldet. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)