Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Bagte æbler med marcipan og kanel creme fraiche…

0 kommentarer
Desserter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Store, bagte æbler fyldt med en blanding af smør, marcipan, sukker, nødder og kanel og serveret med en generøs klat kanel creme fraiche – det er da bare den ultimative søndag eftermiddags forkælelse.

Æblerne hentede jeg i haven og resten af ingredienserne havde vi liggende i forvejen, så det var en både nem og billig lækkerbisken. Det tog under 10 minutter at udhule æblerne og i stedet fylde dem med det lækre marcipanfyld – herefter bagte de i små 25 minutter, imens duften af varme æbler og kanel bredte sig i hele huset.

Der er rigtig mange æbletræer i mine forældres have og i mange år var det min lillebror, som var den store æblebagermester. Uhhh hvor har jeg spist mange fyldte og bagte æbler i min tid. Æblerne blev udhulede og fyldte, imens der blev lavet aftensmad og så blev de sat i et ildfast fad og stillet på brændeovnen, imens vi spiste. Når vi så var færdige med maden, var æblerne færdigstegte og klar til servering til dessert eller til aftenteen. Mums.

 

 

Æblerne kan både serveres som de er, eller med flødeskum, vanilleis eller creme fraiche til. Jeg kan godt lide det lidt syrlige modspil til æblerne, som creme fraiche giver, modsat både flødeskum og vanilleis, men samtidig synes jeg også, det smager godt at tilsætte lidt smag til creme fraichen. Denne gang kom jeg stødt kanel i og det smagte virkelig skønt til æblerne, men jeg kunne også forestille mig, at det ville fungere godt med vanillepulver eller korn af en vanillestang.

Bagte æbler med marcipan og kanel creme fraiche.

2 pers.

2 store æbler

20 gr smør

20 gr marcipan

20 gr mørk muscovadosukker eller brun farin

1 tsk stødt kanel

1 spsk hasselnødder, grofthakkede

Stil æblerne med blomsten opad og stilken nedad. Fjern forsigtigt kernehuset vha. en kartoffelskræller eller en æbleudstikker men pas på, at der ikke skæres hele vejen igennem æblet, da fyldet så vil løbe ud under bagningen. Skrab så meget som muligt af kernehuset ud og lav evt. hullet lidt større med en lille kniv – jo større hullet er, jo mere fyld kan der fordeles i æblet. Bland smør, marcipan, muscovadosukker, kanel og hakkede hasselnødder sammen og fordel det i de udhulede æbler. Sæt æblerne i et ildfast fad og bag dem ved 175 gr. i ca. 25 minutter til fyldet er smeltet og æblet er mørt. Imens æblerne bager røres kanel creme fraichen sammen.

Kanel creme fraiche.

1 dl creme fraiche

1 tsk stødt kanel

1-2 tsk sukker

Creme fraiche, kanel og sukker kommes i en skål og røres godt sammen. Smag til, måske skal der mere kanel eller sukker i creme fraichen. Lad cremen trække imens æblerne bages færdige og servere den kolde kanel creme fraiche til de lune, bagte æbler.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer