Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pizzasnegle med tomat og ost.

11 kommentarer
Brød og boller, Madpakkehits, Opskrifter
Gå direkte til opskriften
Opskrift pizzasnegle med tomat og ost på en bagerist

Pizzasnegle er et rigtigt børnefamilie-hit. Perfekte i madpakkerne, til den lille sult, til strandture, bilture og til børnefødselsdage. Men vi voksne kan heldigvis også godt være med, når det kommer til at guffe en masse lækre, friskbagte pizzasnegle med tomatsauce og smeltet ost.

Se også – Pølsehorn I Nem pizzasauce I Hvidløgsdressing I Bradepandepizza 

Lækre og svampede pizzasnegle opskrift.

For mig er noget af det, som kendetegner en rigtig god pizzasnegl, at den skal være blød, svampet og lækker. Ikke noget med tørre skorper og sej krumme her. Derfor bruger jeg lidt yoghurt naturel i min opskrift på pizzasnegle. Yoghurten giver ekstra svampede snegle, og hjælper desuden bagværket med at holde sig blødt og lækkert i flere dage. Helt oplagt hvis man bager pizzasnegle til madpakkerne.

Jeg laver som regel pizzasnegle uden kød, hvilket betyder at man ikke behøver opbevare dem på køl. Det er ret smart, hvis man eksempelvis skal bruge sneglene til madpakker, i picnickurve og lignende. Men selvfølgelig kan man sagtens tilsætte kød til pizzasneglene.

Tip! Se mine bedste tips + lækre variationer under opskriften. 

5 fra 4 stemmer

Pizzasnegle

Hæve- og bagetid1 time 50 minutter
Samlet tid2 timer 20 minutter
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 1 dl vand (lillefingervarmt)
  • 1 dl yoghurt naturel (eller lign. surmælksprodukt)
  • 25 gr gær
  • 1 tsk salt (jeg bruger groft salt)
  • 1 spsk sukker
  • 1 stk æg
  • 400 gr hvedemel (måske lidt mere eller mindre)
  • 50 gr smør (blødt)

Fyld

Fremgangsmåde

  • Rør vand og yoghurt naturel sammen i en skål og opløs gæren heri.
  • Tilsæt salt, sukker, æg, hvedemel og blødt smør og ælt sammen til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og udrul den til et stort rektangel (ca 45 x 30 cm).
  • Fordel tomatsaucen i et jævnt lag på dejen. Drys med 2/3 af den revne ost og slut af med tørret oregano på toppen.
  • Rul dejen sammen som en roulade og skær den i 12-14 tykke snegle som lægges på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Tryk evt. sneglene let med fingrene, så de bliver lidt større og knap så høje.
  • Drys det sidste ost på toppen af sneglene og lad dem efterhæve i ca 30 minutter.
  • Bag pizzasneglene ved 200 °C (alm ovnfunktion) i ca 20 minutter, eller indtil de er gyldne og gennembagte.
  • Afkøl sneglene på bageristen og spis dem lune eller kolde.
  • Pizzasnegle kan holde sig friske i en pose i 2-3 dage. De kan med fordel lunes let i ovnen eller på brødristeren inden servering. Sneglene kan desuden fryses.

 

Se også – 

 

Pølsehorn 

 

Pizzaboller

Tips til opskriften.

Ønsker man pizzasnegle af den grove slags, så er det nemt at erstatte 100-150 gr af hvedemelet med en grovere meltype. Fx grahamsmel, fuldkornshvedemel eller speltmel. Man kan også tilsætte solsikkekerner og revet gulerod (eller revet squash) til dejen. Det giver supersvampede snegle, der minder om gulerodsboller. Og det er næsten umuligt at spotte såvel kerner som revet gulerod i de færdige snegle.

De her pizzasnegle er uden kød, men selvfølgelig kan man sagtens tilsætte kød til fyldet. Fx pepperoni, skinke, stegt kylling, tun eller lignende. Der kan også snildt suppleres med peberfrugt, majs, løg, ananas, oliven og hvad man ellers kan finde på. Man skal bare huske på ikke at bruge for meget fyld. For så kan det være svært at rulle dejen sammen.

De skønneste madbrød.

Pizzasnegle er selvfølgelig oplagte som snack og i madpakkerne, men de er også perfekte som madbrød. Fx til en skål suppe, en let salat eller en gryderet. Især på de kødfrie dage kan det indimellem være en god idé at supplere med lidt brød, så alle bliver mætte og tilfredse, og inden går småsultne fra bordet.

Jeg laver altid dobbelt portion, når jeg bager pizzasnegle, og så pakker jeg de nybagte snegle i poser á 4 stk, som jeg kommer i fryseren. Vi er jo kun 2 personer herhjemme, så 4 stk passer fint til os, men justerer man jo selv. Og så er det nemt lige at tage en pose ud og varme sneglene i ovnen eller på brødristeren, når jeg synes, at der skal lidt madbrød til vores aftensmad.

Subscribe
Notify of
11 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Nicole
6 år siden

Super opskrift lavede dobbelt portion og det gav 40 stk. Tror jeg vil prøve tilføje lidt kød næste gang.

Sandra
4 år siden

Lækker opskrift – jeg overvejer at lave en portion til natmad på forhånd, men er de egnet til fryseren? 🙂

Mvh. Sandra

Sandra
4 år siden

Tak for svar! ☺️

Marie
3 år siden

Tror du, man kan bruge dejen til pølsehorn også, eller er det helt hul i hovedet? 😅 så kan jeg slå to fluer med ét smæk til datterens madpakke..

Julie Holm Kristensen
2 år siden

Hej,
Bør de opbevares på køl eller bare ved stuetemperatur?

Lotte
2 måneder siden

5 stars
Virkelig lækre pizzasnegle. Jeg kom lidt skinkestrimler på det fungerede fint. Tænker at fryse nogen af dem så er der nemme madpakker