Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Koldhævede chokoladeboller.

0 kommentarer
Brød og boller, Brunch - opskrifter., Opskrifter
Gå direkte til opskriften
Opskrift på koldhævede chokoladeboller - sammenbagte, bløde og lækre

Jeg elsker at koldhæve brød og boller. Det føles næsten som en gave, når man vågner om morgenen og ved, at der venter dej i køleskabet, som bare lige skal bages, inden man kan sætte sig til morgenbordet og nyde resultatet. Det gælder både et lækkert koldhævet brød og de evigt populære koldhævede morgenmadsboller. Og så de her koldhævede chokoladeboller, som er det sidste nye hit blandt de koldhævede favoritter hjemme hos os.

Opskrift på koldhævede chokoladeboller.

Måske er der lidt for meget chokolade i de her boller til, at de kan kaldes morgenmadsboller. Men koldhævning behøver jo ikke kun omhandle morgenbrød. Bollerne er nemlig perfekte til brunch og fødselsdagsfejring eller en lille hyggestund. Og selvfølgelig til at tage med og dele ud til kollegaer eller klassekammerater. Og så er det jo bare altid rart, når man kan forberede lidt i forvejen.

Dejen røres sammen på vanlig vis, men jeg bruger kold mælk og kun omkring 15-20 gram gær. Jeg ælter som regel dejen på maskine, men den kan sagtens æltes i hånden. Og når dejen er æltet, er der blot tilbage at forme den til boller, som placeres i et fad og stilles til koldhævning i køleskabet.

Jeg laver indimellem de koldhævede chokoladeboller, vi skal have gæster til brunch, fordi de kræver en minimal indsats. Men de er altså også lækre som helt almindelig weekendhygge, når vi bare er Morten og mig.

Tip! Se også mine bedste tips til koldhævede chokoladeboller under opskriften.

Opskrift på koldhævede chokoladeboller - sammenbagte, bløde og lækre
5 fra 2 stemmer

Koldhævede chokoladeboller

Hæve- og bagetid12 timer 20 minutter
Samlet tid12 timer 40 minutter
Antal: 9 stk
Føj til favoritter

Ingredienser

  • 2 dl mælk
  • 20 gr gær
  • 1 tsk salt (jeg bruger groft salt)
  • 2 spsk sukker
  • 1 stk æg
  • 100 gr mørk chokolade (hakket)
  • 450 gr hvedemel (måske lidt mere eller mindre)
  • 50 gr smør (smeltet og let afkølet)

Desuden

  • 1 stk æg (til pensling)

Fremgangsmåde

  • Hæld mælken i en skål og udrør gæren heri.
  • Tilsæt salt, sukker, æg, hakket chokolade, hvedemel og smeltet smør og ælt det hele sammen til en blank og smidig dej.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 9-10 lige store stykker, der trilles til runde boller.
  • Placér bollerne med ca 2 cm mellemrum i et ildfast fad (ca 20 x 25 cm) foret med bagepapir. Bollerne skal kunne vokse sammen under bagningen.
  • Dæk fadet til med husholdningsfilm og stil det på køl. Lad bollerne hæve på køl natten over eller i minimum 12 timer.
  • Når det er tid til at bage, tages bollerne ud af køleskabet og efterhæver ca 10-30 minutter på køkkenbordet, imens ovnen opvarmes. Herefter pensles bollerne med sammenpisket æg.
  • Bag bollerne midt i ovnen ved 180 °C (varmluft) i ca. 20-25 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
  • Lad bollerne hvile i ca 10 minutter. Løft dem herefter op af fadet vha. bagepapiret og lad dem afkøle på bageristen.
  • Bollerne er bedst, når de er relativt friskbagte, men de kan gemmes i 2-3 dage, hvis de pakkes godt ind. Bollerne kan desuden fryses.

 

Noter til opskriften. 

 
I stedet for mørk chokolade, som godt kan være lidt bittert, kan du bruge mælkechokolade, hvis bollerne skal serveres for mindre børn. 

Tips til opskriften.

Jeg bruger gerne mørk chokolade i mine chokoladeboller. Enten hakket chokolade eller chocolate chips. Brug en god mørk chokolade, hvis du vil have lidt mere dybde i smagen og mælkechokolade, hvis de skal være ekstra børnevenlige. Begge dele fungerer virkelig godt.

Har du en brun banan liggende i frugtskålen, så kan den uden problemer moses og tilsættes dejen. Bananen tilfører lidt ekstra fugt til dejen, så vær lidt OBS på, at der måske skal bruges mere hvedemel. Men ellers kan du bare følge opskriften.

Har du lyst til lidt ekstra knas, så kan du tilsættes nødder til dejen. Måde hakkede hasselnødder og valnødder fungerer rigtig godt sammen med chokolade. Du kan også drysse bollerne med hasselnøddeflager, når de er penslede med sammenpisket æg. Det ser både rigtig fint ud og smager dejligt.

Se ogsåKoldhævet franskbrød | Koldhævede boller | Koldhævede kanelsnegle

Jeg kan godt lide sammenbagte boller, som kan brækkes fra hinanden. Derfor stiller jeg bollerne tæt sammen i fadet, så de vokser sammen under hævning og bagning. Vil du ikke have sammenbagte boller, så skal du bruge et fad, der er stort nok til, at bollerne kan hæve uden at røre hinanden. Alternativt kan du lade dem hæve på en bageplade, men det kræver enten et stort køleskab, eller at det er koldt nok til, at bollerne kan hæve udendørs. Dvs. at temperaturen skal være min. 5 °C og max 10-12 °C og bagepladen skal selvfølgelig kunne stå i tørvejr og i nogenlunde læ.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer