Som bekendt læser jeg jo Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og det betyder, at vi ikke altid har decideret klasseundervisning. Vi har nemlig også et fag, der hedder Mad og Måltider og som minder en lille smule om avanceret hjemkundskab. Det er jo ikke nok, at vi som kommende sundhedsprofessionelle kan fortælle folk, hvad de skal spise – vi er jo også nødt til at have en idé om, hvordan det laves.
I går stod den så på en hel dags brødbagning, for det er faktisk ikke helt let, at bage et rigtig godt brød. Vi blev i hvert fald særdeles klogere på især æltemetoder. Hvis man er interesseret i at se og læse mere om æltning af dej, så søg evt. efter Skærtoft Mølle og æltemetoder på youtube – det var deres videoer og metoder, vi gik ud fra.
Vi lavede hver især en stor portion dej bestående af kun fire ingredienser, nemlig vand, mel, gær og salt. Da dejen var æltet og færdighævet, delte vi den i to halvdele. Den ene blev til et lækkert brød med sprød skorpe og en saftig krumme. Den anden halvdel formede vi til forskellige slags boller – de kan enten bruges til pålæg, som dekorative kuvertbrød eller til morgenboller, lidt afhængig af hvordan man former dem. Laver man stjerner som her, vil jeg nok råde til, at man bruger dem som kuvertbrød eller brød til suppe, da hullet i midten godt kan give problemer med visse typer pålæg.
Birkes og sesamstjerner.
20 stk.
700 gr hvedemel eller lyst speltmel
300 gr groft mel, fx grahamsmel eller fuldkornshvede
20 gr fint salt
25 gr gær
700 ml lunkent vand
Desuden birkes og sesamfrø til pynt
Bland de to meltyper og saltet i en stor skål. Lav en fordybning i melet og smuldr gæren meget fint heri. Kom vandet ned i fordybningen lidt af gangen og saml dejen med en dejskraber. Vend dejen ud på et bord og ælt den godt sammen. Se evt. Skærtoft Mølles videoer på youtube for æltemetode. Efter æltning kommes dejen i en meldrysset skål og hæver tildækket i ca. 1 time.
Vend dejen ud på et meldrysset bord og masser den blidt med fingerspidserne, til den flyder ud og er ca. 3-4 cm høj. Den må ikke æltes, for så ødelægges alle de fine luftbobler, som er skabt under hævningen. Fold dejen sammen et par gange – lidt som en kringle og del den i 20 boller. Fordel birkes og sesam på to tallerkner og stil en lille skål med vand parat. Find desuden et plastikkort frem – det skal have størrelse som et kredit- eller dankort, men må godt være et lidt mere hygiejnisk kort 🙂
Tag fat i bunden af en bolle og dyp oversiden i vand og derefter i birkes eller sesamfrø. Læg bollen på bordet med den pyntede side opad og pres den lidt flad. Skær tre gange ned i midten af bollen med den smalle ende af plastikkortet, så der dannes en sekstakket stjerne – der skal skæres hele vejen igennem bollen ned til bordet. Vend herefter vrangen ud på bollen, så stjernetakkerne nu sidder på ydersiden.
Læg stjernerne på et stykke bagepapir – de behøver ikke efterhæve. Ved bagningen trækkes bagepapiret over på en opvarmet bageplade. Sæt bagepladen i ovnen og bag bollerne ved 250 gr i ca 10 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Hvis man har en vandforstøver, kan man sprøjte lidt vand ind i ovnen, lige inden pladen med bollerne sættes ind, så der dannes lidt damp. Lad bollerne afkøle på risten og nyd dem lune.
These buns look so good I don’t even care what they are made of!! Their shape is so cute 🙂 Thanks for sharing!
Whilehewasout – You’re welcome. They are delicious – I promise 😉
– Anne.
Fantastisk ide at lave stjerner på den måde – de er så søde!
Berit – Mange tak 🙂 De er nemlig rigtig fine og det er slet ikke svært. Og så ser det rigtig overskudsagtigt ud i brødkurven 😀
Jeg forstår simpelthen ikke hvordan det gøres. Er der mon en video der viser hvordan. De er så fine og vil meget gerne bage dem som kuvertbrød.
Margit – Uhhh, der er desværre ikke en video, da det er en af mine ældre opskrifter. Dengang lavede man ikke videoer – men måske jeg kan prøve at forklare det lidt mere visuelt 😅
1) Dyp en bolle i birkes på den ene side, så den ligner en håndværker (rundstykke).
2) Pres bollen lidt flad (ca 2 cm høj).
3) Tryk 3 snit ned i midten af hver bolle med et rengjort kreditkort eller lign. Snittene skal ligge oven i hinanden, så de danner en stjerne med 6 “arme” og gå hele vejen ned igennem bollen til bordpladen. Det er vigtigt, at dejen er større end det kreditkort du bruger, så stjernen laves i midten af dejen, uden at selve kanterne snittes.
Og så er der egentlig bare tilbage at “åbne” stjernen – præcis som du åbner en papkasse, så stjernens takker kommer ud til siderne, og der dannes et hul i midten, der hvor du skar stjernen. Til sidst lægger du stjernerne på en bageplade med birkessiden opad og lader dem hæve.
Håber at ovenstående giver lidt mere mening? 😀 😀