Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Chili cheese fries med bacon og cheddar…

4 kommentarer
Forretter, Snacks
Gå direkte til opskriften

Jeg er alvorligt bange for, at jeg sætter min fremtid som sundhedsprofessionel over styr ved at skrive dette her indlæg. Omvendt må jeg altså også bare ud med det, for hvor smagte de her chili cheese fries med cheddar og bacon da bare helt forrygende godt – på den der snaskede, amerikanske, “lidt for meget” – måde, som de fleste af os vist godt kan få trang til engang imellem.

Det hele startede faktisk med, at jeg havde lyst til et stykke goudaost med chili – jeg er vild med kombinationen af den milde gouda og chilien, som giver et kick og en let brændende fornemmelse på tungen. Min ide udviklede sig i løbet af dagen, men hvordan der så kom pommes frites nedenunder og creme fraiche dressing, bacon og forårsløg ovenpå, må jeg lade stå hen i det uvisse. Dog blev jeg kraftigt inspireret af opskriften på en klassisk portion nachos og en forret, jeg engang har fået på en amerikansk restaurant.

Det endte dog med, at jeg brugte revet cheddar og lidt chili flager, i stedet for at ofre et stykke gouda – goudaen skal næsten nydes kold. Men hvor om alting er, så smagte det ganske forrygende – ikke i store portioner selvfølgelig, men som en lille appetizer, anrettet på et fad og placeret imellem Morten og mig, så vi bare kunne spise hele herligheden med hver sin gaffel.

 

 

Hovedretten var for øvrigt en cobb salad (uden bacon) – vi trængte pludselig til noget grønt og knasende efter denne her omgang, men det bliver bestemt ikke sidste gang, at der kommer chili fries på menuen herhjemme.

Chili cheese fries med bacon og cheddar.

2 pers.

Ca 400 gr frosne pommes frites

100 gr revet cheddarost eller gouda – gerne med chili

et nip chiliflager

2-3 skiver stegt bacon, hakket i mindre stykker

2 spsk creme fraiche dressing

1 forårsløg i tynde ringe eller andet grønt til drys

Fordel de frosne pommes frites på en bageplade og steg dem efter anvisning på posen. Når de er færdige, anrettes de på et lille fad, som kan tåle at komme i ovnen. Drys pommes fritsene med revet ost og lidt chili og gratiner dem i ovnen i ca. 5 minutter, til osten er smeltet. Tag fadet ud af ovnen og pynt med bacondrys, creme fraiche dressing og forårsløg i tynde ringe. Server straks – pommes fritsene bliver bløde og osten stivner, hvis det står for længe.

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Mari
10 år siden

Uha, det ser godt nok go’ ud!

Anne-Marie
10 år siden

Uha da da, en farlig sag. Kender nogen der ville falde pladask for det (resten af min familie). Ved ikke om jeg tør lave det. Nachos kan de spise til aftensmad uden grønt til, altså indtil jeg løfter pegefingeren.

Kh.
Anne-Marie