Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Hjemmelavede Ferrero Rocher chokolader…

0 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Konfekt og slik
Gå direkte til opskriften

Det sidste konfekt, der bliver lavet i år, bliver disse her skønne, hjemmelavede Ferrero Rocher med nutella, sprøde vaffelstykker, ristede hasselnødder og et tykt lag chokolade yderst og lad mig slå fast med det samme – hvis der kun er tid, lyst og lejlighed til at lave en enkelt slags konfekt, så vil jeg foreslå, at man vælger dem. Waauuu, hvor er de bare gode og også lidt anderledes i forhold til de gængse konfektstykker med nougat og marcipan. Faktisk er de så gode, at jeg godt kunne fristes til også at lave dem på andre tidspunkter af året – man spiser jo ikke nødvendigvis kun Ferrero Rocher til jul – men har man tid til overs i dag eller i morgen formiddag, så er jeg sikker på, at sådan en hjemmelavet omgang vil kunne gøre det ud for årets bedste værtindegave. Jeg overvejer også, om ikke et fad hjemmelavet Ferrero Rocher ville falde i god jord til kaffen nytårsaften.

Der er ingen tvivl om, at det kan klistre lidt, når massen skal trilles til kugler. Af samme grund er det en god idé at sørge for, at massen er iskold, for så går det lidt nemmere, men det gør altså også, at man må bevæbne sig med en smule tålmodighed, for det er helt klart nemmest at røre nutella, vaffelstykker og hasselnødder sammen, når nutellaen har stuetemperatur og er nogenlunde blød. Den færdige masse skal altså stå på køl en times tid, men så går det også nogenlunde let med at trille fine kugler, især hvis man sørger for at vaske hænder mellem hver fjerde eller deromkring. Det er bare nemmere, at trille pæne kugler, når hænderne er nogenlunde rene.

Mht. vaflerne, så brugte jeg de færdigkøbte kræmmerhuse, som traditionelt fyldes med flødeskum og som kan købes i ethvert supermarked. Man kan også bruge isvafler, men jeg synes altså, at både smag og konsistens på kræmmerhusene minder en smule mere om de vafler, som er inde i de originale Ferrero Rocher. Jeg overtrak desuden med en god, mørk chokolade for ligesom at opveje den søde nutella i midten, men hvis man foretrækker mælkechokolade, så bruger man selvfølgelig bare det.

 

 

Kuglerne kan for resten holde sig i flere uger, ligesom alt muligt andet julekonfekt, hvis de da ikke er spist inden – de er jo kapslet ind i god mørk chokolade og nutella, hasselnødder og vafler er jo ikke ligefrem letfordærvelige. Jeg opbevarer kuglerne i køleskabet, da jeg godt kan lide iskold chokolade, men det er ikke et must, så det vil jeg lade være op til den enkelte.

Hjemmelavet Ferreo Rocher.

15-18 stk.

75 gr hasselnødder

40-50 gr kræmmerhuse til flødeskum – isvafler kan også bruges

150 gr Nutella, stuetempereret

150 gr mørk eller lys chokolade til overtræk

Rist hasselnødderne ved 200 grader i ca. 10 minutter til skallen bliver mørk og sprækker. Gnid derefter nødderne mod hinanden i et viskestykke eller lignende, så skallerne gnubbes af. Tag 18 nødder fra og hak så resten helt fint. Hæld 2 spsk hakkede nødder i en skål og stil dem til side. Resten vendes i nutellaen. Vaflerne kommes i en frysepose og knuses ved hjælp af en kagerulle, kødhammer eller lignende. De knuste vafler vendes ligeledes i nutellaen og det hele blandes godt. Hvor meget vaffel der skal bruges, afhænger af hvor meget fyld man ønsker i nutellaen. Stil blandingen på køl og form den herefter til 15-18 kugler på størrelse med små valnødder. Put en hel hassenød i midten af hver kugle, inden den trilles rund. Det klistrer ret meget, selvom massen er kold, så det kan være en hjælp af vaske hænderne ofte. Stil kuglerne på køl, til de er helt stivnede.

Smelt chokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovnen og tilsæt de gemte, finthakkede hasselnødder. Overtræk de kolde Ferrero Rocher kugler og lad dem herefter tørre på et stykke bagepapir. Opbevar i en lufttæt beholder – evt. på køl, hvis man foretrækker sine Ferrero Rocher kolde.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer