Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Kærnemælkshorn med rabarber og marcipan.

28 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Da vi for nyligt fik vanillekoldskål med tykmælk og æg til dessert, blev der en lille smule kærnemælk til overs. Der var ikke meget og slet ikke til en ny portion koldskål, men alligevel nok til, at jeg ikke syntes, det skulle smides ud. Derfor har i dag bagt de her lækre og luftige kærnemælkshorn med rabarber fra haven og marcipanremonce. Sødt, syrligt, blødt og lækkert – match made in heaven og en rigtig sommer-lækkerbisken.

Har man nu ikke rabarber i haven, eller kan man ikke finde dem i butikkerne, så kan man sagtens udelade rabarber og nøjes med at lave kærnemælkshorn med fyld af marcipanremonce. Man kan også udskifte rabarberne med andre sommerfrugter som fx udstenede kirsebær, blommer, nektariner eller ferskner i tern, stikkelsbær og ribs, for nu blot at nævne et par eksempler. Et stykke god, mørk chokolade er heller ikke nogen dårlig idé og det samme med en klat syltetøj.

Jeg havde ikke travlt og udrørte derfor gæren i den køleskabskolde kærnemælk og lod efterfølgende dejen hæve tildækket på køkkenbordet i et par timer eller deromkring. Vil man gerne fremskynde processen lidt, så kan man lune kærnemælken en lille smule (lillefingervarm), så gæren får lidt varme at arbejde ved. Luner man kærnemælken, kan man nøjes med at lade dejen hæve i ca 1 time og så skal hornene efterhæve i 15-30 minutter, inden de bages.

Mine kærnemælkshorn blev pyntet med hakkede mandler og perlesukker, men man kan sagtens nøjes med en af de to eller slet ingenting. Lidt hvid, mørk eller måske lyserød glasur smager også godt og det ser desuden rigtig fint ud. Lyserød glasur bliver i øvrigt noget så sommerfin, hvis man afslutter med et drys frysetørrede hindbær, men det bestemmer man jo selv.

4,67 fra 12 stemmer

Kærnemælkshorn med rabarber

Hæve- og bagetid3 timer
Samlet tid3 timer 30 minutter
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 2 dl kærnemælk
  • 25 gr gær
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk groft salt
  • 1 æg
  • 350 gr hvedemel
  • 100 gr smør (blødt)

Fyld

  • 100 gr rabarber
  • 2 spsk sukker
  • 75 gr marcipan (plukket i mindre stykker)
  • 75 gr smør (blødt)
  • 75 gr sukker
  • 1 spsk hvedemel

Desuden

  • 1 æg (til pensling)
  • 2 spsk perlesukker

Fremgangsmåde

  • Kom kærnemælk i en skål og udrør gæren heri. Tilsæt sukker, salt, æg, hvedemel og smør og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca 2 timer.
  • Skær rabarberne i små stykker á ca 1 cm. Kom dem i en skål og drys med 2 spsk sukker.
  • Bland marcipan med smør, sukker og hvedemel til en cremet marcipan-remonce. Det kan være nemmest at bruge hænderne.
  • Vend kærnemælksdejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til en stor cirkel. Skær cirklen i 12 lige store trekantede lagkagesnit med en kniv.
  • Læg en skefuld marcipanremonce og lidt rabarberstykker i den brede ende af hver trekant. Rul herefter trekanterne sammen til horn ved at rulle fra den brede ende mod spidsen. Læg hornene på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket i 30-45 minutter.
  • Pensl hornene med sammenpisket æg og drys med perlesukker og evt. hakkede hasselnødder.
  • Bag hornene ved 200 °C (alm ovnfunktion) i ca 15 minutter, til de er gyldne og gennemvarme.
  • Hornene smager bedst, når de er relativt nybagte, men de kan godt gemmes et par dage og evt. lunes inden servering. De kan desuden fryses.
I stedet for rabarber kan man fylde hornene med andre former for frugt, fx udstenede kirsebær, blåbær, hindbær, jordbær, blommer og meget andet. 
Subscribe
Notify of
28 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Gunni Petersen
6 år siden

Hej Anne -Kathrine
Jeg har lige prøvet at bage dine kærnemælkshorn med marcipan og rabarber. De er da duper skønne og nemme at lave. Det er en utrolig dejlig dej at arbejde med.
Tak for en dejlig opskrift.
Hilsen Gunni

Pernille
5 år siden

Tak for en mega lækker opskrift, blev meget populær hos både mine kollegaer og min mors kollegere.
Mega lækker dej at arbejde med, er normalt ikke så god til gærdej men denne blev perfekt, tak for lækker inspiration 😋😍👍

Camilla
4 år siden
Svar  Pernille

Hvor stor en cirkel rulles der ud ?
Cm i diameter?
Tykkelse?

Gabriella Cæsarsen
5 år siden

Hej Anne-Kathrine,
Mange tak for opskriften, de blev virkelig lækre. Har brugt nougat i stedet for rabarber, havde lige en rest nougat fra julens konfekt 🙂
Mange hilsner
Gabriella

Maria Skovgaard
5 år siden

Kan man bruge små ælbetern i stedet for rabarber 😉

Maria
5 år siden

De er jo sindssygt gode. Der er ikke andet at sige. Perfekt kombination af sødt og syrligt, og en hel fantastisk blød dej!

Jeg er fan!

Louise Oxvig
5 år siden

Jeg har frosne rabarber i fryseren. Kan man mon lave en kompot af dem og bruge i stedet for denne metode med friske rabarber?

Birthe Larsen
4 år siden

Hej. Dine kærnemælkshorn ser rigtig lækker ud. Kan det passe at der skal 1 tsk groft salt i . Syntes det lyder lidt voldsomt.

Malene
4 år siden

Kan man bage dem søndag aften og stadig være gode mandag eftermiddag?

Marianne
2 år siden

Kan man bruge kagemel?

Helle
1 år siden

Hej
Hvad gør du med de frosne horn – vil gerne lave en stak til søde venner der pludselig kommer forbi – men luner du dem i bagepapir eller spiser dem optøede?
😁

Bettiba
1 år siden

Hej
Til fyldet står der sukker 2 gange , hvad er de 2 spsk til
Bettina

William
6 måneder siden

Kan man bruge et andet mejeriprodukt end kærnemælk, fx creme fraiche?

Birte Storgaard
5 måneder siden

Kan de mon fryses ?

Else
4 måneder siden

Jeg syntes det er nemmest at dele dejen i to,så man laver 6af hver,bare et forslag.