Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Koldskål med vanilje (uden æg).

18 kommentarer
Desserter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Sammen med jordbær med fløde må koldskål simpelthen ligge allerøverst på hitlisten, når det gælder danskernes favorit sommer dessert. Der skal ikke være sommertemperaturer, blå himmel og strandvejr i mere end et par dage, før det ikke er til at støve så meget som 1/2 L kærnemælk op i nogle af landets supermarkeder.

Koldskål findes efterhånden i et hav af varianter. Den findes blandt andet med hyldeblomst, rabarber, lakrids, jordbær og hindbær og så den gode, gamle klassiker med æg. Den med æggene gik dog lidt af mode, da den store salmonellaforskrækkelse indtraf for efterhånden mange år siden, men takket være de past. æg, har man alligevel kunnet spise koldskål med æg. Rygterne vil dog vide, at salmonella nu stort set er udryddet i Danmark og at det igen er “lovligt” at spise de rå æg direkte fra hønen.

Det bliver dog ikke noget problem i forhold til denne her koldskål, for den har aldrig set skyggen af et æg og selvom jeg godt ved, at der findes folk, der hårdnakket påstår, at koldskål ikke er koldskål, hvis ikke det er lavet på æggesnaps, deriblandt min egen far, så synes jeg altså, at denne her koldskål er den bedste der findes. Jeg har efterhånden lavet den i mange år og den smager lige præcis, som jeg godt kan lide den. Den er tyk og cremet, sortprikket af vanillekorn og med en frisk citronsmag. Den er 100 gange bedre, end den koldskål man kan købe færdig i supermarkedets køledisk og så er den nem at lave. Faktisk er det så nemt, at det går hurtigere, end at stå i kø og vente på at betale for en liter færdigkøbt koldskål, for denne her kan røres sammen på et par minutter.

Spis den lækre koldskål med friske jordbær skåret i grove stykker og evt. hjemmelavede kammerjunkere.

4,34 fra 15 stemmer

Koldskål med vanilje (uden æg)

Samlet tid10 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • ½ liter tykmælk, ymer eller lignende (fx yoghurt naturel)
  • 3-4 spsk sukker (eller efter smag)
  • 2-3 tsk vaniljesukker (eller 1 tsk vaniljepulver)
  • saft af ½ citron
  • ½ liter kærnemælk

Fremgangsmåde

  • Hæld tykmælken i en stor skål.
  • Tilsæt sukker, vaniljesukker og citronsaft og rør godt rundt, indtil sukkeret er opløst.
  • Tilsæt kærnemælk og pisk sammen til en lækker og cremet koldskål. Smag til med sukker og citron.
  • Opbevar koldskålen til køl indtil servering. Server med kammerjunkere og evt. friske jordbær.
Man kan lave en nem og lækker jordbærkoldskål ved at udskifte tykmælk med jordbæryoghurt. 
Subscribe
Notify of
18 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Elsebeth
11 år siden

For mig er der kun to slags koldskål – den med æg i – og så den her: Revet rugbrød, sukker og kanel røres sammen, og lidt efter lidt røres kærnemælk i. Jeg tror, den kom fra min farmor, for jeg har kun fået den hos hende og hjemme hos min mor. Den er meget dejlig, og den spises (drikkes!) uden kammerjunkere til.
God weekend, Anne!

Susanne Staer
2 år siden
Svar  Elsebeth

Det med revet rugbroed i kaernemaelk hed “koerom” eller “krum” hvis man sagde det hurtigt. Det er laekkert og man faar brugt det tiloverblevne broed – men det har intet med oellebroed at goere, da koldskaalen stadig er forhodsvis tynd.

jakob
8 år siden

Ymer eller tykmælk? Hvad er bedst

Søren Kristensen
8 år siden

Koldskål uden æg er bluff. Fup og svindel helt enkelt. Længere er den ikke.

Lean
5 år siden

Søren hvis man laver den uden æg så kan i have den til at stå nogle dage og så er det også fint hvis der er en småtspisende ældre/syg i familien så kan der tilføres noget piskefløde

Nina Brandt
4 år siden

5 stars
Fantastisk dejlig frisk koldskål og ikke alt for tyk.
Helt sikkert en der vil blive lavet igen.

pernille
7 år siden

Super fedt med en opskrift uden æg! Jeg synes selv æggen er unødvendig, og på den her måde kan jeg hurtig lave noget koldskål, hvis jeg alligevel har lidt kærnemælk tilovers 🙂

Mette
4 år siden

Hej Anne-Kathrine.
Kan man bruge yoghurt natural i stedet for tykmælk eller ymer, da jeg hverken kan få det ene eller det andet her i Luxor, Egypten 😉
På forhånd tak.
God Mandag.
Bedste hilsner Mette Luxor

Susanne
3 år siden

Hele sommeren og stadig er jeg blevet så glad for denne opskrift 👏

Marianne Loftager-Rasmussen
2 år siden

5 stars
Dejlig opskrift. Jeg brugte yougurt naturel og kærnemælk. Dejlig konsistens og god smag.