Så nåede vi uge 9. Lige om lidt skifter vi til 2-cifrede ugenumre og så er vinteren slut. Det betyder så også, at vi allerede er 1/5 igennem år 2019, så hvis man, præcis ligesom mig, synes at vi lige har fejret jul og nytår, så er det vist på tide at komme ud af starthullerne.
Umiddelbart ser det ud til, at vi går endnu en mild og forårsvenlig uge i møde og det smitter selvfølgelig af på madplanen. Der kommer lidt lettere retter på menuen et par af dagene og så må vi jo heller ikke glemme forårsbebuderen over dem alle, nemlig den smukke stenbiderrogn, som vi skal have til bagte kartofler med fyld af en lækker, hjemmelavet rejesalat.
Madplan til uge 9.
Mandag – Ugen starter godt med en rigtig livret bestående af lasagne med kylling og grønt. En næsten klassiske lasagne, som er lavet med hakket kyllingekød i stedet for oksekød, hvilket, efter min mening, smager mindst lige så godt. Og medmindre man siger det, vil der være mange, som aldrig opdager, at de spiser kylling.
Tirsdag – Mine forældres have bugner af jordskokker, som er i sæson netop nu og det samme gør butikkerne. Ugens suppe bliver derfor en skøn og cremet jordskokkesuppe med rugbrødscroutoner, men suppen er faktisk også superlækker med dampet torsk, rejer eller stenbiderrogn, hvis man bryder sig om de fine, lyserøde rogn. En rigtig forårssuppe.
Onsdag – Menuen står på pizzakartofler med ost og tomat, som er en helt enkel og lækker “alt i én” kartoffelret, der både kan serveres som tilbehør og selvstændig hovedret. Vi spiser kartoflerne som hovedret i denne omgang og jeg regner med at supplere med en lækker salat og måske lidt grønsager i stave og en god dip.
Torsdag – Klassisk, dansk mormormad i form af farserede porrer med brun sauce og kartofler. Så bliver det næppe mere traditionelt. Vil man ikke lave sauce og kartofler, så kan de farserede porrer også snildt spises på rugbrød. Det samme gælder selvfølgelig evt. rester, som er gode i madpakken dagen derpå.
Fredag – Den smukke, lyserøde stenbiderrogn er her så kort, så det gælder om at nyde den, imens vi har chancen. Fredag aften står menuen derfor på bagte kartofler med fyld af rejesalat og stenbiderrogn. Jeg tænker, at vi skal have et glas hvidvin eller 2 ved siden af.
Lørdag – Koteletter i fad med pikantost og bacon og ris og dampet grønt ved siden af. Nej, det er ikke slankemad, men umiddelbart lyder det måske også mere usundt, end det egentlig er. Saucen laves med friskost og madlavningsfløde og fadkoteletter hører til blandt de mere magre udskæringer. Bacon kan desuden udelades eller erstattes af røget filet bacon, men det er som bekendt kun lørdag én gang om ugen.
Søndag – Menuen står på simremad af den allerbedste slags, nemlig god gammeldags skibberlabskovs. Der er delte meninger om tilbehøret, men jeg har altid fået det serveret med friskbagt rugbrød, persilledrys, smørklat og rødbeder, så det ændrer vi ikke ved.
Ugens lækkeri – Jeg bager ikke kun småkager til jul, men hygger mig også med småkagerne resten af året. Måske har jeg en lille mormor gemt indeni mig, men jeg synes altså, at det er drønhyggeligt, når der er hjemmebagte småkager i dåsen til en god kop te. I denne her uge vil jeg bage de her skønne og sprøde kanelsnitter.