Så er jeg klar med en madplan til uge 25. Og hvad skal vi så have at spise i den kommende uge? Tjaa, det har faktisk ikke været helt nemt at planlægge aftensmaden på det sidste. Når jeg fx planlægger en god gryderet, så bliver det grillvejr, hvorimod jeg kan være helt sikker på, at når jeg har planlagt en let sommer-ret, så er det køligt og blæsende. Det er sørme ikke sådan at finde ud af 😉
Under alle omstændigheder har jeg forberedt lidt af hvert til den kommende uge – både lette og lidt mere fyldige retter. Og så må vi bare bytte om på dagene i madplanen, så det passer med vejret.
Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.
Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.
Modtag gratis madplan hver uge!
Madplan uge 25.
Mandag.
Hjemmelavet tomatsuppe på lækre og solmodne tomater er en af de bedste supper, der findes. Og der er jo masser af skønne tomater i butikkerne på denne her tid af året. Jeg serverer brød til, men skal suppen mætte lidt ekstra, så kan man tilsætte pasta eller kødboller.
Tirsdag.
Det er ikke kun one pot pasta’er, der er nemme og lynhurtige at lave. One pot karryretter er også et hit, og denne her one pot kylling i karry med ris og ærter er en af vores favoritter herhjemme.
Onsdag.
Denne her pastaret med laks, flødesauce og friske krydderurter er på kort tid blevet et kæmpe hit. Både hjemme hos os og på bloggen. Men den er dæleme også god og kan fremtrylles på ganske kort tid. En rigtig sommer-pastaret.
Torsdag.
De her kartofler i folie er en rigtig sommerklassiker. Virkelig lækkert tilbehør, hvor kartofler og grønt er samlet i en pakke til hver. Vi griller en marineret flanksteak til kartoffelpakkerne, men man kan også grille kyllingebryst, koteletter, bøffer eller pølser hvis man er mere til det. Senere skal der hygges med snobrød og ristede skumfiduser ved sankthansbålet.
Fredag.
Det er en rigtig svensk klassiker, der har inspireret mig til vores fredagsmenu. Den kommer nemlig til at stå på kødboller med kartoffelmos, flødesauce og måske tyttebærsyltetøj (eller måske bare lidt ribsgelé).
Lørdag.
Lørdag skal vi have et lækkert kalkunbryst fyldt med pikantost og bacon. Tilbehøret bliver spidskålssalat med avocado, blåbær og feta, som er en anden af mine favoritter. Og så skal der måske også lige en kartoffel til.
Søndag.
Søndag aften skal vi have en lækker spinatlasagne med bechamel. En skøn, grøn lasagne, som kan suppleres med skinke, laks, eller kylling, hvis ikke man har lyst til kødfri lasagne. Jeg serverer en lækker, blandet salat og måske et hvidløgsflute til lasagnen.
Ugens lækkeri.
Det er noget tid siden, at jeg sidst har lavet hjemmelavet bounty. Men de er virkelig lækre til en god kop te, så jeg må hellere få lavet en portion i den kommende uge. Det er så hyggeligt med en lille godbid om aftenen.