Oktober synger på sidste vers. Jeg er klar med en madplan til uge 44, og ude i horisonten kan vi skimte november. Jeg ved, at mange synes, november er en rigtig trist, mørk, våd og grå måned. Men november er og bliver altså en af mine favoritter. Den hyggeligste “før-julemåned” som er fyldt med begyndende juleforberedelser, de første æbleskiver, gløgg og julesmåkager og i det hele taget den dejligste optakt til julemåneden.
Madplan uge 44.
Mandag.
Ugen starter med den her forrygende lækre pasta med store rejer og hvidløg, som bare smager fantastisk. Jeg tror faktisk nemt, jeg kunne spise pasta med rejer og hvidløg hver uge. De store rejer kan for øvrigt udskiftes med almindelige rejer.
Tirsdag.
Det er højsæson for græskar og tirsdag aften står menuen på græskarsuppe. Helt oplagt hvis der skal fejres halloween, hvor det nok kan være rart med lidt at varme sig på, når man skal gå fra dør til dør og “skræmme” naboerne.
Onsdag.
Spinatpandekager med skinke og ost er let og lækker aftensmad. Gerne med en god salat eller grøntsager i stave, hvis det skal være lidt mere børnevenligt.
Torsdag.
Jeg synes, at det noget så længe siden, vi har fået boller i karry med ris. Og det er oven i købet en af mine livretter (+ størstedelen af danskerne), så den må vi hellere få på menuen.
Fredag.
Fredag skal vi have kylling i fad med tomat, pasta og ost – alt samles i ét fad og bages gyldent i ovnen og så er det ellers bare at sætte sig til bords og nyde. Glæder mig allerede.
Lørdag.
Lørdagsmenuen står på hakkebøffer i fad med pikantsauce, som er et af de helt store hits på bloggen. Tilbehøret bliver formentlig ristede kartofler.

Søndag.
Kogt hamburgerryg og flødekartofler er en skøn vinterret, som jeg aldrig bliver træt af. En god kålsalat eller dampet grønt er superlækkert tilbehør.
Ugens lækkeri.
November venter forude, og det er tid til risengrød. Jeg kommer aldrig til at mene, at risengrød kan udgøre et aftensmåltid – dertil er det lidt for sødt til mig, men det er perfekt som dessert.