Uge 6 bød langt om længe på sne og endda så rigeligt at det – jeg elsker det og har således kastet mig ud i både snerydning og gåture med stor entusiasme og det samme har Villy, som hopper rundt i sneen som en hare. Nu vil jeg nyde sneen, imens den er her – sidde indendørs med en kop te og kigge på fuglene, der hopper op og ned og nipper til de lækkerier, vi har hængt op i buske og træer. Nyde det helt specielle lys, som sneen skaber og tænde de udendørs lanterner, når det begynder at skumre, og se hvordan stearinlysene falder på sneen.
Uge 7 betyder vinterferie for rigtig mange skolebørn, og dermed også deres forældre, så sneen kunne næsten ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Der er mange, som lige nu kan se frem til en uge med masser af hyggelige aktiviteter og måske endda en sommerhustur, en uge sydpå eller en skiferie. Vi har jo ingen børn, så vi holder sjældent ferie sammen med skolerne – det kan ikke rigtigt svare sig, når der er så mange andre, som gerne vil have fri, men det skal da ikke forhindre mig i at planlægge en masse lækre retter, som kommer på menuen i den kommende uge.
Madplan uge 7.
Mandag – Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet og der ligger stadig sne, så vi spiser fortsat mange supper herhjemme. Ugen starter med en portion rygende varm tomatsuppe, som nok skal give varmen helt ud i tæerne. Suppen serveres med små suppehorn, men kan også suppleres med kødboller, og så regner jeg med at bage en portion af de her skønne gulerodspizzasnegle med tomat og ost, som vi kan spise ved siden af.
Tirsdag – Der skal farserede porrer med kartofler og brun sauce på menuen – en rigtig klassiker, som vi begge er ret vilde med herhjemme. Til gengæld bliver der også lidt spild, for de stykker porre, som skal pakkes ind i fars, skal helst være nogenlunde regulære og lige store og der er også en god del af toppen, som ikke kan bruges. Det klarer vi dog ved at købe en ekstra porre og så kommer alle “resterne” på menuen torsdag.
Onsdag – Ugens “fisk” bliver af den børnevenlige (og budgetvenlige) slags, som ikke desto mindre er vildt lækker. Vi skal nemlig have sprøde tun- og torskerognsfrikadeller og tilbehøret bliver enten denne her lækre pastasalat med pikantost og bacon, eller også bliver det helt klassisk med persillesauce, kartofler og gulerodssalat.
Torsdag – Alle resterne fra tirsdagens farserede porrer + 1 ekstra porre skæres i tynde ringe og så kommer der ellers lækker porretærte med bacon og tomat på menuen. Måske lidt blandet, grøn salat ved siden af.
Fredag – Fastfood på den hjemmelavede måde – menuen står på sprøde, hjemmelavede kyllingenuggets eller chicken tenders – kært barn har mange navne. Tilbehøret bliver rodfrugtfritter lavet af kartofler, gulerødder, rødbeder, pastinakker, søde kartofler og hvad vi nu ellers har købt, som skæres ud i stave, kommes i en frysepose og vendes rundt med en smule olie, salt og måske lidt krydderier. Fritterne bages møre og gyldne i ovnen ved 200 grader. Jeg tænker, at vi skal have en lækker aioli/hvidløgsmayonnaise til at dyppe fritter og kylling i og den bliver lavet på verdens nemmeste opskrift på hjemmelavet mayonnaise.
Lørdag – Der skal møre bøffer på menuen og de bliver serveret med de lækreste sprøde, knuste kartofler med rosmarin, hjemmelavet whiskeysauce og en eller anden form for grønt tilbehør.
Søndag – Søndag skal vi have lækre koteletter i fad med karry og ananas og kogte ris ved siden af. En variation over de “klassiske” koteletter i fad med fløde-paprikasauce og altid et hit herhjemme. Muligvis bager jeg også en portion rugbrødsboller, nu ovnen alligevel er i gang – de er rare at have til frokost i løbet af ugen.