Som nogle af Jer måske kan huske, så var Morten og jeg en tur i Amsterdam i påsken, sammen med min lillebror og hans kæreste. Vi havde 4 fantastisk dejlige dage og selvom en stor del af turen gik op i mad, drikke, snak og hygge, så skal I da ikke snydes for en lille rejsebeskrivelse alligevel. En af fordelene ved de rejsebeskrivelser, som jeg lægger her på blogger, er jo også, at jeg/vi kan gå ind og læse om vores oplevelser igen og igen, hvilket er virkelig hyggeligt og vækker mange gode minder.
Morten og jeg valgte at køre i bil fra Vejle til Amsterdam. Min lillebror og hans kæreste bor i København og de havde ingen problemer med at finde passende flybilletter rent tids- og pengemæssigt, men hvis vi skulle være fløjet fra Billund, kostede de billigste billetter omkring 2000 kr pr. person og så skulle vi oven i købet have været med Lufthansa over Frankfurt, hvor vi havde en mellemlanding og 8 timers ventetid, inden vi kunne sætte kursen mod Amsterdam.
Valget om at køre i bil var derfor ikke svært, men for at gøre en lille tur ud af det, kørte vi allerede onsdag formiddag og havde reserveret værelse på et hotel undervejs. Vi tog den derfor med ro ned gennem Tyskland, købte lidt til turen ved grænsen og kørte også forbi den store outlet by, der ligger nede ved Neumünster, hvor vi blandt andet nød det dejlige vejr.
Efter et par timers slentren rundt i byen, delte vi et par kræmmerhuse med fish n’ chips og en kold sodavand, inden vi kørte videre mod hotellet, som lå lidt udenfor den tyske by Osnabrück, hvor vi nåede til ved 18-tiden om aftenen.
Hotellet, som hedder Hotel Lingemann, ligger i en lille søvnig by kun et par minutters kørsel fra motorvejen og det var virkelig fint. Priserne var meget rimelige og da hotellet samtidig har rigtig mange gode anmeldelser på Tripadvisor, var der jo ikke rigtigt noget at betænke sig på. Vi kom til at bo i en separat bygning (dem var der nogle stykker af) og havde derfor vores egen lille have/terrasse. Værelset var stor, lyst og lækkert og alting virkede meget nyt og rent – absolut et sted jeg kan anbefale.
Efter indtjekning smuttede vi over i hotellets restaurant for at få lidt velfortjent aftensmad. Jeg ved ikke, om det var fordi vi var sultne og havde kørt langt, men den schnitzel i flødesauce som vi bestilte, er virkelig en af de lækreste schnitzler jeg længe har fået. Efter aftensmaden gik vi tilbage på værelset, hvor den stod på hygge i form af et laaaaaangt bad til os hver i den enorme brusekabine og så lidt film på iPaden i sengen.
Dagen efter stod vi op og spiste morgenmad, hvorefter vi tjekkede ud fra hotellet og satte kursen mod Amsterdam. Vi landede på vores hotel ved 13-tiden torsdag eftermiddag og et par minutter efter, dukkede min lillebror og hans kæreste op.
Efter indtjekning på hotellet, som lå lige udenfor Amsterdam, blev vi enige om at tage toget ind til byen og finde noget frokost. Ingen af os havde fået noget særligt at spise siden morgenmaden. Der var ca. 15 minutters kørsel med tog ind til byen, men vi boede lige ved stationen og købte derfor en “unlimited ride” billet, så vi kunne køre frem og tilbage, alt det vi ville, i de dage vi var der. Vel ankommet til centrum, fandt vi hurtigt en lille café, som havde udendørs servering i solen, så der satte vi os og fik bestilt cafe latte og nogle overraskende store ristede skinke og ostesandwiches.
Efter frokost, som var blevet noget sen, eftersom klokken nærmede sig 16, satte vi kursen mod Red Light Distrect, hvor der er fyldt med mennesker, lugten af canabis (til tider), butikker og i det hele taget liv og glade dage. Kort sagt, man kan altså opleve andet end letpåklædte damer i oplyste vinduer, når man daffer rundt i Red Light Distrect og udover de mange mennesker, som til tider kan blive lidt for meget, er der faktisk vældig hyggeligt. Vi fandt en engelsk pub, hvor vi satte os ind og der blev vi faktisk hængende til ved 21-tiden om aftenen, hvor vi kom i tanker om, at det nok ville være en god idé at få lidt mad – navnlig for nogle i selskabet 😉
Vi gik derfor et par gader og fandt en restaurant, som så hyggelig ud, hvor vi bestilte lidt forskelligt til aftensmad – jeg må indrømme, at jeg ikke lige fik taget billeder, for snakken gik så godt og muligvis ville jeg heller ikke have været i stand til at stille ´helt skarpt på billederne på daværende tidspunkt ;), men maden var egentlig glimrende og okay til prisen.
Klokken var over 23, inden vi var færdige med maden og da vi havde kørt langt og var en smule trætte, valgte Morten og jeg at vende tilbage mod hotellet, kun en smule slingrende og usikre på benene. De andre tog lige en enkelt eller to mere, så vi gik alene op mod banegården, imens vi snakkede og nød stemningen, aftenen og de smukke huse.
Dagen efter vågnede vi til en smuk solskinsdag og efter morgenmaden satte vi endnu engang kursen mod centrum. Da vejret var så fint, fandt vi hurtigt en fortorvsrestaurant, hvor vi kunne nyde en cafe latte.
De hardcore lagde ud med en irish coffee og øl, men ved bordene ved siden af os blev der drukket cider og vin, så på trods af at klokken endnu ikke var 12, var vi absolut ikke de eneste 😉 Vi hyggede os i en times tid, inden vi gik lidt videre og nød byen. Vi havde købt billetter til Madame Tussauds i turistinformationen overfor banegården – et fif hvis man vil slippe for køen udenfor Madame Tussauds, idet billetterne giver direkte adgang udenom køen, men vi bestemte os for først at få lidt frokost og efter et hurtigt smut i H&M efter et par solbriller, fandt vi en hyggelig og lidt anderledes café.
Caféen havde et eller andet med lamper og der var flere interessante, som jeg bare var nødt til at fotografere. Frokosten bød ofr øvrigt på en Duvel øl for mit vedkommende. En øl som smager fantastisk, men den er temmelig kraftig (og stærk), så jeg kan sjældent drikke mere end en enkelt af gangen.
Udover øl delte vi en stor anretning med diverse snacks – der var (med uret) – hotwings, forskellige lækre oliven, bitterballen (som er en hollandsk specialitet – en form for kroketter), nogle virkelig spicy, små forårsuller og lækker hollandsk ost. I skålen i midten var der stykker af ristede pølser – de smagte som en blanding af medister og frikadelle.
Udover de forskellige snacks skulle vi selvfølgelig også smage på de berømte pommes frites. Det kan godt være, at pommes frites oprindeligt kommer fra Belgien, men i Amsterdam har de i hvert fald suget et par fif til sig. På de fleste caféer serveres store, lækre og hjemmelavede pommes frites som snacks, ligesom der også er masser af pommes frites boder rundt omkring, hvor man køber pommes frites i store kræmmerhuse.
Efter frokost var det tid til Madame Tussauds, hvor vi selvfølgelig blev taget godt imod af den hollandske kongefamilie, men der var nu også andre, udenlandske berømtheder, der havde fået lov til at snige sig med ind i udstillingen.
Vi brugte vel omkring en times tid på Madame Tussauds og udover de viste, så vi blandt andet figurer af Prinsesse Diana, Pave Johannes Paul II, George Clooney, Bono, David Beckham, Brad Pitt og Angelina Jolie, Sean Connery og mange mange flere. Jeg bliver altid betaget, når jeg besøger de forskellige Madame Tussauds museer, for jeg synes, det er så vildt, at man kan skabe en så eksakt kopi af et menneske i voks, men jeg synes også, at figurerne til tider kan blive en smule skumle og lidt for livagtige – nogle gange har man virkelig følelsen af, at de følger en med øjnene 🙂
Efter Tussauds var det tid til endnu en pause – jeg har virkelig ikke tal på, hvor mange kopper kaffe, latte, øl og gin og tonics vi fik drukket i løbet af de 4 dage, men vi hyggede os gevaldigt undervejs. Denne gang faldt valget på et lille sted lige ved en kanal, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde solen. Jeg ved faktisk ikke hvem parret på billedet er, jeg prøvede bare at fange stemningen, men hun ser da ud som om, jeg prøvede at fotografere hende 🙂 På vores vej fra Madame Tussauds kom vi for øvrigt forbi en lille butik, som havde vinduet fyldt med smukke, farvestrålende macarons. Det var ikke til at stå for, så vi skulle lige ind og have nogle stykker med til kaffen.
Efter et par timers forløb forsvandt solen og vi begyndt at småfryse, så for lige at få varmen igen, gik vi en lille tur rundt. Blandt andet kom vi forbi en bro, som var plastret til med hængelåse med navne på, meget lig de hængelåse vi så, da vi besøgte Venedig sidste år.
Da vi havde fået varmen, gik vi ind på et lille værtshus i Red Light Distrect, hvor vi hyggede os med øl og gin og tonics i et par timer, inden vi gik ud for at finde lidt aftensmad. Det skulle vise sig at blive lidt sværere end som så, for vi var ikke overdrevent sultne og måtte faktisk forlade et par restauranter, før det lykkedes os at finde en, hvor menukortet svarede nogenlunde til det, vi havde i tankerne. Desværre viste det sig, at køkkenet netop var lukket, så endnu engang måtte vi rejse os fra et bord og gå. Endelig fandt vi en lækker, kinesisk restaurant i en sidegade, hvor vi kunne få noget, som vi havde lyst til og hvor portionerne ikke var alt for store.
Vi endte med at bestille hhv. stegte ris og stegte nudler med kylling og grønsager, samt en suppe med andebryst. Maden ser måske ikke så spændende ud og vi kan hurtigt blive enige om, at der ikke just er tale om et farveorgie, men det smagte virkelig godt, kostede nærmest ingenting og var lige hvad vi havde lyst til. At restauranten kun havde et enkelt, ledigt bord, da vi dukkede op omkring kl. 22, siger vist også lidt om madens kvalitet.
Efter at vi havde spist, nærmede klokken sig 23 og da vi alle var godt trætte efter en lang dag, slentrede vi op mod banegården og kørte tilbage til hotellet, hvor vi sagde godnat.
Jeg gætter på, at de små “pølser” på snack-fadet er frikandel. Altid et hit hos mine børn, når vi er i Holland.
Elin – Ja, det kan sagtens være. Jeg husker desværre ikke længere, hvad de kaldte dem, men de smagte glimrende 😀