Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Rugsticks med græskarkerner og parmesan…

0 kommentarer
Brød og boller, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Udvalget af kiks og knækbrød i butikkerne er enormt, og der er rigtig mange spændende brød at vælge imellem. Jeg elsker kiks og i det hele taget sprøde ting, men nogle gange gemmer de varianter man køber i butikkerne på ufattelige mængder sukker. Desuden kommer man ofte ud for, at mængden af hvedemel og kunstige tilsætningsstoffer er så stor, at kiksen i realiteten intet er værd som fornuftigt mellemmåltid, uanset hvor sund den så giver sig udgiver sig for at være.

Derfor bagte jeg i går nogle rugsticks, som kan bruges som mellemmåltid eller til den lille (lækker)sult. Jeg tog udgangspunkt i opskriften på knækbrød, men ændrede en del undervejs, fx er de primært bagt på rugmel, og så har jeg tilføjet græskarkerner for at få lidt crunch. Desuden dryssede jeg sticks’ene med friskrevet parmesan lige inden de kom i ovnen. Endelig røg der også 1 spsk. kommen i dejen, men hører man til de godt 90 % af befolkningen, der ikke spiser kommen (ifølge min erfaring 🙂 ), så udelader man det selvfølgelig bare.

Retfærdigvis skal det dog nævnes, at kæresten ikke kan fordrage kommen, og han spiser altså de her rugsticks med god appetit, så måske camoufleres lidt af smagen i de færdige sticks? Under alle omstændigheder kan man jo tage chancen, og komme lidt i hvis man selv er kommenspiser, og så lade være med at indvie andre i hemmeligheden – hvad man ikke ved, har man jo som bekendt ikke ondt af, og måske glider sticks’ene i kommenhadere alligevel. Og hvis ikke, så smager de så godt, at man har en undskyldning for at spise dem allesammen selv.

 

 

Jeg regner som sagt med at bruge de her sticks som mellemmåltider – de vil være gode at have med i madpakken, eller når man lige trænger til et eller andet sprødt til en kop the. Desuden tror jeg, de vil være rigtig fine på et ostebord –  evt skåret ud i små firkanter som crackers istedet for stænger og drysset med rosmarin og havsalt.

Rugsticks med græskarkerner og parmesan.

20-25 stk.

200 gr rugmel

50 gr fuldkornshvedemel

50 gr hvedemel

75 gr græskarkerner

1 spsk kommen

2 tsk salt

1 spsk flydende honning

2 spsk olie

2 dl vand

friskrevet parmesan til drys

De tørre ingredienser kommes i en skål. Olie, honning og vand tilsættes og dejen røres sammen. Med en kagerulle rulles dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir. Den skal være 3-4 mm tynd. Fjern det øverste stykke bagepapir og skær sticks ud på ca. 2 x 10 cm vha en skarp kniv eller et pizzahjul. Flyt bagepapiret med de udskårne sticks over på en bageplade. Drys med friskrevet parmesan og bag sticks’ene ved 200 grader i ca. 30 minutter. Hvis sticks’ene endnu ikke er helt sprøde brækkes de fra hinanden og lægges på ovnristen. Herefter bages de videre i ovnen indtil de er helt sprøde. Bagetiden afhænger lidt af hvor tykt man har rullet dejen ud.

Lad de færdige rugsticks køle på risten og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer