Tirsdag morgen lykkedes det os at sove helt til klokken 7, inden vi vågnede. Vi fik gjort os klar og forlod hotellet klokken 9 med kurs mod Whole Foods og morgenmad bestående af friskbagte bagels, flødeost og kaffe. Morgenmaden spiste vi ved nogle borde, stole og parasoller i Central Park, hvilket der var en del andre, som også gjorde – det er så smart, at Whole Foods ligger lige overfor indgangen til parken.
Efter morgenmad besluttede vi at tage en bybus sydpå – nærmere bestemt South Ferry, hvor vi ville tage ud at sejle med Staten Island Ferry, som sejler frem og tilbage mellem Manhattan og Staten Island. Det var varmt, men heldigvis på den behagelige måde – vi var ellers blevet advaret om skybrud og meget høj luftfugtighed i vejrudsigten, men foreløbig var det bare lækkert og en smule overskyet.
Det tog en god time at komme fra Columbus Circle, hvor Whole Foods ligger, til South Ferry og vi fik set så meget undervejs – jeg er vild med at køre med bybusser i New York. Om vinteren får man varmen i bussen og om sommeren er de dejligt kølige og det er så hyggeligt at se byen flyde forbi. Det er oven i købt nemt at køre med bus, hvis man har et subway kort, for det gælder også til busserne.
Vel ankommet til South Ferry købte vi lidt koldt at drikke og så nød vi en times tid på vandet (tur-retur), hvor vi blandt andet sejlede forbi Frihedsgudinden og fik lov til at nyde synet af den fulde skyline fra Manhattan, Hoboken til venstre og Brooklyn og broerne til højre. Vel tilbage på Manhattan, tog vi en sub nordpå til Macy’s, hvor vi lagde ud med lidt frokost. Jeg fik en lækker Cesar Salad med grillet kylling – en frokost som var lækker og lige tilpas. Jeg var sulten, da vi nåede aftensmad, hvilket var skønt, for nogle gange har vi ladet os friste til at spise lidt for meget til frokost, fordi der er så meget, som vi gerne vil prøve.
Vi osede i Macy’s i et par timer og fik også udvalgt et par ting, som formentlig kommer med hjem, men da vi til sidst trængte til at hvile lidt, købte vi et par gedigne jordbær milkshakes og satte os ud foran Macy’s ved de mange borde og stole som står der. Vi endte faktisk med at sidde i en lille time og snakke, inden vi langsomt begyndte at gå nordpå mod Times Square.
Vi nåede at komme forbi Times Square – og kiggede også lige indenfor i M&M’s world og et par andre butikker, inden der begyndte at falde store, våde regndråber. Da vi sad og spiste aftensmad på café 82 th. forleden aften, fik vi også lige et ordentligt regnskyl. Det var overstået på ca. 10 minutter, men alt blev drivvådt og da vi forventede, at denne her regnbyge ville blive noget af det samme, smuttede vi hurtigt under jorden på 50. st. og tog en sub tilbage mod hotellet. Klokken nærmede sig 17, så vi ville alligevel snart være taget tilbage. Da vi kom op fra stationen var jorden drivvåd, men regnen var ovre, så vi kunne lige så fint gå over til hotellet i tørvejr – dejligt.
Aftensmaden spiste vi på West Way Diner, som er vores yndlingsdiner på Manhattan. Som så mange andre diners sidder man i båse, hvilket jeg synes, er noget af det hyggeligste og så er betjeningen venlig og maden god. Morten fik en burger “the American way”, hvilket vil sige at man får en bøf – stegt efter ønske – men man samler selv burgeren ved bordet og fylder den med den medfølgende dressing og grøntsager og de saucer og ketchup, som står på bordene. Faktisk har vi aldrig fået serveret en burger på en amerikansk restaurant, som var samlet i forvejen, men selvfølgelig er de samlede på McDonalds, Burger King, Shake Shack og lignende steder.
Jeg fik en sandwich med grillet kylling, bacon, avocado, tomat og salat. Ved siden af var der massevis af fritter og så fik både Morten og jeg serveret den uundgåelige sidetallerken med en halv pickle og en lille skål hjemmelavet coleslaw. Jeg kunne kun spise halvdelen af min sandwich, som var delt i fire stykker, så tjeneren pakkede de sidste to stykker fint ind i en plastikboks og så fik jeg dem med og gav dem til en hjemløs og hans hund på gaden.
Efter maden søgte vi op imod Times Square for anden gang den dag. Den lovede “thunder-storm”, som vi var blevet advaret om i vejrudsigten var på sit højeste og det glitrede og glimtede på himlen over Manhattan og Times Square (mere end det plejer med de mange lys). Nogle gedigne tordenbrag lød der også – nogle af de højeste jeg nogensinde har højt og de mange lynafledere på skyskraberne var virkelig på arbejde. Jeg ville ønske, at jeg kunne have fanget nogle af lynene over Manhattan med mit kamera, men det havde nok krævet en tur til Brooklyn eller endnu en sejltur med Staten Island færgen, så vi kunne være kommet lidt på afstand, og så var det jo ikke engang sikkert, at jeg kunne have fanget et lyn.
Da de store regndråber endnu engang faldt, gik vi igen under jorden og fandt en uptown sub. Og endnu engang var vi heldige, for da vi kom op fra undergrunden ved hotellet flød vandet i gaderne, men det regnede ikke.
Klokken nærmede sig 21.30, så vi blev enige om bare at smutte op på hotellet. Vi købte et par bananer ved en grøntvogn (4 for 1 $) og så gik vi ind i det lille marked, som ligger lige ved siden af hotellet (Westside Market). I det hele taget ligger der en hel del markeder lige i nærheden af hotellet – Westside Market, Fairway Market, Trader Joe’s og Whole Foods og de har alle en masse lækker frugt og grønt og enorme afdelinger med lækre færdigretter, salater, sushi, suppe og meget meget mere. Vi købte nu kun lidt at drikke, for vi havde jo lige spist, og selvfølgelig har de også enorme kølere med alle mulige og umulige former for drikkevarer – blandt andet vand med smag – og så skulle Morten også lige have en lille pose M&M’s med peanutbutter med op.
Vi så lidt fjernsyn, men jeg må indrømme, at vi lagde os til at sove ved 22-tiden. Vi er fuldstændigt færdige om aftenen og sover ca. 8 timer hver nat, men vi er jo også i gang fra morgen til aften og selvom vi slapper af, ligger i parkerne, hygger os og tager det hele i vores eget, rolige tempo, så er det alligevel mange nye indtryk vi får hver dag, ligesom vi også går omkring 20.000 – 25.000 skridt ifølge mit ur.
I morgen skal vi derimod ud og køre en længere tur i bus, for vi har aftalt at tage en tur til Jersey Garden – et kæmpe outlet marked, som ligger ovre i New Jersey (som ikke har skat på varerne, ligesom de har i New York staten). Er lidt spændt på at se, hvad de kan byde på – det skulle være “den folkelige” udgave af Woodbury outlet, som så til gengæld skulle være “den fine”.