I går eftermiddags fik jeg pyntet op til jul og lige nu dufter her også af jul eller i hvert fald af kanel, for min formiddag er gået med at bage de her gyldne og sprøde kanelsnitter med et drys knasende kanelsukker på toppen. Kagerne smager fantastisk til en kop varm te og derudover er de et helt fast indslag i julens småkageskål, omend de plejer at være udstukket som kanelkringler.
I år syntes jeg dog, at vi skulle prøve noget nyt og selvom kanelkringlerne er vældig fine at se på, så kommer vi ikke udenom, at det er noget hurtigere at lave kagerne, når man kan nøjes med at rulle dejen ud på køkkenbordet og efterfølgende skære den i fine snitter. Vil man alligevel gerne udstikke sine kanelkager som kringler, så har jeg købt den fine kringleudstikker i Kunst og Køkkentøj for snart mange år siden, men mon ikke de fører noget lignende endnu.
Der er ikke hævemiddel af nogen slags (bagepulver, natron eller lignende) i kagerne, så de bliver supersprøde, hvilket blot understreges af det knasende lag kanelsukker på toppen, som nærmest karamelliserer under bagningen. Snitterne er med andre ord spækket med kanel, og det er måske også grunden til, at de som regel udkonkurrerer jødekagerne. De to slags småkager minder nemlig ret meget om hinanden, men i år har jeg sørme også fået bagt en portion jødekager, så vi kommer da ikke til at gå ned på kanel henover julen.
Sprøde kanelsnitter
Ingredienser
- 125 gr smør
- 250 gr hvedemel (+ ekstra til udrulning)
- 175 gr brun farin
- 1 spsk stødt kanel
- 1 æg
- sammenpisket æg + kanelsukker til pynt
Fremgangsmåde
- Smuldr smørret i melet og tilsæt brun farin og kanel. Saml dejen med ægget og lad den hvile koldt i ca 15 minutter.
- Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og skær den ud i tynde snitter á ca 2 x 5 cm. Fortsæt til al dejen er brugt.
- Læg snitterne på bageplader beklædt med bagepapir. De flyder ikke ud, så de kan godt ligge tæt. Pensl med sammenpisket æg og drys med kanelsukker.
- Bag kagerne ved 200 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i ca 10 minutter, til de er gyldentbrune og sprøde. Afkøl på bageristen og opbevar i en tæt kagedåse.
Hej.
Ser skønne ud. Hvor tyndt skal de rulles ud?
Vh Rikke
Rikke – Ja, de smager også supergodt 🙂
Jeg ruller gerne dejen ud så tyndt som muligt, da det giver det sprødeste resultat – sådan ca. 2-3 mm vil jeg skyde på 😀
Hej.
De skal prøves! Har du erfaring med om dejen kan fryses?
VH Merete
Merethe – Som jeg har skrevet i opskriften, så kan selve småkagerne ikke fryses, men man kan sagtens fryse dejen og opbevare den i fryseren i et par måneder 😀
Jeg plejer at lave “pølser” evt. Firkantet, af småkagedej og så skære skiver.
Jenny – Ja, det er også en mulighed – der ligger vist en opskrift på “pølsemetoden” på bloggen, hvis man søger på kanelkager 🙂 Til jul laver jeg dem gerne til kringler, som beskrevet i indlægget, men i år skulle der ske lidt nyt, så nu blev det til snitter 😀