Tur til Berlin, part 1…

Som lovet kommer her en “reportage” om, hvad vi har foretaget os de sidste par dage. Jeg købte nemlig et Spotdeal bevis til 1500 kr for 3 overnatninger i Berlin i foråret engang og da vi var i Spanien i Juni og skal til New York til september, blev vi enige om, at det skulle skydes af i slutningen af juli.

Vi kørte hjemmefra torsdag morgen omkring kl. 8.30 og en god times tid senere nåede vi Flensborg. Vi gjorde et holdt i Citti for at få købt lidt specialvarer med hjem og så fik vi desuden købt drikkevarer, kiks, nødder og vingummi til turen mod Berlin. En ristet hotdog blev det også lige til, inden vi satte kursen mod Berlin klokken ca. 11.00.

Vi nåede Berlin i god behold ved 15-tiden efter en problemfri køretur og tjekkede ind på vores hotel på Kurfürstendamm. Vi kunne først tjekke ind efter kl. 15.00, så man må sige, at timingen var i orden. Vores hotel hed Ku’damm 101 og det var ekstremt lækkert og med en ret moderne og minimalistisk stil.

På værelset var der bestemt heller ikke noget at komme efter. Alt var nyt og lækkert og stilen var gennemført. Om det så var på det kæmpestore badeværelse, så var der en lille servietdispenser, diverse shampoos og balsam og så var brusehovedet i bruseren med massagefunktion. Der var ikke mini bar på værelset, men skulle man have brug for det, kunne man bare kontakte receptionen, så ville de komme med et transportabelt mini køleskab med drikkevarer efter ønske. Desuden var der roomservice med meget rimelige priser – jeg spottede intet på menuen til over 10 €, men nu var vi jo ikke kommet til Berlin for at tilbringe tiden på værelset med roomservice, så vi benyttede os ikke af det.

Om det så var fjernsynet, så var det blevet pakket ind i en lille, fiks kasse, så det ikke skulle genere vores blik. Desuden bestod hele den ene langside af værelset af høje glas-terrassedøre, der kunne åbnes ud til en svalegang med kik ned til hotellets gårdhave. Det var nogle ret varme dage, vi tilbragte i Berlin, så alle vores 6 døre stod stort set åbne, i al den tid vi var der.

Efter vi havde set vores værelse, gik vi en tur ned ad Kurfürstendamm. Vi fandt ud af, at vi var opgivet af restauranter og barer til alle sider, men derudover var vi også landet lige midt i Berlins svar på 5 th. Avenue i New York. Den ene butik afløste den anden og uanset om man var til Gucci, Chanel, Prada, Dior, Bvulgari, Hermés, Armani, Escada eller Louis Vuitton, så var man endt det rigtige sted. Vi gik rundt et par timer, hvorefter vi satte os på en af de tusindvis (sådan føltes det i hvert fald) af italienske restauranter. Vi delte en stenovnsbagt, lækker pizza med tomat, mozzarella og prosciutto samt en kæmpestor portion spaghetti carbonara. Akkompagneret af godt brød og saltede oliven var det et perfekt og meget mættende aftensmåltid og vi bestemte os derfor for at gå tilbage til hotellet og nyde en lille drink i gårdhaven inden sengetid. Vi havde jo trods alt været i gang hele dagen og kørt langt, så vi var ved at være lidt trætte.

Der var velkomstdrinks med i vores tilbud, men vi kunne bruge “værdibeviset”, når vi ville, så i stedet for at drikke dem ved ankomsten, gemte vi dem til om aftenen som en lille godnatdrink. Gårdhaven var i øvrigt meget fint indrettet med borde, stole og parasoller – desuden var der et bordtennisbord. Det var dejligt køligt at sidde i gårdhaven på de meget varme sommeraftener vi havde i Berlin og selvom hotellet lå midt i byen, var der ikke en lyd at høre.

Morgenmaden havde ikke meget at gøre med, hvad jeg forbinder med tysk bauernfrühstück. Den var, ligesom alt andet på hotellet, meget minimalistisk og sindssyg lækker. Der var virkelig alt, hvad der skulle være og hvad man normalt finder på en morgenbuffet – scrambled eggs, pølser, bacon, brød, pålæg, yoghurt osv osv, men der var også en del ting, som man nok nærmere forbinder med en brunch, fx marineret feta eller mozzarellakugler, oliven og basilkumcreme og forskellige salater.

Minimalismen kom til udtryk, i måden maden var anrettet på – temaet var her “less is more”. I stedet for et fad med pålæg i dynger lå der anrettet 10-12 sirlige skiver af hver slags og personalet, som der var rigeligt af, fyldte så bare op lidt oftere. Det havde tilsyneladende den virkning, at gæsterne ikke fyldte tallerknerne til bristepunktet, hvorefter de kun spiste halvdelen og lod resten stå, som man ofte kan være vidne til på diverse all inclusive hoteller, hvor der næsten smides mere mad ud, end der spises. Her lå der fx 4 spejlæg ad gangen på et fad og så er det jo de færreste, der kan finde på at tage tre på én gang. Jeg tror i det hele taget, at den måde at anrette en buffet på gør, at folk tænker . “Jeg starter lige med én og så kan jeg jo tage igen”!

Desuden var meget af maden anrettet i små, fine skåle og glas, så gæsterne ikke på noget tidspunkt selv skulle stå og fedte med yoghurt eller cornflakes, som øses op fra store “baljer”. Teen var der ikke mindre end 10 forskellige slags af, deriblandt andet earl gray, hvid, grøn, pebermynte og kamille – lige et sted for en tenarkoman som mig.

Efter morgenmaden gik vi endnu engang ned af Kurfürstendamm for at komme ind på turistinformationen og købe et Welcome Berlin Card, som er et kort der giver ubegrænset adgang til busser, U-Bahn og S-Bahn i 48 timer, 72 timer eller 5 dage. Udover de offentlige transportmidler giver kortet også rabat (oftest minimum 25 %) på en lang række forlystelser, turer, museer, restauranter og barer. Faktisk er kortet så brugt, at man får oplyst 2 forskellige priser langt de fleste steder, nemlig prisen med og uden kort. Kortet koster 18,50 € for 48 timer og de penge er meget hurtigt tjent ind igen. Man kan sagtens købe kortet i de mange, gule automater, som er opstillet rundt omkring i Berlin, men køber man det et sted med betjening, får man desuden en lille bog med navnene på alle de butikker/forlystelser som er med i rabatordningen samt et bykort med.

Udenfor turistinformationen mødte vi disse bjørne, ligesom vi også så en helt masse af dem rundt omkring i byen. Berlin er jo “sølvbjørnens” by og alle var de mere eller mindre kreativt pyntede og meget meget fine.

Vi tog med U-Bahn ned til Friedrichstrasse, hvor vi ville med en sightseeing båd ud. Jeg havde læst hjemmefra, at der skulle være en 3 times tur, som skulle være perfekt for førstegangsbesøgende i Berlin. Til gengæld var det noget sværere at komme med på en tur, end det var at læse om den, for det første sted vi forsøgte, fik vi at vide, at der var et eller andet der var lukket. Vi fandt ikke nærmere ud af, hvad det var, men det gjorde, at de lange turer var aflyste. Vi gik derefter videre til de andre både og fandt et sted, hvor de arrangerede 2,5 timers turer og det benyttede vi os af. Senere viste det sig, at vi nok var blevet temmelig snydt med den 2,5 timers tur, men det var nu meget hyggeligt alligevel

Da det var meget varmt, hvilket det jo sådan set var, samtlige 4 dage vi var i Berlin, satte vi os op på dækket, så vi kunne få en kølig brise. Vi havde heldigvis smurt godt med solcreme på hjemmefra, for sådan en bagende sol og så genskin fra vandet kan godt nok være farligt.

Vi startede med at sejle ned ad vandet. Der var ikke en guide ombord, men i stedet afspillede de et bånd, med en guide der fortalte, hvad vi så undervejs, blandt andet Bode Museum. Det hele foregik på tysk, men vi forstod faktisk det meste – til vores egen overraskelse 🙂 Efter godt 15 minutter blev der slukket for guiden og båden vendte og sejlede tilbage igen ad den samme rute, så da der var gået 30 minutter af vores 2,5 timers tur lagde vi til ved den samme ankerplads som vi var sejlet ud fra. Kæresten og jeg kiggede godt nok lidt på hinanden, hvilket nogle af de andre gæster også gjorde, for der burde jo være ca. 2 timers sejlads endnu, men der var rent faktisk nogle, der stod af og andre der stod på. Ved ikke rigtigt om de sælger billetter til 30 minutters ture og 2 timers ture og derefter sender dem forskudt med på 2.5 timers båden, men lidt underligt var det nu.

Vi lagde dog hurtigt fra kaj igen og så gik turen ellers ned ad floden igen – denne gang i den modsatte retning mod Neue Berlin. Guiden eller båndet med guiden havde de dog tilsyneladende glemt i land, for ham hørte vi ikke noget til i meget lang tid, hvilket var lidt træls, for vi havde jo ingen idé om, hvad det var vi passerede undervejs udover det mest indlysende som fernsehnturm, Berliner Dom, Reichtag og Hovedbanegården.

Undervejs så vi rigtig mange cafeer og restauranter, som havde opstillet strandstole ned mod vandet. Det kan godt være de ikke har nogle strande i Berlin, men illusionen kan de i hvert fald bevare. Da vi havde sejlet en times tid, godt halvanden time i alt, vågnende den båndede guide pludselig op til dåd og begyndte at fortælle os om Charlottenburg slot. Vi kiggede pænt til både højre og venstre, men kunne ikke se andet end boligkomplekser og en parkeringsplads, men det forhindrede ikke guiden i at fortsætte og sige os tak for besøget og ønske os en god ferie her i Berlin.

Derefter lagde båden til og vi kiggede lidt forundrede på hinanden. Heldigvis var vi ikke de eneste, for nogle af passagerene så også lidt undrende ud, men da besætningen tydeligvis begyndte at tøjre (hedder det egentlig det?) båden, rejste folk sig og gik fra borde. Vi var dog en del, der gik forbi stewardessen for at høre, hvad der egentlig foregik, for vi havde jo kun sejlet i halvanden time. Det viste sig, at den båd vi var kommet med, først skulle sejle tilbage nogle timer senere, men hvis vi ville, kunne vi da stige om bord på båden, der lå foran os og som allerede ville sejle tilbage 1 time senere – ad den samme rute som vi var kommet vel at mærke!!! Nogle af gæsterne valgte at vente og nogle gik. Kæresten og jeg kiggede på hinanden og gik så derefter mod den nærmeste U-Bahn, så vi kunne komme ind til centrum og få lidt frokost.

Det er selvfølgelig helt fair, at der kan opstå komplikationer der gør, at man ikke kan gennemføre en 3 timers sejlads på vanlig vis. Men når man så i stedet vælger at sælge billetter til en 2,5 timers tur, så bør man som minimum gøre publikum opmærksom på, hvad de går ind til. Hvis vi havde vist, at vi først ville blive sejlet den ene vej, for så at sejle tilbage igen og sejle den anden vej i en time, uden anelse om hvad vi så undervejs og afslutningsvis strande i nærheden af Charlottenburg med udsigt til at blive sejlet tilbage ad den samme vej 1 time senere, så havde vi nok i stedet valgt en af de kortere turer på 1 time.

Der er utrolig meget vejarbejde og renovering i gang i Berlin for tiden og vores teori går på, at en sluse eller en af de broer vi skulle have været under, var lukket og man derfor var nødt til at lave en alternativ rute, hvor det indspillede bånd med guiden ikke kunne bruges. Men kunne man så ikke sige det til folk og give dem et valg i stedet for bare at sælge billetter og lade som ingenting? Navnlig fordi der blev uddelt pjecer ombord, hvor vi kunne se hele den rute, vi skulle have sejlet, men ikke engang der fik vi at vide, at der var lavet ændringer.

Efter en tiltrængt pause og frokost bestående af en burger til kæresten, wrap med kylling og salat til mig samt pommes frites til os begge, satte vi kursen mod Brandenburger Tor. Jeg har været der før for rigtig mange år siden, men kæresten har aldrig været der og vi var begge enige om, at det er et utroligt flot monument/bygningsværk.

Vi gik igennem mylderet ved Brandenburger Tor og ud på den anden side og gennem parken over mod Reichtag, som vi jo kun havde set fra vandsiden tidligere på dagen. Vi overvejede at gå op i kuplen, men droppede det af flere grunde. For det første skulle man stå i kø for at købe billetter og det foregik midt i den bagende sol. Ikke lige noget rart sted at opholde sig, når temperaturen i forvejen ligger på 36 grader og desuden var vi ikke helt sikre på, om der mon var aircondition i kuplen, eller om vi ville blive stegte/bagte ved at gå rundt i glaskuplen med solen direkte på. Desuden må jeg nok indrømme, at der ikke var nogen af os, der ligefrem brændte efter at komme op i kuplen, uanset om så vejret var til det eller ej.

Vi gik i stedet tilbage mod Brandenburger Tor, hvor der var sort af mennesker foran Hotel Adlon. Der var desuden rullet en rød løber ud og personalet stod på rad og række. Derudover holdt der en række sorte Audi’er klar med motorerne tændt og med VIP Shuttle logo’er på siden. Jeg var egentlig ikke så interesseret, men kæresten er tilsyneladende født nysgerrig, så han gik tættere på, imens jeg fandt en bænk med skygge og ventede. Flere og flere mennesker kom til og rigtig mange stod klar med deres kameraer.

Et kvarters tid senere kom kæresten dog tilbage til mig med et grin. Det havde vist sig, at et tilbagevendende spørgsmål blandt alle de forsamlede kendisspottere havde været – “Hvem er det egentlig vi venter på”? Og da det lige så tilbagevendende svar havde været – “Det ved vi ikke” havde kæresten til sidst spurgt en dørmand, som grinende havde fortalt ham, at der ikke var nogen kendisser på hotellet overhovedet. Det var bare hoteldirektører fra luksushoteller over hele verden, som havde været til møde på hotellet og nu, som en sidste service, fik præsenteret hotellets VIP service, da de skulle fra hotellet og til lufthavnen for at tage hjem. Men på trods af, at der gentagne gange kom mænd iført jakkesæt og mapper ud og satte sig i audi’erne og kørte væk, fik det ikke mængden af folk med kameraer til at forsvinde. Et af de sjovere rygter var kæresten dog med til at starte. En mand henvendte sig til ham på engelsk og spurgte, hvem der var derinde? Kæresten svarede, at det vidste han ikke. Herefter vendte manden tilbage til sine venner og sagde på tysk, at det formentlig var Obama, der var derinde, når ham der amerikaneren (kæresten) stod og ventede. Jo, kæresten har en ret amerikansk accent, men alligevel 😉