I en madgruppe på facebook, er jeg for nyligt faldet over en opskrift på brunede kartofler i ovnen og det lød simpelthen så spændende, at jeg var nødt til at prøve det. Ikke fordi, at det er svært at lave traditionelle, brunede kartofler, men jeg kunne da sagtens se fordelen ved, at kartoflerne passer sig selv i ovnen, imens man kan koncentrere sig om at lave sauce, lune rødkål eller hvad man nu ellers har gang i.

I opslaget på facebook blev der brugt kartofler fra glas til de brunede kartofler i ovnen, men jeg laver stort set altid brunede kartofler af kogte og pillede, små kartofler, så sådan blev det også denne gang. Kartoflerne blev kogt lige netop møre i letsaltet vand, pillet og lagt i et ildfast fad foret med stanniol, hvilket letter rengøringen betydeligt. En foliebakke kan også bruges.

Ovenpå kartoflerne fordelte jeg brun farin og et par smørklatter. som beskrevet på facebook. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke ved, om der kan bruges almindeligt, hvidt sukker, for jeg har kun prøvet at lave kartoflerne denne her ene gang. Dog forestiller jeg mig, at brun farin er medvirkende til en mere intens og “mørk” karamelsmag – lidt a la den karamelsmag som opnås, når man laver brunede kartofler på panden, så jeg tænker, at det giver god mening af bruge farin, når kartoflerne laves i ovnen.

Og så til resultatet. De brunede kartofler i ovnen blev faktisk overraskende gode og så var de jo bare noget så nemme at lave. Jeg vendte kartoflerne rundt i karamellen med en ske 4-5 gange undervejs, så de alle blev godt karamelliserede, men ellers lod jeg dem passe sig selv og kartoflerne fik hverken stegeskorpe eller blev ristede, hvilket jeg ellers godt kunne have forestillet mig.

En genial måde at lave en stor portion brunede kartofler på – foliebakker fåes jo i mange størrelser – og helt perfekt, når man har en middag med mange delelementer, som skal være færdige på samme tid. Med kartoflerne i ovnen er der i hvert fald én ting mindre, som man skal holde styr på, og overvejer man, om julens brunede kartofler skal laves i ovnen, så kan man jo sagtens nå at lave en lille testportion inden jul. Se i øvrigt alle mine bedste tips og tricks til en vellykket julemiddag lige her. 

Jeg ved ikke, om vi skal have brunede kartofler i ovnen til årets julemiddag. Vi laver sjældent så stor en portion, så jeg er ikke sikker på, at det kan betale sig. Til gengæld er jeg overbevist om, at kartoflerne vil blive lavet igen og igen i løbet af vinteren, når menuen eksempelvis står på gammeldags forloren hare med waldorfsalat eller kogt hamburgerryg med grønlangkål. 

Brunede kartofler i ovnen

Samlet tid1 t
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 600 gr små kartofler (der kan også bruges kartofler fra glas)
  • 150 gr brun farin
  • 20 gr smør

Fremgangsmåde

  • Kog kartoflerne lige netop møre i letsaltet vand og pil dem.
  • Kom kartoflerne i en foliebakke eller et ildfast fad foret med stanniol - det letter rengøringen væsentligt. Drys brun farin over kartoflerne og fordel smørret i små klatter på toppen. 
  • Bag kartoflerne i ovnen ved 190 °C i ca 1 time. Rør rundt i kartofler og karamel 4-5 gange undervejs.  
  • Tag kartoflerne ud af ovnen, rør rundt en sidste gang og anret dem i en skål. Drys evt. med lidt havsalt på toppen og server. 

Noter

Pas på med at bruge en bakke eller et ildfast fad, som er for stort, så karamellen lægger sig i et tyndt lag i bunden. Der skal selvfølgelig være plads til, at kartoflerne kan vendes rundt, men jo mindre fad, jo højere op af kanterne vil karamellen stå. 

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)