Specier med hvid chokolade og tranebær.

0 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Julesmåkager, Småkager og Cookies
Gå direkte til opskriften

Specier med hvid chokolade og tranebær er det seneste småkagehit herhjemme hos os. Og de vil helt sikkert blive bagt igen og igen. Der er nemlig tale om en både nem og superlækker lille småkage med det dejligste “knas” af hvid chokolade, der karamelliserer under bagningen, og en smule syre og “sejhed” fra finthakkede, tørrede tranebær. Mums hvor er de altså lækre. Og så ser de lyse småkager med de røde prikker jo bare noget så jule-fine ud.

Se også – Specier med vanilje I Vaniljekranse I Syltetøjssmåkager

Nem opskrift på specier med hvid chokolade.

En specie er jo i bund og grund en rimelig simpel småkage, men man skal ikke lade sig narre. Sprøde specier smager fantastisk, og som regel forsvinder sådan en portion som dug for solen. Specier er desuden noget, som jeg forbinder med mine bedstemødre, der altid havde specier i kagedåsen til uventede kaffegæster. Og den tradition er da værd at holde ved lige, for hvem vil ikke gerne byde på en hjemmebagt småkage?

De her specier er med hvid chokolade og tranebær, men i bund og grund kan specier jo varieres på alle mulige og umulige måder. Jeg har skrevet meget mere om de forskellige variationer under opskriften.

Tip! Se også mine bedste tips til variationer under opskriften.

5 fra 1 stemme

Specier med hvid chokolade

Hvile- og bagetid1 t 10 min
Samlet tid1 t 40 min
Antal: 70 stk

Ingredienser

  • 190 gr hvedemel
  • 75 gr flormelis
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 150 gr koldt smør (skåret i små tern)
  • 30 gr tørrede tranebær
  • 50 gr hvid chokolade

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, flormelis, vaniljesukker og smør i en skål og smuldr smørret ud i melblandingen.
  • Hak tørrede tranebær og hvid chokolade. Det er nemmest at skære dejen i skiver, uden at den smuldrer, hvis tranebær og chokolade ikke er hakket alt for groft, men det behøver selvfølgelig ikke være helt finthakket.
  • Tilsæt hakkede tranebær og hvid chokolade og saml hurtigt dejen med hænderne. Det er vigtigt at dejen ikke æltes for meget, men den skal selvfølgelig være ensartet og sammenhængende.
  • Dejen kan også laves i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne (inkl, tranebær og chokolade) i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Tril dejen til 2 pølser med en diameter på 3-4 cm (som en stor 5-krone) og læg dem på køl i ca 1 time. Man kan også lægge dem i fryseren i ca 30 minutter.
  • Skær dejen i skiver á 4-5 mm tykkelse og læg dem med en smule afstand på bageplader beklædt med bagepapir.
  • Bag kagerne ved 175 °C (varmluft) eller 190 °C (alm ovnfunktion) i 8-10 minutter, indtil de er let gyldne i kanten.
  • Afkøl kagerne på bageristen og opbevar dem herefter i en lufttæt dåse. De kan holde sig i 3-4 uger. Dejen kan desuden fryses.

 

Se også – 

 

Specier med vanilje

 

Specier med appelsin

 

Tips til lækre variationer.

En specie er en virkelig simpel småkage bestående af mel, flormelis og smør, men der er virkelig mange muligheder for at lave lækre variationer. I denne her udgave har jeg brugt hvid chokolade og tørrede tranebær, men tranebær kan selvfølgelig udelades, hvis ikke man bryder sig om dem. Bærrene giver dog et strejf af syre, hvilket absolut klæder de søde kager.

I stedet for hvid chokolade kan man bruge mørk chokolade eller mælkechokolade. Man kan også bruge dulcey chokolade, som en en lysebrun, karamelliseret, hvid chokolade. Dog vil jeg lige tilføje, at den hvide chokolade nærmest karamelliserer under bagningen. Så i virkeligheden er der jo næsten allerede tilføjet dulcey chokolade til kagerne på forhånd.

Hvis man udelader tranebærrene, så kan man i stedet tilsætte revet skal af en usprøjtet appelsin eller clementin. På den måde får man lækre småkager med smag af choko-orange. Det smager især godt med appelsin, hvis man bruger mørk chokolade. Endelig kan man udelade chokoladen og nøjes med tranebær og appelsinskal. Kombinationen af søde tranebær og syrlig appelsinskal er virkelig lækker.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)