Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Æblekage med mandler…

4 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Så er æblerne så småt ved at være modne. Det er måske lidt tidligt endnu, men der er i hvert fald nogle sorter, der er ved at være spiseklare. Derfor har jeg bagt en æblekage i dag. En helt ny en, som jeg ikke tidligere har prøvet.
Jeg elsker æblekager og forsøger at afprøve et par nye varianter hvert år. Denne her opskrift stammer fra Markus Grigo og smager skønt.

Den er bagt med en gærbund, som jeg ikke tidligere har forsøgt mig med, når det kommer til æblekage, og det gør måske kagen lidt mere “solid”, men det gør den bestemt ikke hverken tung eller klæg.
Gærbunden er kun sødet en ganske lille smule og kagen har en frisk og let syrlig smag, men den er absolut ikke sur. Hvis man bruger meget syrlige æbler, kan det være en god idé at søde æblerne lidt ekstra, men man skal huske på, at der også kommer sød mandelkaramel øverst på kagen så pas på med at tilsætte for meget sukker.

Alt i alt var det en rigtig lækker æblekage, som garanteret bliver lavet igen, når jeg er kommet igennem bunken med de mange opskrifter på æblekager, som har ligget i kø og ventet siden sidste år.

 

 

Æblekage med mandler (Markus Grigo).

4-6 pers.

150 gr hvedemel
25 gr sukker
1 knsp salt
10 gr gær
1/2 dl mælk
1 æg
25 gr blødt smør

Desuden.

3-4 æbler, skrællede og skåret i tynde både
lidt smør til stegning
20 gr sukker
citronsaft

Karamel.

50 gr smør
60 gr sukker
1/4 dl piskefløde
20 gr hvedemel
75 gr mandler, smuttede og grofthakkede

Mel, sukker og salt blandes i en skål. Mælken lunes, gæren udrøres heri og smørret tilsættes. Mælkeblandingen og ægget røres i melet og det hele æltes til en smidig dej. Lad dejen hæve tildækket i ca. 20 minutter.
Steg æblebådene i smørret på en pande til de er let brune. Drys sukkeret over æblerne og varm det godt igennem. Tilsæt citronsaft og tag panden af varmen. For en bradepande eller en springform med bagepapir. Pres dejen ud i bunden af formen. Fordel æblebådene herpå og sæt formen i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Imens forberedes karamellen. Smør, sukker, fløde og mel kommes i en gryde og smeltes. Når massen koger tilsættes mandlerne og gryden tages af varmen. Når kagen kommer ud af ovnen, fordeles mandelkaramellen på kagen og den stilles i ovnen igen i ca. 10-15 minutter ved 200 grader, til karamellaget er gyldent og boblende.
Lad kagen afkøle let, fjern bagepapiret og lad kagen blive lunken på en bagerist.

Server kagen lun eller kold med creme fraiche, flødeskum eller is til. Det smager også godt med en håndfuld bær sammen med kagen.

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
13 år siden

Hej Hanne.

Hov, det har jeg glemt at skrive, men der skal 1/2 dl lunken mælk i – fejlen er hermed rettet;-)

Mange hilsner fra

Anne.

Anonymous
13 år siden

Hej Anne
Den ser rigtig god ud, den må jeg prøve at bage. Hvor meget mælk kommer du i dejen?
Mange hilsner
Hanne

LaTascha
13 år siden

Kristine – den må afgjort på listen, hvis du bare er en lille smule til æbler og mandler. Karamellen er bare et ekstra plus i denne her fantastiske kage:-)

Mange hilsner fra

Anne.

Kristine L. Hansen (CookieCrumble)
13 år siden

Wauuuw Anne, hvor ser den skøn ud. Elsker æbler og mandler i bagværk, specielt sammen. Måske denne opskrift skulle på "listen" 😉