Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Chokolademandler med havsalt og lakrids…

2 kommentarer
Konfekt og slik
Gå direkte til opskriften

Fredage er bare sådan nogle hyggelige dage, som vi altid ser frem til herhjemme. Vi får lækker mad, nyder at weekenden er startet og derudover skal der selvfølgelig lidt mundgodt på bordet efter aftensmaden. Allerbedst er det, hvis der også er lidt godter af den hjemmelavede slags i skålen – derfor har jeg her til formiddag fabrikeret disse chokoladeovertrukne mandler, som er super simple at lave – faktisk indgår der kun 3 ingredienser – og så smager de helt fantastisk. Især dem med havsalt er jeg ret vild med, min jeg vil næsten garantere, at Morten kommer til at gå efter dem med lakrids.

Jeg havde en rest god, mørk chokolade liggende – bare et lille dumt stykke, som var blevet til overs fra en kageopskrift, men det passede helt perfekt til denne her portion og så var det jo egentlig bare at finde mandlerne frem og gå i gang. Chokoladen smeltede jeg i mikrobølgeovnen ved laveste effekt, men man kan selvfølgelig også smelte chokoladen over vandbad. Da chokoladen var flydende, blev mandlerne dyppet og lagt til tørre enkeltvis på et stykke bagepapir og inden chokoladen stivnede helt, dryssede jeg halvdelen af portionen med havsalt og den anden halvdel med lakridsgranulat. Jeg tror for øvrigt, at man vil få et lige så lækkert resultat ved at bruge mælkechokolade eller hvid chokolade. Er ret sikker på, at især en hvid chokolade vil gøre sig godt med lakridsgranulat.

 

 

Jeg brugte en madpincet til at fange mandlerne med og lægge dem på bagepapiret og det gik faktisk ret nemt – den var også god til at holde fast på mandlerne, imens jeg rystede overskydende chokolade af, men jeg er sikker på, at en lille gaffel eller lignende også sagtens kan bruges. Mandlerne er nu kommet i en bøtte, indtil de skal anrettes i en lille skål i aften. Derudover tror jeg, at vi skal have købt en pose bland-selv slik, som vi skal have sammen med mandlerne og så har vi kæmpe appelsiner i køleskabet, som bliver skrællet, delt i både og serveret iskolde – appelsiner er fantastiske, når de er kolde.

Rigtig god fredag og weekend til alle der kommer her forbi.

Chokolademandler med havsalt og lakrids.

50 gr mandler

75 gr mørk chokolade

havsalt og lakridsgranulat til pynt

Læg mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir og rist dem i ovnen i 5-8 minutter ved 200 grader – til de er let gyldne og dufter. Lad mandlerne køle af. Smelt chokoladen og overtræk mandlerne. Læg mandlerne enkeltvis på et stykke bagepapir og drys med havsalt eller lakrids inden chokoladen størkner. Opbevar i en lufttæt bøtte.

Note. Man kan sagtens lave mandlerne uden at riste dem først, men ristningen fremhæver den lækre mandelsmag.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Marianne
7 år siden

Hvordan skal mandlerne opbevares hvis der er nogen tilbage ?