I dag har jeg for alvor fået taget hul på produktionen af de hjemmelavede påskeæg – ikke fordi det er nogen sur pligt for mig at lave påskeæg, men når jeg går i gang, vil jeg også gerne have tid til at stå og hygge mig med projektet og den tid har jeg hverken haft i weekenden eller i går, så det er først i dag, at jeg sådan rigtigt har fået kastet mig over de små, lækre marcipanhapsere.
Disse her påskeæg med marcipan og lakrids kræver faktisk hverken de store forberedelser eller masser af tid, for de er super nemme og enkle at lave og så smager de bare så godt. Jeg bruger gerne en færdigkøbt lakridsmarcipan og supplerer så op med almindelig rå marcipan i forholdet 2:1. Æggene bliver flot marmorerede indeni, når den mørke og den lyse marcipan blandes og så bliver lakridssmagen heller ikke alt at for overvældende, når den brydes af den rene marcipan. Æggene overtrækkes med god, mørk chokolade og drysses med lakrids granulat for yderligere at understrege lakridssmagen og det er faktisk det – nemmere bliver det næsten ikke.
Udover lakrids-æg har jeg i dag også fået lavet almindelige marcipanæg, æg med marcipan og nougat, æg med havsalt og karamel og æg med fyld som er inspireret af chokoladeskildpadder. Alle æggene er nu pakket væk i en stor æske – mange af dem skal gives væk som værtindegaver her i løbet af påsken og mine forældre får også altid et “påskeæg” i form af en stor æske med blandede, hjemmelavede marcipanæg. Opskrifterne vil jeg så forsøge at få lagt på bloggen her i løbet af de nærmeste par dage, hvis der skulle sidde andre derude med planer om at lave hjemmelavede påskeæg og måske mangle lidt inspiration.
Påskeæg med marcipan og lakrids.
12 stk.
150 gr lakridsmarcipan
75 gr ren marcipan
100-150 gr mørk chokolade til overtræk
2 tsk lakrids granulat
Del lakridsmarcipanen i 12 lige store stykker. Del herefter den rå marcipan i 12 stykker. Tag et stykke lakridsmarcipan og et stykke almindeligt marcipan og tril det sammen til en rund kugle – spids herefter kuglen lidt til i begge ender, så den får form som et ovalt æg. Smelt chokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovnen og overtræk æggene ét ad gangen. Drys med lidt lakridsgranulat på hvert æg, inden chokoladen stivner. Lad æggene tørre og opbevar dem herefter i en lufttæt beholder.