De her fine hjertesnitter med hindbær blev egentlig til som et stop spild af mad projekt. Jeg havde nemlig en rest mørdej til overs, fra jeg lavede de her napoleonshatte med marcipan og da jeg ikke syntes, at dejen skulle gå til spilde, stak jeg den ud som fine hjerter, lagde dem sammen med hindbærmarmelade og pyntede til sidst med hvid glasur og frysetørret hindbær.
I bund og grund der jo tale om ganske almindelige hindbærsnitter, men hjertesnitterne blev alligevel så fine, at jeg var nødt til at dele dem med Jer her på bloggen. De er jo ganske simple at lave og jeg tænker, at de kan være oplagte til en bryllupsreception eller måske til studenterfesterne. Til de blå studenter, kan man jo udskifte de frysetørrede hindbær med blå, kandiserede violer og skal det være ekstra festligt til et bryllup, kan man bruge sølv- eller guldstøv eller måske spiselige sukkerperler.
Jeg fik 9 hjertesnitter ud af den rest mørdej, som jeg havde til rådighed, men for en god ordens skyld skriver jeg hele opskriften – så er det lidt nemmere at forholde sig til. Dog vil jeg skynde mig at påpege, at man kan bruge en hvilken som helst slags sød mørdej til snitterne og det er derfor ikke tvingende nødvendigt at følge min opskrift, hvis man har sin egen favorit.
Hjertesnitterne tager jeg for øvrigt under armen lige straks og så går jeg over til mine forældre. Morten er taget til England i nogle dage, så jeg er alene hjemme sammen med Villy og har derfor inviteret mig selv på både te og aftensmad hos min mor og far – jeg er sikker på, at snitterne nok skal bringe glæde til en god kop eftermiddagste.
Hjertesnitter med hindbær
Ingredienser
- 125 gr hvedemel (+ lidt til udrulning)
- 75 gr flormelis
- 1 nip salt
- 100 gr koldt smør (skåret i tern)
- 1 æggeblomme
- 5 spsk hindbærmarmelade
- flormelis
- frysetørrede hindbær
Fremgangsmåde
- Kom hvedemel, flormelis og salt i en skål og smuld smørret ud i blandingen. Saml dejen med æggeblommen og lad den hvile koldt i 30 min. Har man en køkkenmaskine, så kan man med fordel bruge den til at samle dejen. Kom blot alle ingredienserne i skålen og saml dejen med K-spaden.Rul dejen ud på et meldrysset bord og udstik ca 30 små hjerte med en udstikker. Bag hjerterne ved 200 grader (alm. ovn - ikke varmluft) i ca 10 min. til de er let gyldne. Afkøl hjertene og læg dem sammen med hindbærmarmelade. Rør flormelis sammen med lidt vand til en tyk glasur og pynt hjertesnitterne med glasur. Drys med frysetørret hindbær og lad glasuren stivne.
Jeg vil gerne serverer jægergryde for vores naboer til vores Jule tam tam.De skal havre kartofler og rødbeder til men hvad med salat. Vi bliver otte personer. Vi skal også have risalamande
Tove – Ja, det kan være svært at finde på salater til gryderetter og vintermad, da der ikke er så mange salatgrønsager, som er i sæson på denne tid af året 🙂 Jeg ville nok lave kartoflerne om til kartoffelmos og servere bagt kartoffelmos i fad i ovnen til jægergryden – og så blande lidt rodfrugter i mosen, fx pastinakker, selleri eller persillerod og sige, at det var grønsagerne.
Alternativt ville jeg servere ovnbagte rodfrugter med timian og honning ved siden af – jeg har en god opskrift her på bloggen, hvis du skriver ovnbagte rodfrugter i søgefeltet. Og ellers ville jeg gå efter noget så klassisk som dampede bønner eller broccoli. Skal det alligevel være lidt “salat” agtigt, ville jeg servere franske ærter eller en bønnesalat med feta og rødløg – der er opskrifter på begge dele på bloggen 😀