Jeg er ret vild med klassiske flødekartofler – er de fleste af os ikke det? Men selvom jeg godt kan finde på at variere flødekartoflerne en smule og tilsætte lidt revet ost, krydderier eller krydderurter, så resultatet bliver a la disse her flødebagte kartofler med cheddar og timian, så er det sjældent, at jeg tilsætter smagsgivere, som giver en markant anden smag til kartoflerne end den klassiske. Forleden aften havde jeg imidlertid lyst til at prøve noget helt andet og ovenpå min store succes med det her kalkunbryst i römertopf med fløde-paprika kartofler var det ikke svært at vælge – jeg skulle da prøve at arbejde videre med en omgang krydrede flødekartofler i en lækker og cremet paprikasauce.
Selve flødesaucen til kartoflerne blev lavet på tomatpuré, paprika og fløde – jeg brugte madlavningsfløde, men en kombination af piskefløde og mælk (eller piskefløde alene) kan også sagtens bruges. For at tilsætte ekstra smag til kartoflerne svitsede jeg et par finthakkede hvidløg og et enkelt løg i lidt olie – jeg kunne forestille mig, at man også sagtens kan tilsætte finthakket rød peberfrugt, forårsløg eller lignende, men jeg foretrak at lade kartoflerne være i fokus og serverede derfor grønsager ved siden af i stedet.
De færdige flødekartofler blev et kæmpe hit. Med en lækker, mild og let krydret smag af hvidløg, paprika, tomat og fløde og jeg vil vove at påstå, at de er temmelig børnevenlige – ønsker man lidt mere knald på smagen, så kan man tilsætte chilipulver efter smag til saucen og har en man en rest sauce stående – fx en lækker whiskeysauce eller en favoritsauce, så kan den også sagtens tilsættes. Har man en større rest sauce, fx efter en fest, så kan man faktisk lave krydrede flødekartofler ved udelukkende at overhælde kartoffelskiverne med sauce og sætte dem i ovnen. Resultatet er ret lækkert og så er man sikker på at få saucen spist i stedet for at smide den ud.
Vi spiste de krydrede flødekartofler til en stor og saftig hakkebøf med lidt dampet grønt ved siden af og kartoflerne fungerede perfekt som tilbehør til kødet. Jeg kunne også forestille mig, at de ville være gode til kylling eller andre former for lyst kød og i det hele taget alle de retter, hvor man normalt serverer klassiske flødekartofler. Der er ingen tvivl om, at det ikke er sidste gang, jeg har lavet flødekartofler efter denne her opskrift, men i det hele taget tror jeg, at der skal leges meget mere med kartofler i ovnen – det er nemt og lækkert og så skader det jo ikke med alternativer til de bagte kartofler, hasselback kartoflerne og flødebagte kartofler.
Krydrede flødekartofler med paprika.
4 pers.
ca. 1 kg kartofler
1 spsk olie
2 fed hvidløg, finthakket
1 løg, finthakket
2 spsk mild paprika
1 lille dåse tomatpure
½ L fløde (madlavnings- eller piskefløde)
1 nip sukker
salt og peber
Skræl kartoflerne, skær dem i skiver og læg dem i et ildfast fad. Vil man forkorte bagetiden, så giv evt. kartoffelskiverne et hurtigt opkog i letsaltet vand, hæld vandet fra og læg dem i fadet. Olien opvarmes i en lille gryde eller på en pande og hvidløg og løg sauteres heri. Paprika og tomatpure tilsættes og til sidst hældes fløden ved. Bring saucen i kog, så fløden tykner let og smag til med sukker, salt og peber. Fordel saucen ovenpå kartoflerne og bag dem ved 200 grader varmluft i 30-60 minutter til kartoflerne er møre og overfladen gylden – bagetiden afhænger af kartoflernes størrelse og om de er forkogte. Server straks.