Hold nu op hvor det blæser, rusker og regner i dag. Der skal dog mere end en smule regn og skyer til at slå mig af pinden. Jeg har nemlig sommerferie og dermed basta. Derfor hygger vi indendørs i dag og udover et blødt tæppe i sofaen og en god bog, har jeg også bagt en pladefuld lette og luftige madeleinekager til min eftermiddagste. Og hvis ellers jeg formår at holde lidt igen, så bliver der også madeleinekager til Morten og mig i aften.
Madeleinekager, som er bagt på en lys og luftig kagedej, der mest af alt minder om en sandkagedej smagt til med citron, kunne formentlig sagtens have været bagt i små muffinsforme, linseforme eller lign, men det er den karakteristiske muslingeform, der kendetegnende for en madeleinekage. Jeg bruger 2 silikoneforme med plads til 9 madeleinekager i hver og dem er jeg rigtig glad for, men man kan også anvende små metalforme og bage kagerne enkeltvis.
Kagerne, som kan drysses med lidt flormelis ved servering, bliver lette og luftige og smelter nærmest på tungen, når man bider i dem. De er bedst samme dag, som de er bagt, men det kan godt lade sig gøre at gemme dem i en dåse i et par dage – ligesom man kan gemme muffins eller en sandkage. Selv foretrækker jeg den lyse udgave af madeleinekagerne og allerhelst smagt til med vanille og citron, men man kan selvfølgelig også variere opskriften og for eksempel lave en lækker chokoladevariant.
Madeleinekager
Ingredienser
- 75 gr blødt smør
- 75 gr sukker
- 3 æg
- 1 usprøjtet citron
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 tsk bagepulver
- 150 gr hvedemel
- 1 dl mælk
Fremgangsmåde
- Kom smør og sukker i en skål og pisk det luftigt.
- Tilsæt æggene ét ad gange og pisk imellem hvert æg.
- Riv skallen af citronen og kom den i dejen.
- Bland vanilje, bagepulver og hvedemel og kom det i dejen skiftevis med mælken.
- Fordel dejen i madeleineforme – formene skal fyldes ca. ¾ op. Bruges forme af metal, så skal de evt. smørres let først.
- Bag ved 175 °C (alm. ovnfunktion) i 15-20 minutter til kagerne er gennembagte.
- Lad madeleinekagerne afkøle og drys evt. med flormelis ved servering.
- Madeleinekager er bedst, samme dag som de er bagt. Kagerne kan dog fryses.