Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pralinere med nougat og mandler…

2 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Konfekt og slik
Gå direkte til opskriften

De her pralinere, som består af ristede mandelsplitter, der vendes i en blanding af nougat og god, mørk chokolade og efterfølgende fyldes i små forme, hører til blandt det faste sortiment, når det kommer til fremstillingen af konfekt og juleslik i min familie. De er super enkle at lave – faktisk plejer de at være det sidste på programmet, fordi det er så nemt bare at tilføje lidt blød nougat og ristede mandler til den sidste overtrækschokolade i skålen, men ikke desto mindre smager de fantastisk. Der er bare noget med kombinationen af ristede mandler sammen med nougat og god, mørk chokolade.

De små pralinere – jeg ved faktisk ikke engang, om der overhovedet er tale om pralinere i ordets bogstaveligste forstand, men det har vi altid kaldt dem – kan enten sættes i mundrette toppe på et stykke bagepapir, eller også kan massen fyldes i små konfektforme af folie eller papir. Det ser vældig fint ud at fylde massen i forme og det har vi altid gjort, også selvom den slags forme godt kan være noget pebrede i det rent prismæssigt. De seneste par år synes jeg nu, at man er begyndt at kunne købe forme, som ikke nødvendigvis koster en herregård – blandt andet har Søstrene Grene et ret fint udvalg og de kan også bestilles hjem fra diverse webshops.

Selve grundingredienserne til pralinerne består udelukkende af mandler, nougat og chokolade, men man kan sagtens tilføre ekstra smag. Blandt andet kan man tilsætte lidt revet, økologisk appelsinskal – sørg for at den revne skal ikke er for fugtig, så chokoladen ødelægges eller brug evt. syltet appelsinskal i stedet. Man kan også tilføje hakkede hasselnødder, rosiner, tranebær, pistacienødder, grofthakket marcipan eller hvad man nu har lyst til. Prøv også at drysse toppen med lidt frysetørret hindbær eller hindbærstøv, hvis der ønskes et syrligt twist og endelig kan lakridselskere jo drysse med lakridsgranulat eller komme lidt lakridspulver i chokolademassen.

5 fra 1 stemme

Pralinere med mandler

Samlet tid30 minutter
Antal: 40 stk

Ingredienser

  • 200 gr mandelsplitter
  • 100 gr mørk chokolade
  • 100 gr blød nougat
  • små konfektforme af folie eller papir

Fremgangsmåde

  • Rist mandelsplitterne på en tør pande eller i ovnen, til de begynder at dufte og bliver gyldne. Vend rundt i mandlerne et par gange undervejs. 
  • Smelt chokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovnen. Tilsæt nougat og rør rundt, så nougaten smelter. 
  • Vend de ristede mandler i chokolade-nougatblandingen og rør godt rundt, så alle mandelsplitterne er dækket af chokolade. 
  • Fyld blandingen i konfektforme vha en lille ske eller sæt den i toppe på bagepapir. Lad pralinerne størkne og opbevar dem i en dåse med låg.
Udover ristede mandler kan der også kommes forskellige slags tørret frugt i chokolademassen, fx rosiner, tranebær, syltet appelsinskal i tern eller hakkede, tørrede abrikoser.

 

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Malene Larsen
7 år siden

Skal de på køl? ?