Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Risalamande a la koldskål…

2 kommentarer
Desserter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Risalamande i en forrygende lækker sommerudgave med vanilje og citron. Hvad skal man lige kalde det? Mit bedste bud må være risalamande a la koldskål eller koldskålsgrød, men da koldskålsgrød leder mine tanker i retning af en tyk kærnemælkssuppe, så holder jeg mig til risalamande a la koldskål. Også selvom navnet bliver lidt langt.

Risalamande hører som bekendt julen til – undtagen hjemme hos mine forældre, hvor den kun hører december til, fordi vi lige nøjagtigt juleaften spiser citronfromage. Jeps, så vilde er vi 😀 Men i virkeligheden kan man jo sagtens spise risalamande hele året og ikke mindst om sommeren er det lækkert, at peppe risalamanden op med citronsaft, kærnemælk og tykmælk, så den får et strejf af koldskål.

Jeg har udeladt mandlerne i risalamanden og i stedet toppet den med sprøde kokosflager, for at få lidt knas. Det kunne dog lige så godt have været mandelsplitter. Jeg overvejede at anrette risalamanden med knuste kammerjunkere og droppede det igen, men det bestemmer man jo selv. Smagen i risalamanden minder under alle omstændigheder ret meget om en cheesecake, så der er ikke noget til hinder for at komme til knuste kiks eller kammerjunkere på toppen eller i bunden desserten.

Jeg serverede risalamanden med friske hindbær og blåbær fra haven, men jordbær er også lækkert. Udenfor sæsonen kan lidt kold hindbær- eller jordbærpure også bruges. Det samme med en kirsebærsauce, men så bliver smagen meget tæt på klassisk risalamande.

Smagen i risalamanden er som sagt meget a la kærnemælkskoldskål, men med tydelige noter af risalamande og selvom det måske umiddelbart lyder som en spøjs kombination, så fungerer det altså. Det er en oplagt og lidt anderledes dessert, som kan laves færdig i god tid i forvejen (fx dagen før) og så ser den altså lidt fin ud, hvis den anrettes i portionsglas.

 

Ingen bedømmelser

Risalamande a la koldskål

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Samlet tid10 minutter
Antal: 4 portioner

Ingredienser

  • 3 dl kold risengrød
  • ½ dl kærnemælk
  • ½ dl creme fraiche eller tykmælk
  • 2 spsk sukker
  • 2 tsk vaniljesukker (eller korn af 1 vaniljestang)
  • 2 spsk citronsaft
  • 1 dl piskefløde
  • friske bær til servering

Fremgangsmåde

  • Rør risengrød sammen med kærnemælk, creme fraiche, sukker, vaniljesukker og citronsaft.
  • Pisk fløden til skum, vend den sammen med risengrøden og smag grøden til.
  • Anret koldskålsgrøden i 4 portionsglas og pynt med friske bær og evt. kokosflager, mandelsplitter eller lign.
I stedet for friske bær kan man servere koldskålsgrøden med jordbær- eller hindbærpuré. Kirsebærsauce er selvfølgelig også en mulighed. 
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Addy K. Poulsen
5 år siden

Det skal de bestemt prøves.