Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Saftige grovboller med spinat…

0 kommentarer
Brød og boller, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Som nogle af Jer måske kan huske fra indlægget om madplanen for uge 6, som jeg postede forleden dag, så havde jeg en pose frossen, optøet spinat liggende i køleskabet, som helst skulle bruges, inden vi tager på vinterferie. Noget af spinaten er blevet brugt til pandekager med skinke og ost, men da der stadig var en smule tilbage, har jeg i dag bagt en ordentlig portion grovboller med spinat.

Dejen er af den nemme slags, som jeg elsker og som jeg næsten altid bruger som udgangspunkt for forskellige varianter indenfor grovboller. Den bare lige skal røres sammen og stilles til hævning på køkkenbordet i 1-2 timer, inden den sættes på en bageplade med en spiseske – den skal altså hverken æltes eller formes. Det geniale er desuden, at når blot der tages udgangspunkt i en nogenlunde afmålt mængde vand, gær, olie, salt og honning, så kan man faktisk tilsætte lige præcis de frø, kerner og meltyper, som man har lyst til – det betyder, at der stort set altid er ingredienser hjemme til at bage én eller anden form for bolle og desuden en god anledning til at få ryddet lidt op i bøtterne i kolonialskabet.

Denne her variant blev som sagt med spinat og havregryn, hvilket giver nogle fantastisk lækre og saftige boller – jeg har lige spist en med ost og marmelade til en kop te, men spinaten kunne faktisk lige så godt have været udskiftet med revet gulerod, rødbede eller noget helt tredje.

 

 

Jeg har med vilje ikke angivet et helt præcist mål for mængden af hvedemel, som skal bruges i opskriften. Det afhænger nemlig helt af, hvilke typer groft mel der ellers anvendes. En god fingerregel er dog, at dejen skal være som en tyk havregrød og så må den helst ikke flyde alt for meget ud, når den skal sættes som boller på en bageplade – så bliver det i hvert fald nogle ret flade boller. Selvom der er nogenlunde frit slag mht. de melsorter, som skal i dejen, så kan det være en god idé, at tilsætte nogenlunde lige så meget hvedemel som groft mel. Kommer der for meget groft mel i bollerne, kan de blevet meget tunge og let tørre i det og sådan nogle boller synes jeg altså ikke, at der er særlig meget ved.

Grovboller med spinat.

10 store boller eller 14 mindre.

5 dl vand, lunkent

25 gr gær

1 spsk olie

2 tsk groft salt

1-2 tsk honning – kan erstattes af sukker eller sirup

150 gr frossen spinat – optøet og presset fri for væde

150 gr havregryn

100 gr solsikkefrø

100 gr grahamsmel – kan erstattes af andre grove meltyper

ca. 300 gr hvedemel – måske lidt mere eller mindre

Opløs gær i vandet og tilsæt olie, salt, honning, spinat, havregryn, solsikkefrø og grahamsmel. Rør hvedemel i dejen lidt ad gangen, indtil dejen har konsistens som tyk havregrød og ikke flyder alt for meget ud. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse i ca. 1 time og sæt den derefter i klatter på en bageplade med bagepapir vha. en spiseske dyppet i vand. Bag bollerne ved 200 grader i 20-25 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad bollerne køle af på ovnristen.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer