Sandkage er en af de gode, gamle klassiske skærekager. Den har endnu aldrig været på bloggen, i hvert fald ikke på min, men det er godt nok heller ikke en af de kager, jeg oftest bager. Jeg tror, at sandkage er noget, der typisk forbindes med og bages af mormødre eller farmødre – jeg har i hvert fald minder om min mormor, der bagte sandkage. Men efterhånden som den næste generation har taget fat på madlavningen, er det ligesom at sandkagen, er gået lidt i glemmebogen og det er på en måde synd, for det er jo en fantastisk kage, som smager skønt, er nem at tilberede og som kan holde sig frisk og lækker i flere dage.
For at den ikke skal gå helt i glemmebogen, besluttede jeg mig i går for at bage en, og sørme om den ikke var populær til aftenskaffen hos hele familien. Nu har jeg lagt opskriften og ideen på bloggen, og så kan det jo være, at der er andre der også får lyst til at genopfriske en rigtig klassiker.
En sandkage er en typisk “pund til pund” kage. Dvs 1 pund smør til 1 pund mel og 1 pund sukker. Nu har jeg så tilladt mig at skære lidt i opskriften, for jeg syntes at ca 1 kg. sandkage var lige på grænsen, hvor godt det end smager. Desuden har jeg yderligere nappet 25 gr af smørret og sukkeret, simpelthen fordi jeg ikke synes, det er nødvendigt med så meget smør og sukker i kagen, men det kan man jo gøre som man lyster.
Er man mere til marmorkage, som er endnu en udødelig mormor klassiker, så kan man dele dejen i to portioner, inden den kommes i formen. Til den ene portion dej tilsættes 2-3 spsk god kakaopulver og dejen fordeles herefter i formen. Den lyse dej hældes ovenpå den mørke, hvorefter der køres en lille pind i zigzag mønster gennem kagen, så de to slags dej blandes let og der opstår et fint, marmoragtigt mønster. Det kan umiddelbart være svært, at se mønsteret i den ubagte kage, men når den skæres i skiver, kommer det rigtigt frem.
Sandkage
Ingredienser
- 225 gr blødt smør
- 225 gr sukker
- 4 æg
- 250 gr hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 nip salt
Fremgangsmåde
- Rør smør og sukker lyst og luftigt og tilsæt æggene et af gangen under omrøring.
- Sigt mel sammen med bagepulver, vanilje og salt og kom det i dejen.
- Fordel dejen i en smurt franskbrødsform ( ca 1,5 liter).
- Sæt kagen i en kold ovn og bag den i 1 time ved 175 grader (alm. ovnfunktion - ikke varmluft), indtil kagen er flot hvælvet, gylden og gennembagt. Kontroler evt. at kagen er helt gennembagt ved at stikke et lille træspyd eller lignende i midten.
- Vend kagen ud af formen og lad den køle af på ovnens rist.
Nøj det er lang tid siden jeg har fået sandkage…tror da snart den skal bages igen 🙂
Merete – Det var også alt for lang tid siden, at jeg sidst havde sat tænderne i sådan et stykke. Men det skal der laves om på nu, for nu har jeg “genopdaget den” så at sige 🙂
Orrk manner. Sådan en svend er nu heller ikke sådan at kimse ad 🙂 JEG KU GOOOD! 😀
Kristine – Og jeg har allerede gjort det 😉 Ej, det var simpelthen så hyggeligt med et stykke sandkage, sådan noget får man bare slet ikke nogen sted mere, desværre. Men det skal der laves om på nu 🙂
Sidst jeg bagte sandkage, var min datter i DK, og hun bad mig om at lave en citronsandkage. Da jeg var barn, havde man ikke røremaskine, så min mor sagde, “100 slag mellem hver æggeblomme” – og jeg talte dem altid! I dag siger alle opskrifter, at man skal røre hele æg i smør og sukker – dengang piskede man hviderne og tilsatte dem til sidst. Det vil jeg gøre næste gang, ikke mindst fordi det letter dejen. Jeg har også lært, at sandkager bages ved 175°; det undrer mig dog noget, at din ser ud som om, den er bagt meget hårdt/længe. Det er nemt at skære den kolde kage i skiver og putte i fryseren; så har man hurtigt kage til kaffen/teen. For øvrigt synes jeg, at den er bedst næste dag – ligesom så meget andet mad!
Rigtig god weekend, Anne 🙂
Elsebeth – Apropos sandkager med citron, så elsker jeg de der poundcakes med citron og hvid glasur, som sælges i solide stykker (klodser 🙂 ) i USA. Den slags kager kan man slet ikke købe herhjemme længere. Jeg må nok indrømme, at da jeg var lille, brugte jeg elmikseren, når der skulle bages sandkage eller krydderkage, men efter jeg har fået en køkkenmaskine, lader jeg den gøre arbejdet for mig. Til gengæld vil jeg prøve dit fif, med at tilsætte stiftpiskede æggehvider til sidst, næste gang jeg bager sandkage.
Min sandkage er bagt 1 time ved 175 grader – der sad der nemlig ikke længere dej på pinden, da jeg stak i kagen med et lille træspyd. Jeg syntes ikke kagen var specielt hårdt bagt, men jeg tror muligvis, det kan være lyset på billederne der snyder lidt. Billederne er taget lige som solen var ved at gå ned, og der kan skyggerne godt blive lidt lange og drille, så lidt mørke områder (fx sandkagens kant) fremstår meget mørkt 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Sandkage er HELT bestemt en klassiker!
Er jeg den eneste, som foretrækker en sandkage, der ikke er heeelt gennembagt i midten? 😉
Kagepinden – Øhhhhhhhh………..det tror jeg faktisk 🙂 Men hører så også til de få, der ikke er såååå vild med kagedej, så mon ikke du kan finde nogle artsfæller alligevel 😉
Hej,
Nej, du er bestemt ikke den eneste, der synes det er en fest, når sandkagen har et blødt område i midten 😛 🙂 🙂
I min barndom var det kun når de var bløde i midten, de var “rigtige” sandkage 😉
Den anden kagepind – Nemlig, sådan skal en sandkage i sandhed (høhø) være 😉
Tak for en super god opskrift! Bagte kagen i går og den blev helt perfekt og ‘mormor-agtig’ 🙂 Totalt hit! Jeg vendte de stiftpiskede æggevider i til sidst, men synes det var lidt bøvlet, så jeg prøver at gøre det, som du egentlig foreslog, næste gang 🙂
Vicky – Mormorkager er bare et hit. Også derfor vi skal værne om dem, så de ikke forsvinder ud i glemslen – glad for, at du kunne lige opskriften, selvom jeg må medgive, at det lyder lidt bøvlet, at vende æggehviderne i til sidst 😉
Så er der bagt sandkage, det er ved at være længe siden sidst, og faktisk er den altid et STORT HIT herhjemme, når den bliver bagt, så tak for at bringe en herlig opskrift ?
Bettina – Velbekomme 🙂 Faktisk har jeg selv overvejet, om ikke jeg snart skulle have bagt en sandkage – det er nemlig ret længe siden, at vi sidst har fået sådan en lækker basse 😀
fantastisk kage, men bager du den ved varmluft????
Dorte – Det er sådan lidt forskelligt og kommer faktisk an på ovnen. Hvis jeg bager herhjemme, bager jeg den ikke ved varmluft, for min varmluftsovn er virkelig kraftig, men sådan varierer det jo fra ovn til ovn. I mine forældres ovn kan jeg sagtens bage ved varmluft uden at kagen bliver brændt udenpå og rå indeni 😀
Hej Anne-Kathrine
Har du nogensinde forsøgt at købe pærer på dåse og komme i sandkagen? ?
Malene – Nej, det har jeg ikke prøvet, men jeg kunne da sagtens forestille mig, at det vil være lækkert. Jeg har i hvert fald set billeder af fine skærekager med pærer stillet på højkant indeni 😀
Kan man mon komme lidt mandelessens i, for at få den til at minde om mazarinkage? ?
Lene – Jeg skal ikke kunne sige, om resultatet bliver lige så svampet/snasket som en rigtig mazarinkage, men smagen kunne godt blive lidt derhen ad – det er bare med at prøve det 🙂
Min mormor på 91 år elsker din sandkage 👏🙂 så god og lækker
Anette – Hvor er det bare dejligt at høre – det er skønt at blive rost at en “rigtig mormor” 🙂