Jeg er jo kæmpefan af julen og alt hvad der hører sig til af hygge, pynt og lækkerier og ovenpå den dejligste Mortens aften i lørdags, hvor vi selvfølgelig fik lækker andesteg med tilbehør, så synes jeg godt, at jeg så småt må tage hul på de første juleforberedelser. Sådan har jeg for øvrigt altid haft det – Mortens aften er det første hyggelige tegn på, at julen nærmer sig, og herefter er det helt okay, hvis man så småt går i gang.

Udover at fejre Mortens aften har jeg derfor brugt weekenden på at hænge et par lyskæder op i havens træer og buske – de lyser så hyggeligt op i novembermørket og så fik jeg sørme også lavet dej til hjemmebagte finskbrød. Det er godt nok stadig lidt tidligt at starte på julesmåkagerne, men jeg har egentlig heller ikke nogen som helst forventninger om, at kagerne skal holde helt til jul – jeg elsker bare at starte lidt tidligt, for så vi også kan nyde småkagerne i løbet af november. Det har dels den kæmpe fordel, at jeg kan nå at lave flere forskellige slags – der er jo bare så mange skønne varianter at vælge imellem – men derudover er det altså også noget så hyggeligt, at have lidt at fylde i småkageskålen, når vi om aftenen kryber sammen i sofaen med en kop varm te eller et glas hjemmelavet gløgg. 

Vi har egentlig ikke tradition for at bage finskbrød til jul, men indimellem bliver de alligevel bagt, for de smørsprøde kager smager altså virkelig dejligt og det knasende sukkerlag på toppen, nærmest smelter i munden og kompenserer så rigeligt for, at kagerne i sig selv faktisk ikke er specielt søde.

Et finskbrød er en uhyre simpel småkage, som er ret nem at lave og kun indeholder ganske få ingredienser – af samme grund er det altså ikke helt ligemeget, hvilke ingredienser man bruger og jeg kan kun anbefale, at man bruger rigtigt smør og ikke bagemargarine eller lignende til dejen. Derudover skal der blot bruges mel og sukker i opskriften og så plejer jeg at tilføje lidt vanillesukker eller vanillepulver, hvilket giver et skønt strejf af vanille, men det er ikke en del af den originale opskrift på finskbrød og kan sagtens udelades.

Både dejen og kagerne blev lavet i går formiddags – dejen kan ellers sagtens hvile på køl i flere dage uden at tage skade og den kan også fryses. Da kagerne var færdige, kørte vi til årets første julemarked og derudover fik vi også handlet ind til hele ugen og gået en god tur med Villy, selvom det regnede, så da vi kom hjem igen, var det jo helt perfekt, at vi kunne varme os på en god kop te og nyde et par af de nybagte finskbrød, imens aftensmaden stod i ovnen. Det er da bare en novembersøndag af den allerbedste slags.

Finskbrød

Hvile- og bagetid1 t 15 min
Samlet tid1 t 30 min
Antal: 40 stk

Ingredienser

  • 250 gr hvedemel (+ lidt til udrulning)
  • 200 gr smør
  • 50 gr sukker
  • 2 tsk vanillesukker
  • 1 æggehvide til pensling
  • perlesukker og finthakkede nødder/mandler

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, sukker og vanillesukker i en skål. Smuldr smørret i blandingen og ælt det sammen til en ensartet dej. Bruges en køkkenmaskine, så kommes alle ingredienserne i skålen og samles med K-spaden. Lad dejen hvile koldt 1 time.
    Rul dejen ud i 3-4 stænger på ca 1½ cm tykkelse på et meldrysset bord og tryk stængerne let flade. Skær stængerne i stykker á 4-5 cm og læg dem med lidt mellemrum på en bageplade beklædt med bagepapir. 
    Pensl stykkerne med æggehvide og drys med perlesukker og finthakkede nødder eller mandler. Bag kagerne ved 200 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i 12-15 minutter, til de er gyldne og sprøde. Afkøl på bageristen og opbevar i en lufttæt dåse. 

Noter

Som med alle andre slags småkager kan finskbrød ikke fryses, men dejen kan laves i god tid og opbevares i køleskab eller fryser. Så er det nemt lige at bage en portion småkager, når trangen melder sig. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)