Panna cotta. Den skønne, italienske flødedessert med vanilje, der smager noget så dejligt. Også i december, hvor jeg serverer panna cotta med kirsebær og et drys grofthakkede brændte mandler på toppen. En fantastisk juledessert, fx efter julefrokosten eller ovenpå en god middag. Og desuden et hit hos dem, der ikke bryder sig om danskernes juledessert nr. 1, nemlig risalamande med kirsebærsauce. Så gemmer man selvfølgelig bare mandlen i én af portionerne, inden kirsebærgeléen fordeles på toppen.

Se også – Risalamande I Brændte mandler I Risalamandekage med kirsebær

Nem opskrift på panna cotta.

Som så mange andre italienske opskrifter, så indeholder panna cotta kun ganske få ingredienser, og den er uhyre simpel at lave. Og jo, der skal husblas i, men er man nervøs for at arbejde med husblas, så er panna cotta faktisk et genialt sted at starte. Modsat mange andre desserter med husblas, så skal husblassen nemlig ikke smeltes først, når man laver panna cotta. Den skal blot opblødes i vand og røres direkte ud i den lune fløde. Nemmere kan det næsten ikke blive.

Jeg er utroligt glad for kirsebær og kaster mig gerne over samtlige desserter og kager, der indeholder kirsebær, i løbet af julemåneden. Men deler man ikke helt min begejstring, så kan man sagtens erstatte kirsebærgeléen på panna cottaen med andre gode ting. Det har jeg skrevet meget mere om under opskriften.

Tip! Se også mine bedste tips til variationer af desserten under opskriften.

Panna cotta med kirsebærgele og brændte mandler
Print opskrift Pin opskrift
4.67 fra 3 stemmer

Panna cotta med kirsebær

Hviletid5 t
Samlet tid5 t 30 min
Antal: 4 portioner

Ingredienser

  • ½ liter piskefløde
  • 75 gr sukker
  • 1 vaniljestang
  • 3 ark husblas

Kirsebærgelé

  • 2 dl kirsebærsauce
  • 1 ark husblas

Desuden

Fremgangsmåde

  • Kom piskefløde og sukker i en lille gryde, men hold ca 1 spsk sukker tilbage.
  • Halver vaniljestangen og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas vaniljekornene ud i det sidste sukker, så de adskilles.
  • Kom vaniljesukkeret og den tomme vaniljestang i gryden, sæt den på komfuret og varm den op til den nærmer sig kogepunktet og fløden begynder at "skælve" let på overfladen. Tag herefter gryden af varmen.
  • Imens udblødes de 3 ark husblas i koldt vand i ca 5 minutter.
  • Knug vandet af husblassen og kom den direkte ned i gryden med den varme fløde. Rør rundt så husblassen opløses.
  • Passér vaniljefløden igennem en sigte, så den tomme vaniljestang og evt. klumper af uopløst husblas sies fra. Fordel herefter den varme flødeblanding i 4 glas.
  • Sæt panna cottaen på køl i minimum 3 timer, indtil den har sat sig. Den tager dog ikke skade af at stå længere, fx til dagen efter.

Kirsebærgelé

  • Opvarm kirsebærsaucen i en lille gryde. Ønsker man en helt glat kirsebærgelé, så fjern evt. bærrene fra saucen først.
  • Imens opblødes husblas i koldt vand i ca 5 minutter.
  • Tag gryden med kirsebærsauce af varmen, knug vandet af husblassen og kom den direkte ned i gryden. Rør rundt, så husblassen opløses i den varme sauce.
  • Lad kirsebærsaucen afkøle let. Den må gerne være lun (håndvarm), men ikke så varm, at den smelter fløden, når den hældes på panna cottaen.
  • Fordel kirsebærsaucen på panna cottaerne. Stil dem herefter tilbage på køl i 1-2 timer, indtil kirsebærsaucen har sat sig.
  • Hak de brændte mandler groft og drys dem på panna cottaerne lige inden servering.
  • Panna cotta kan sagtens laves dagen i forvejen. Bliver der rester, kan de også uden problemer gemmes 1-2 dage på køl. De er ikke fryseegnede.

Noter

Skønne variationer.

Nu er panna cotta med kirsebær jo en rigtig juledessert, men derfor kan man jo sagtens lave alle mulige andre lækre varianter. Kirsebær kan blandt andet erstattes af en anden form for frugtsauce, fx hindbær eller jordbærsauce. Og man kan lave en lækker appelsin-, passion- eller mangosauce ved at bruge juice. Vær dog OBS på, at der formentlig skal bruges 2 ark husblas til saucen, hvis man bruger juice, idet væsken er tyndere end kirsebær- og hindbærsauce. Men ellers er der ikke den store forskel og fremgangsmåden er den samme.

Vil man ikke have gelé på toppen af panna cottaen, så kan man også bare nøjes med kirsebærsauce uden husblas. Smagen er jo den samme, men konsistensen bliver lidt mere cremet og minder måske en smule mere om klassisk risalamande med kirsebærsauce. Og skal det ikke være helt så “julet” eller måske bare en smule lettere, så er panne cotta fantastisk med frisk frugt og syrlige bær. Fx en blanding af blåbær, hindbær og jordbær, som både er smukt at se på og smager skønt. Det samme gælder i øvrigt appelsinfileter og et drys granatæblekerner, som jo også er i sæson ved juletid.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)