Melonsalater er og bliver ægte sommersalater. Og den her salat med en lækker moden cantaloupe, skinke og burrata er bestemt ingen undtagelse. En skøn salat på varme sommerdage, hvor den både læsker og mætter. Og perfekt som tilbehør eller som selvstændig måltidssalat. Måske med et godt stykke brød til.
Salat med cantaloupe og skinke – nem opskrift.
Der er tale om en ret enkel cantaloupesalat, der ikke består af meget mere end 3 ingredienser. Nemlig melon, lufttørret skinke og en kugle burrata. Jeg har tilføjet frisk basilikum, fordi jeg har en potte på terrassen, der meget gerne skal holdes lidt nede, hvis ikke den skal tage al magten. Desuden smager frisk basilikum jo skønt. Men det kan altså sagtens udelades.
Osten kan også udelades, hvis ikke du bryder dig om ost. Eller det kan erstattes af andre varianter. Det har jeg skrevet meget mere om under selve opskriften, hvor jeg også deler andre gode tips til variationer.
Tip! Se også mine bedste tips til salat med skinke og cantaloupe under opskriften.
Salat med cantaloupe og skinke
Ingredienser
- 1 stk cantaloupe melon
- 75 gr lufttørret skinke (fx serrano)
- 1 kugle burrata
- frisk basilikum
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Halvér melonen, fjern kernerne og skær den i mundrette stykker. Anret melonen på et fad.
- Del skinkeskiverne i mindre stykker og anret dem ovenpå melonen.
- Dræn burrata for vand og del den i mindre stykker med 2 gafler. Placér stykkerne sammen med melon og skinke.
- Krydr med salt og peber og pynt med frisk basilikum.
- Servér salaten som tilbehør eller selvstændig måltidssalat med brød til.
- Salaten er bedst, samme dag den er lavet. Den er ikke fryseegnet.
Noter til opskriften.
Burrata er en kugle ost bestående af en kerne af ricotta rørt med fløde, indkapslet i en en “skal” af frisk mozzarella. Den findes i bøtter på køl (ved siden af frisk mozzarella) i de fleste supermarkeder.Tips til opskriften.
Bryder du dig ikke om ost, så kan det sagtens udelades. Melon med skinke er en klassisk, italiensk forret, og den kan snildt serveres uden ost. Top evt. med lidt sprødt og salt i form af ristede græskarkerner, ristede mandler eller pistacienødder som alternativ til osten.
Burrata er en meget cremet ost bestående af en kerne af ricotta rørt med fløde, indkapslet i frisk mozzarella. Osten deles med 2 gafler, og får så lov til at flyde ud. Den fungerer ofte som alternativ til dressing, men vil du gerne have lidt ekstra væde, så kan du dryppe en god olivenolie over salaten til sidst. Lidt balsamico er også lækkert. Burrata findes i stort set alle supermarkeder. Du finder den i bøtter på køl ved siden af frisk mozzarella.
Som alternativ til burrata kan du bruge frisk mozzarella. Enten et stort stykke, der skæres eller plukkes i mindre stykker og anrettes sammen med melon og skinke eller mini mozzarella i små kugler. En anden mulighed er en god, cremet feta/salatost, der skæres i tern. Jeg er vild med puck ost (salatost), men du bruger selvfølgelig bare den feta/salatost, som du foretrækker.
Jeg elsker cantaloupemelon, som både har en smuk farve og en skøn, sød smag. Den passer perfekt sammen med den salte skinke og den cremede burrata. Men du kan selvfølgelig bruge en hvilken som helst slags melon, måske lige bortset fra vandmelon. Den synes jeg, afgiver for meget væde til den her opskrift. Til gengæld er den jo fantastisk til en klassisk vandmelonsalat med feta.
