Her i sensommeren og i det tidlige efterår er det sæson for blåbær. Jeg elsker blåbær, så finder jeg altid et lækkert pluk-selv sted, så jeg kan få fyldt fryseren med de skønne bær. Nogle af bærrene når dog ikke at komme i fryseren, for de bliver spist inden. Dels som snack men også på yoghurt og i frugtsalat. Og så i bagværk som fx denne her blåbærkage, som jeg bagte forleden. En virkelig lækker kage, som er så nem at lave, at man næsten tror, det er løgn.
Se også – Blåbærmuffins I Nem blåbærmarmelade I Gammeldags æblekage
Nem opskrift på blåbærkage.
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at denne her blåbærkage hører til blandt de nemmeste kager, som jeg kender. Faktisk indeholder dejen blot 4 ingredienser, hvorefter man topper med den slags frugt, som man ønsker. Jeg har således tidligere brugt samme opskrift til kager med bl.a æbler, pærer og blommer og groft sagt kan man bruge næsten alle slags frugt.
Tip! Se mine bedste tips til variationer af kagen under opskriften.
Blåbærtærte
Ingredienser
- 2 æg
- 150 gr sukker
- 125 gr hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 250 gr blåbær
- evt. perlesukker til pynt
Fremgangsmåde
- Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps.
- Tilsæt hvedemel og bagepulver og vend forsigtigt dejen sammen.
- Fordel dejen i en smurt form (ca 18-20 cm).
- Fordel blåbærrene ovenpå dejen og drys evt. med perlesukker.
- Der kan også bruges frosne, optøede blåbær til kagen. Afgiver bærrene meget væde under optøningen, så kan man evt hælde lidt fra, så kagen ikke bliver klæg.
- Bag kagen ved 175 °C (varmluft) i 30-35 minutter, indtil den er gylden og gennembagt.
- Server gerne kagen lun med is, flødeskum eller creme fraiche.
Skønne variationer.
Som sagt er denne her blåbærkage meget simpel. Og det sætter i sagens natur sin begrænsning for variationerne, når man ser bort fra selve fyldet/frugten. Og dog, for jeg varierer faktisk engang imellem dejen en lille smule ved at tilsætte diverse krydderier.
Laver jeg kagen med æbler, så smager det skønt at tilsætte en smule kanel, kardemomme, nellike eller allehånde. Ligeledes er vaniljekorn eller vaniljesukker næsten altid et hit og det næsten uanset hvilken slags frugt eller bær, man bruger. Og revet appelsin-, lime-, eller citronskal giver et lækkert og let syrligt modspil til den søde kage. Eksempelvis er jeg ret vild med kombinationen af revet appelsin og friske hindbær,
Endelig kan der drysses diverse former for “knas” ovenpå kagen, inden den sættes i ovnen. Det kan eksempelvis være perlesukker, mandel- eller hasselnøddeflager, grofthakkede valnødder, græskarkerner og lignende. Og en smule grofthakket chokolade – enten i kagedejen eller drysset på toppen – skader bestemt heller ikke. Især en pærekage med chokolade er et hit herhjemme.
hej
Har du evt prøvet at lave den dagen før den skal serveres? Tænker om man vil kunne lune den og få den lidt sprøde overflade tilbage
Annette – Kagen er helt klart bedst, samme dag som den er bagt. Du vil godt kunne lune den dagen efter, men den bliver ikke helt så sprød på overfladen 🙂