Herhjemme er småkager altid meget populære, og jeg bager jævnligt forskellige slags, så dåsen altid er fuld. Og på det sidste er de her bondekager blevet et kæmpe hit. Opskriften er meget simpel og de er hurtige at bage. Og der er tale om en yderst vanedannende og lækker, lille kage.
Bondekager minder lidt om en specie, mens smagen af de finthakkede mandler, leder tankerne hen i retning af vaniljekranse. Man kunne sikkert godt tilsætte vaniljekorn til dejen, men så vil jeg vove at påstå, at man lige så godt kan bage en portion vaniljekranse i stedet for bondekager. For så er forskellen stort set ikke eksisterende.
Man kan vælge at hakke de smuttede mandler fint med en kniv. Jeg kværner dem som regel til fint mandelmel med min bamix stavblender. Men det er jo en smagssag, hvor store eller små mandelstykker man ønsker i de færdige kager.
Når dejen er samlet til en pølse, skal den pakkes i film og på køl i minimum 1 time. Men den kan sagtens gemmes i længere tid. Så vil man være i god tid, kan man samle dejen flere dage i forvejen og evt. fryse den. Så er der bare tilbage at skære dejen i skiver og bage småkagerne lige inden de skal bruges.
Bondekager
Ingredienser
- 100 gr blødt smør
- 60 gr sukker
- 1 tsk lys sirup
- 25 gr smuttede mandler (finthakkede)
- ½ tsk natron
- 150 gr hvedemel
Fremgangsmåde
- Rør smør, sukker og sirup sammen.
- Tilsæt hakkede mandler, natron og hvedemel og saml dejen med hænderne.
- Rul dejen til en pølse (ca 4 cm i diameter), og læg den på køl i ca 1 time.
- Skær pølsen i skiver á ca. 1/2 cm tykkelse og læg dem på en bageplade med bagepapir.
- Bag kagerne ved 190 °C (varmluft) i ca 8-9 minutter, til de er gyldne i kanterne.
- Lad kagerne stå i ca 5 minutter på pladen, før de flyttes over på risten til afkøling.
- Opbevar småkagerne i en lufttæt dåse. Holdbarheden er ca 3-4 uger. Småkagerne er ikke fryseegnede
Yummyyyyy. Jeg elsker mandler og vaniljekranse (og specier for den sags skyld) 🙂 Muuuuligvis skulle man kaste sig ud i disse svende 😉
Kristine – På dem, og det kan kun gå for langsomt. Jeg lover dig de er skønne og yderst vanedannende 🙂
Jeg kan klart anbefale disse småkager 🙂
Tommy – Ja, dem kunne du godt lide, og det på trods af, at du jo ikke er den store mandelspiser 😀 Så det må jo være bonusinfo til dem, som ikke bryder sig om mandler og nødder. Man kan ikke smage, at de er der 🙂