Jeg er jo kæmpefan af jul og alt hvad dertil hører af hygge, pynt og lækkerier. Og ovenpå den dejligste Mortens aften i lørdags, hvor vi selvfølgelig fik lækker andesteg med tilbehør, syntes jeg godt, at jeg kunne tage hul på de første juleforberedelser. Sådan har jeg for øvrigt altid haft det. Mortens aften er det første hyggelige tegn på, at julen nærmer sig, og herefter er det helt okay, hvis man så småt går i gang. Så her i weekenden har jeg bagt finskbrød.
Se også – Fedtebrød med romglasur I Specier med vanilje I Brunkager
Finskbrød – min bedste opskrift.
Finskbrød er uhyre simple småkager, som er ret nemme at lave. Og så indeholder de kun ganske få ingredienser. Af samme grund er det ikke helt lige meget, hvilke ingredienser man bruger. Jeg kan kun anbefale rigtigt smør og ikke diverse smørbare produkter eller margarine til dejen. Derudover skal der egentlig blot bruges mel og sukker i opskriften. Men jeg plejer også at tilføje vanilje til mine finskbrød. Dette kan dog sagtens udelades.
Vi har egentlig ikke tradition for at bage finskbrød til jul. Men indimellem bliver de alligevel bagt, for de smørsprøde kager smager virkelig dejligt. Og det knasende sukkerlag på toppen, nærmest smelter i munden og kompenserer så rigeligt for, at finskbrød i sig selv ikke er specielt søde.
Finskbrød
Ingredienser
- 250 gr hvedemel (+ lidt til udrulning)
- 200 gr koldt smør
- 50 gr sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 sammenpisket æg til pensling
- perlesukker og finthakkede nødder/mandler
Fremgangsmåde
- Kom hvedemel, sukker og vaniljesukker i en skål. Smuldr smørret i blandingen og ælt det sammen til en ensartet dej.
- Bruges en køkkenmaskine, kommes alle ingredienserne i røreskålen og dejen samles med K-spaden.
- Lad dejen hvile koldt i ca 1 time.
- Rul dejen ud i 3-4 stænger på ca 1½ cm tykkelse på et meldrysset bord. Tryk stængerne let flade.
- Skær stængerne i stykker á 4-5 cm og læg dem med lidt mellemrum på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Pensl stykkerne med æg og drys med perlesukker og finthakkede nødder eller mandler.
- Bag kagerne på midterste ovnrille ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i 12-15 minutter, til de er gyldne og sprøde.
- Afkøl på bageristen og opbevar i en lufttæt dåse. Kagerne kan holde sig i 3-4 uger.
Julebagning i november.
Udover at fejre Mortens aften og bage finskbrød har vi brugt weekenden på at hænge et par lyskæder op i havens træer og buske, hvor de lyser noget så hyggeligt op i november-mørket. Nogle vil måske mene, at det er lige vel tidligt, jeg er startet på julesmåkagerne. Men jeg har egentlig heller ikke nogen som helst forventninger om, at kagerne skal holde helt til jul. Jeg elsker bare at starte lidt tidligt, så vi også kan nyde småkagerne i løbet af november.
Det har dels den kæmpe fordel, at jeg kan nå at lave flere forskellige slags. Der er jo bare så mange skønne varianter at vælge imellem. Men derudover er det altså også noget så hyggeligt, at have lidt at fylde i småkageskålen, når vi om aftenen kryber sammen i sofaen med en kop varm te eller et glas hjemmelavet gløgg.
Dejen til finskbrød kan for øvrigt sagtens gemmes på køl i flere dage, og den kan også fryses. Det samme gælder langt de fleste former for småkagedej. Så man kan sagtens lægge dej til julesmåkagerne i god tid, og så blot bage mindre portioner ad gangen. På den måde har man hele tiden friskbagte kager, og samtidig kan man rigtigt nyde duften af småkagerne over flere gange.

Dejen hænger ikke sammen, hvis ikke man samler den med et æg efter smør er kombineret med de øvrige ingredienser.
Husker man det, er det en fin opskrift.
Michael – Der er tale om 200 gram smør, der skal binde 250 gram hvedemel og 50 gram sukker. Dette burde kunne lade sig gøre, uden at det er nødvendigt at tilsætte æg, hvis smørret smuldres ud i melet og derefter samles. Personligt har jeg i hvert fald aldrig brugt æg i denne her opskrift udover til pensling, så perlesukkeret kan sidde fast 😀 😀
Enig. Jeg putter hele molevitten i en røremaskine, efter få minutter er dejen fint samlet og efter 1 time på køl utroligt nem at arbejde med.
Helene – Dejligt at høre – tak for din tilbagemelding 😀
Heller ikke jeg 🙂
Jeg fik fint dejen til at hænge sammen med de ingredienser, der er listet op – uden æg.
Emilie – Dejligt at høre og tak for din tilbagemelding 😀 😀
Hi, I live in England, we have Plain Flour and Self Raising Flour can you tell me which flour Wheat flour is please
Peter – Hi. It’s plain flour. Self raising flour is rare here in Denmark – normally we use plain flour 🙂
Thank you have a good Christmas
Også jeg, Brutus, kom et helt æg i, det hjalp med at samle dejen. Egentlig ligegyldigt hvordan, det er jo ikke religion, bare det virker for den enkelte hjemmebager