Gnocchi med tomat og mozzarella. Den italienske livret, som kan trylles frem på et øjeblik, og bare indeholder 4 ingredienser. Nemlig friske gnocchi, tomatsauce, mozzarella ost og basilikum. Fantastisk, når aftensmaden skal være simpel og hurtig, men samtidig lækker.
Gnocchi med tomat og mozzarella – opskrift.
Eftersom gnocchi med tomat og mozzarella indeholder så få ingredienser, synes jeg, det er vigtigt, at de ingredienser er af den bedste kvalitet. Og det betyder selvfølgelig gode gnocchi og en god tomatsauce. Gerne hjemmelavet tomatsauce, men en rigtig god, færdigkøbt tomatsauce er selvfølgelig også en mulighed.
Jeg anbefaler desuden frisk mozzarella til gratineringen, da mozzarella får de lækreste, lange “ostestrenge” og en dejlig sprøde og gylden overflade, når det er smeltet. Men er du mere til revet parmesan, pecorino eller grana padano, så er det bestemt også lækkert.
Tip! Se også tips til variationer af gnocchi med tomat og ost under opskriften.
Gnocchi med tomat og mozzarella
Ingredienser
- 400 gr friske gnocchi
- 6 dl tomatsauce (evt. hjemmelavet tomatsauce)
- 2 kugler frisk mozzarella
- 0,5 bdt frisk basilikum
Fremgangsmåde
- Fordel gnocchi i et ildfast fad, hæld tomatsauce over og vend det hele rundt.
- Afdryp mozzarellaen, pluk den i mindre stykker og fordel den på toppen af fadet.
- Gratiner fadet i ovnen ved 190 °C (varmluft) i ca 20 minutter, til osten er gylden.
- Drys med frisk basilikum og server med brød og salat.
- Evt. rester kan holde sig på køl i 3-4 dage. Retten kan desuden fryses.
Noter til opskriften.
Friske gnocchi kan købes i stort set alle supermarkeder. De ligger på køl sammen med frisk pasta, lasagneplader mm.Variationer af opskriften.
Der er ikke kød i gnocchi med tomat og ost, hvilket jeg absolut ikke mangler. Men synes du alligevel, at der skal lidt protein til, kan der evt. tilsættes lidt rigtig god skinke (enten lufttørret eller kogt prosciutto).
Man kan også lave en portion små kødboller, som steges på panden og tilsættes tomatsaucen sammen med gnocchierne. Dermed får man en rigtig fin “Gnocchi a la Lady og Vagabonden”, hvilket bestemt også smager dejligt. Udgaven med kødboller er dog en smule tungere end den klassiske spaghetti med kødboller, så jeg anbefaler en let salat ved siden af.