Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Græsk farsbrød med ristede kartofler.

6 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Annonce, Hovedretter, Nemlig opskrifter, Oksekød, Opskrifter

Jeg kan umuligt være den eneste, som begynder at drømme om sol, varme og sommerferie på denne her tid af året. Især ikke i løbet af en uge som denne her, hvor regnen bare siler ned dag efter dag. Sommervarme og sol kan jeg jo ikke trylle frem, men så kan jeg i hvert fald sørge for sommerferiestemning på vores tallerkner. Forleden dag blev det således med en hilsen fra Grækenland i form af et græsk farsbrød med fetaost og oliven, små, lækre, ristede kartofler og hjemmelavet tzatziki. En lækker, græsk bondesalat ved siden af havde heller ikke været dårlig, men det er svært at finde gode tomater på denne her tid af året, så den gemmer vi lidt endnu.

>> Se også min opskrift på græsk moussaka med krydret oksekød, kartofler og aubergine lige her.

Selve farsbrødet er i bund og grund ret simpelt og består blot at hakket oksekød (eller lammekød), som røres sammen med smagsgivere som løg, hvidløg, feta (salatost) og oliven. Oliven kan selvfølgelig udelades, hvis ikke man bryder sig om dem, eller også kan man erstatte dem med soltørrede tomater, som også smager dejligt. Jeg drømmer desuden om at fylde farsbrødet med masser af skønne, friskhakkede krydderurter, så jeg er ret sikker på, at “brødet” kommer på menuen igen i løbet af sommeren, når krukker og bede i haven bugner af friske krydderurter.

Det er som sagt ret nemt at lave et græsk farsbrød med ristede kartofler, hvilket forhåbentligt fremgår af nedenstående opskrift, men faktisk kan det gøres det endnu nemmere, hvis man synes. I stedet for at fordele farsbrød og kartofler/løg i hhv. et ildfast fad og på en bageplade, kan man nemlig lægge kartofler og løg rundt om det rå farsbrød i fadet og sætte hele herligheden i ovnen.

Jeg foretrækker dog, at adskille kød og kartofler og stege kartoflerne på en bageplade for sig selv, så det hele blot skal “samles” til sidst. Jeg synes, at kartoflerne bliver mere sprøde og lækre, når de ikke ligger og steger i kødsaften fra farsbrødet, men det bestemmer man jo selv. Under alle omstændigheder skal kød og kartofler have nogenlunde lige lang tid i ovnen, så der er frit valg.

Server farsbrødet med en god, hjemmelavet tzatziki til at dyppe i (i stedet for sauce) og pynt gerne fadet med smuldret feta og friskhakket persille lige inden servering. Det smager ikke bare godt, men ser også noget så fint ud, og jeg lover, at uanset hvor trist og gråt det er udenfor vinduerne, så skal det nok blive glemt, når først maden sættes på bordet og hele huset fyldes med de dejligste dufte.

Køb ingredienserne hos Nemlig.

Måske har du bemærket den “købsknap” til Nemlig, som er dukket op i nogle af mine opskrifter? Jeg har indgået et virkelig smart samarbejde med Nemlig, hvor du med ét klik på knappen får alle ingredienserne til opskriften lagt i indkøbskurven hos Nemlig. Efterfølgende kan du selvfølgelig rette i kurven, og fjerne de varer du har i forvejen, eller tilføje varer du mangler. Det er både nemt og hurtigt.

4,25 fra 29 stemmer

Græsk farsbrød

Bagetid45 minutter
Samlet tid1 time
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 gr hakket oksekød
  • 1 løg (revet)
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 1 æg
  • 0,5 dl mælk
  • 2 spsk hvedemel
  • 75 gr feta/salatost
  • 75 gr sorte oliven (kan udelades)
  • salt og peber

Ristede kartofler

  • 800 gr små kartofler
  • 2 rødløg
  • 2 spsk olie
  • 2 tsk tørret oregano
  • salt og peber

Læg i kurv på Nemlig

Fremgangsmåde

  • Rør oksekødet sammen med løg, hvidløg, æg, mælk, hvedemel, salt og peber. 
  • Smuldr fetaosten og vend den i farsen sammen med oliven.
  • Læg farsen i et ildfast fad og form den til et brød.
  • Bag farsbrødet i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca 40-45 minutter, indtil kødet er gennemtilberedt. 

Ristede kartofler

  • Skrub kartoflerne, halver evt. de største kartofler og kom dem i en frysepose. 
  • Skræl løgene og del dem i kvarte.
  • Kom løgene i fryseposen sammen med kartoflerne og tilsæt olie, oregano, salt og peber. Ryst posen godt så olie og krydderier fordeles. 
  • Vend kartofler og løg ud på en bageplade og bag dem ved 200 °C (varmluft) i ca 40-45 minutter, indtil kartoflerne er møre og gyldne. 
  • Anret kartofler og løg rundt om farsbrødet i fadet og pynt evt. med lidt ekstra fetaost og friskhakket persille.
  • Server evt farsbrød og kartofler med græsk salat og tzatziki.
  • Bliver der rester, så kan farsbrød og kartofler opbevares på køl i 2-3 dage og varmes inden servering. Farsbrødet kan desuden fryses.
Vil man gerne have ekstra grønt, så er det superlækkert også at tilføje oliven og  peberfrugter i strimler til kartofler og løg. Oliven og peberfrugter skal kun bage i ca et kvarter, så vent med at lægge dem i ovnen til 15 minutter før kartoflerne er færdige. 
Subscribe
Notify of
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Gitte
4 år siden

Smager super dejligt👍👍

Mette
2 år siden

Nu har jeg ikke to ovne, det ene skal have varmluft, den anden almindelig og samme tid🙈 Hvad gør du dér?

Lise Tjørnum
2 år siden

Jeg putter en rød alm pebber i eller 2 snack pebber i, skåret i tynde strimler. Det smager godt.