Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Hasselback rodfrugter med timian.

0 kommentarer
Opskrifter, Tilbehør
Gå direkte til opskriften
Opskrift hasselback rodfrugter med timian i et fad - pyntet med frisk timian på toppen

Lige så meget som jeg glæder mig til asparges, nye kartofler og jordbær om sommeren, glæder jeg mig til græskar og rodfrugter, når vi når efteråret. Der er noget hyggeligt ved årstidernes skiften, og de nye råvarer, der kommer i sæson og afløser hinanden. Og nu er det igen tid til rodfrugter, hvilket der forleden kom de her skønne, hasselback rodfrugter med timian ud af. Et virkelig lækkert alternativ til de klassiske, bagte rodfrugter, og oplagte både som tilbehør til efterårets og vinterens skønne retter, og som grøn hovedret med en god salat og brød til.

Nem opskrift på hasselback rodfrugter.

Det er ret nemt at lave hasselback rodfrugter, men det tager selvfølgelig lidt tid, at skære grøntsager i tynde skiver. Hvor tykke eller tynde skiver vælger du helt selv. Det kommer jo også lidt an på, hvor tålmodig man er. Selv kan jeg godt lide, at mine hasselback rodfrugter er skåret i mellemtynde skiver, men de kan både laves tykkere og tyndere.

Der er egentlig ikke nogle rodfrugter, som er “rigtige” eller “forkerte” at bruge til hasselback rodfrugter. De fleste fungerer ret godt, og du kan således frit vælge imellem rødbeder, pastinakker, søde kartofler, persillerødder, og gulerødder. Et hasselback selleri er også ret lækkert. Halvér gerne sellerihovedet, efter det er skrællet, og skær så hver halvdel i tynde skiver a la hasselback. Placér de 2 halve selleri midt i fadet og anret de øvrige rodfrugter rundt omkring.

Tip! Se også mine bedste tips til hasselback rodfrugter under opskriften.

Opskrift hasselback rodfrugter med timian i et fad - pyntet med frisk timian på toppen
5 fra 1 stemme

Hasselback rodfrugter

Bagetid45 minutter
Samlet tid1 time 15 minutter
Antal: 4 personer
Føj til favoritter

Ingredienser

  • 1000 gr blandede rodfrugter
  • 2 spsk olie
  • 2 tsk tørret timian
  • 3 kviste frisk timian (kan udelades)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skræl rodfrugterne og skær dem i tynde skiver "a la hasselback", så de stadig hænger sammen i bunden.
  • Placer rodfrugterne i et enkelt lag i et ildfast fad.
  • Rør olie og tørret timian sammen og pensl rodfrugterne med blandingen.
  • Krydr herefter med frisk timian, salt og peber på toppen.
  • Bag rodfrugterne ved 190 °C (varmluft) i ca 45 minutter, indtil de er helt møre. Tilberedningstiden afhænger af tykkelsen på rodfrugterne.
  • Drys evt. med lidt ekstra salt og server som tilbehør eller grøn hovedret med salat og brød til.
  • Evt rester kan gemmes på køl i 3-4 dage. Rodfrugterne er ikke fryse-egnede.
 

Noter til opskriften. 

 
Der er helt frit valg, når det kommer til hvilke rodfrugter, der skal bruges. Jeg anbefaler dog, at der bruges minimum 3 slags, så der bliver lidt variation, men mindre kan selvfølgelig sagtens gøre det. 

Tips til opskriften.

Jeg synes, selvfølgelig, at jo flere forskellige slags rodfrugter der bruges, des mere interessante er de bagte rodfrugter. Men det skal selvfølgelig ikke afholde dig fra at lave hasselback rodfrugter, også selvom du kun har én slags. Alt er jo bedre end ingenting.

Bagetiden afhænger af størrelsen på rodfrugterne. Derfor er det også bedst, at du bruger nogle rodfrugter, som har nogenlunde samme størrelse, så det hele er færdigt på samme tid. Du kan sagtens supplere rodfrugterne med en omgang hasselback kartofler, når du alligevel er i gang. Hvis bare kartoflerne har nogenlunde samme størrelse som rodfrugterne, så er det hele færdigt samtidig.

Du kan sagtens bruge andre krydderier end timian. Lidt rosmarin, basilikum og oregano er også lækkert. Det sammen gælder presset hvidløg, paprika eller chilipulver. Derudover kan du røre lidt honning og/eller sennep ud i olien, inden den pensles over rodfrugterne. Kombinationen af honning, sennep, timian og rodfrugter er virkelig lækker.

Se også – Hasseback butternut I Hasselback rødbeder I Ovnbagte rodfrugter

Hasselback på den nemme måde.

Der findes forskellige slags tips og tricks til, hvordan man nemmest skærer sine kartofler og grøntsager a la hasselback. Fx kan man placere kartoflen eller rodfrugten imellem 2 skærebrædder eller grydeskeer og efterfølgende skære den i skiver. Man kan også stikke et lille metalspyd igennem kartoflen, og på den måde forhindre, at kniven går hele vejen igennem. Endelig kan man købe en lille “skål” med kanter, som kartoflen placeres i, inden der skæres.

Jeg må dog indrømme, at jeg synes, det er absolut nemmest, hvis bare man skærer kartoflen eller rodfrugten i skiver “i fri hånd”. Og skulle man så komme til at skære for dybt en enkelt gang, så kartoflen/rodfrugten halveres, så går det jo nok. Og det går jo ikke ud over smagen.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer