Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Italiensk salat – opskrift på italiensk salat.

4 kommentarer
Frokostretter, Påskefrokost og klassiske påskeopskrifter
Gå direkte til opskriften

Jeg er vild med et rigtig godt stykke rugbrød med kogt hamburgerryg og italiensk salat. Og gerne lige med lidt ekstra pynt i form af frisk tomat, agurk, karse, spirer eller hvad det nu kan blive til. Allerbedst bliver det selvfølgelig, hvis der er tale hjemmelavet italiensk salat, og sådan en portion laver jeg med jævne mellemrum. Det er nemlig virkelig nemt at lave. Og så smager det altså bare så meget bedre end de bøtter, som man kan købe i butikkerne.

Se også – Rejesalat I Æggesalat I Hønsesalat I Wienersalat

Hjemmelavet italiensk salat.

Hjemmelavet italiensk salat er et hit på frokostbordet. Både til kogt hamburgerryg og skinke, men faktisk også til forskellige former for kalkun- og kyllingepålæg. Og så ved jeg, at der er mange, der også godt kan lide en klat italiensk salat ovenpå rullepølsemaden og sågar ovenpå frikadellemaden.

Selv er jeg vist mest til italiensk salat med kogt hamburgerryg. Og jeg er ret sikker på, at der skal laves en portion hjemmelavet italiensk salat, når vi senere på ugen skal holde en rigtig hyggeligt påskefrokost med familie og gode venner.

Tip! Se også mine bedste tips til lækre variationer under opskriften. 

4,34 fra 6 stemmer

Italiensk salat

Samlet tid15 minutter
Antal: 3 dl

Ingredienser

  • 100 gr gulerødder
  • 100 gr grønne ærter
  • 100 gr hvide aspargessnitter (afdryppede)
  • 3 spsk mayonnaise
  • 2 spsk creme fraiche 9-18 %
  • 1 nip sukker
  • salt og (hvid) peber

Fremgangsmåde

  • Skræl gulerødderne, skær dem i små tern og kom dem i en gryde. Hæld vand ved, så det lige netop dækker og tilsæt en smule salt.
  • Bring gryden i kog under låg og lad gulerodsstykkerne koge i 2-3 minutter, indtil de er lige netop møre, men stadig har bid
  • Tag gryden af varmen, hæld vandet fra og overhæld med koldt vand for at stoppe kogningen. Lad herefter gulerødderne afdryppe.
  • Kom gulerødder, ærter og afdryppede, hvide asparges i en skål.
  • Rør mayonnaise og creme fraiche sammen og smag til med sukker, salt og peber.
  • Vend dressingen sammen med grøntsagerne og lad salaten trække på køl indtil servering.
  • Server italiensk salat sammen med kogt hamburgerryg eller skinke og rugbrød.
  • Italiensk salat kan holde sig ca 1 uge på køl i en bøtte med låg. Salaten er ikke fryseegnet.

Lækre variationer.

En klassisk, italiensk salat indeholder gulerødder i tern, ærter og asparges. Udenfor sæsonen bruger jeg som regel aspargessnitter fra dåse, som jeg afdrypper godt. Der er dog ingen tvivl om, at det er superlækkert at bruge friske hvide eller grønne asparges. De skal bare lige dampes kort og derefter skæres i mindre stykker. Gulerodsstykkerne damper jeg også et par minutter i kogende vand, så de stadig har bid. Men har man et par kogte gulerødder til overs fra aftensmaden, så er det selvfølgelig endnu nemmere at bruge dem.

Dressingen laves af en god mayonnaise. Jeg “letter” gerne creme fraichen med et par skefulde creme fraiche, men det kan man jo gøre, som man lyster. De fleste, færdigkøbte varianter er jo lavet på ren mayonnaise.

Jeg bruger nok lidt mere fyld (læs grøntsager) i mit italiensk salat, end der er i de færdigkøbte varianter, som efter min opfattelse indeholder lidt for meget mayo og alt for få grøntsager. Der må jo gerne være bare smule fyld, som man kan tygge på. Men hvis man gerne vil have en rigtig cremet salat, så kan man jo skrue ned for grøntsagerne. Jeg vil dog vove den påstand, at ønsker man mindre fyld, så kan man næsten lige så godt nøjes med en stribe god mayonnaise på maden.

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Elsebeth
4 år siden

Du har ret – italiensk salat er bare nummer et. Da det hedder russisk salat i Italien, kommer jeg også majs i uden at støde italienerne. Det smager også godt oven på en æggemad. Jeg har ikke så tit kødpålæg i huset, men altid æg, en dåse asparges og fine ærter i fryseren.

Noget, man sjældent ser i dag, er den skønne gulerodssalat. Fintrevet gulerod, citronsaft og sukker, så er den klar, og det kræver kun et stykke rugbrød med smør.
Rigtig god påske!

Annelise Saltzstein
3 år siden

Skøn opskrift, men hvorfor sukker i dressingen. Gulerødderne er jo søde. Den smager skønt uden sukker😊