Det er højsæson for varme og nærende supper og jeg er ganske enkelt vild med det. Jeg synes, at det er noget af det mest hyggelige, at få sådan en tallerkenfuld glohed suppe serveret på en kold vinterdag og så er jeg faktisk også ret vild med at lave dem. I New York spiste vi en del supper – de fleste deli’er har minimum 2 slags varm suppe, som man kan få “to-go” i en bøtte med låg, men også i Whole Foods har de en stor og lækker suppebuffet, hvor der hver dag var minimum 10 forskellige slags at vælge imellem og jeg blev helt sikkert inspireret til et par nye varianter, der skal afprøves her i løbet af den sidste vintermåned.
Denne her karrysuppe med kylling og ferskner er nu ikke en variant, som jeg er blevet inspireret til i New York, for det er efterhånden en “gammel traver” og en klassiker herhjemme, men den holder stadig 100 % og med jævne mellemrum ryger den på menuen. Kombinationen af den salte og krydrede karrysuppe og de søde ferskenstykker er ganske enkelt formidabel og selv Morten, der ellers ikke er specielt glad for kombinationen af varm mad og frugt, hvilket jeg var inde på i dette her indlæg om indonesisk kylling i går, er jeg glad for karrysuppe med kylling og ferskner.
Vi spiser gerne karrysuppen til aftensmad og da der er godt med fyld i, er det ikke noget problem for os at blive mætte – især ikke hvis jeg bager en eller anden form for lækkert madbrød, som vi kan spise ved siden af. Suppen er dog også lækker som forret, bare man ikke serverer for store portioner og endelig er den helt forrygende som natmad. Godt med saft og kraft og en rigtig “godnat-suppe” ovenpå en dejlig fest. Bliver der rester af karrysuppen og orker man ikke at spise mere suppe, så er det for øvrigt oplagt at jævne den med en smule maizena udrørt i vand eller bare en klassisk meljævning og så servere den med kogte ris a la kylling i karry. Spæd evt. suppen med lidt ekstra bouillon eller mælk inden jævning, hvis der ønskes lidt ekstra sauce og smag til med salt og peber inden servering. Nemt og lækkert.
Jeg laver gerne karrysuppen med kylling og det smager ganske forrygende, men man kan også bruge store, lækre rejer. De skal så bare kommes i suppen lige inden servering, så de kan blive varmet igennem. Har man en rest kylling til overs fra aftensmaden, fx fra en helstegt kylling, så er det jo oplagt at plukke den i mindre stykker og bruge den i suppen, men ellers så er det bare at følge opskriften herunder.
Karrysuppe med kylling og ferskner
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 fed hvidløg (hakket)
- 1 løg (hakket)
- 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe)
- 2 stk kyllingebryst (skåret i tern)
- 2 tsk karry
- 1 ds hakkede tomater
- 3 dl vand
- 1 hønse- eller grønsagsbouillonterning
- 1 ds ferskner (der skal bruges ca 1½ dl saft og 5 halve ferskner)
- 200 gr flødeost naturel (eller 2½ dl fløde)
- 2 spsk sød chilisauce (kan erstattes af 1 nip sukker)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Varm olien op i en gryde og sauter hvidløg, løg og forårsløg heri.
- Kom kyllingestykker i gryden og brun dem af. Tilsæt karry og rør rundt.
- Kom hakkede tomater, vand, bouillonterning og 1½ dl ferskensaft fra dåsen i gryden. Bring gryden i kog og lad den simre i ca 5 minutter.
- Skær de halve ferskner i mundrette tern.
- Kom flødeost i gryden og lad den smelte, så suppen tykner let. Tilsæt ferskenstykker og smag til med sød chilisauce eller sukker, salt og peber til smagen er perfekt afrundet.
- Varm suppen igennem og server den rygende varm med godt brød til.
Har du lavet om på opskriften ? Plejer der ikke at være både mælk og madlavningsfløde i?
Synes den smager SÅ godt og absolut min yndlings suppe for tiden.
Lene – Ja engang imellem leger jeg lidt med opskrifterne og prøver noget nyt 🙂
Originalopskriften er dog stadig på bloggen og den ligger lige her –
https://madenimitliv.dk/krydret-karrysuppe-med-kylling-og-ferskner/
Jeg kan ikke længere finde den originale opskrift, hvor du bruger mælk/madlavningsfløde. Har du slettet den, eller ser jeg ikke godt nok efter?
Jane – Jeg må indrømme, at jeg umiddelbart kun kan huske, at der har ligget denne ene opskrift på karrysuppe med kylling på min hjemmeside. Men jeg har jo haft Madenimitliv siden 2010, så indimellem ryger der en gammel opskrift i en opdatering, ligesom jeg ryder lidt op i mine opskrifter engang imellem. Og hvis der ligger 2 næsten enslydende opskrifter, så sletter jeg også indimellem en af dem, da det ellers kan virke forvirrende for Google og lignende søgemaskiner 🙂
Nåååå. Det er fordi du har to forskellige ??
Lene – Lige præcis 🙂
Kunne man tænke sig at den kan laves med ananas i stedet for fersken ?
Nete – Det kan du sagtens. Og jeg tror, det vil smage fint at bruge lidt af ananasjuicen i dåsen i stedet for ferskensaft 🙂
Tusind tak for svar. Det vil jeg prøve ??
Kan suppen fryses? 😊
Pernille – Det kan den godt, men jeg ville nok vente med at komme ferskner i tern i suppen, til den er optøet igen 😀 😀
kunne nok også laves med feks æbler
Kim – Det kunne det helt sikkert. Dog bliver saucen allerbedst med lidt væde fra ferskenerne, men måske man i stedet kunne bruge lidt æblejuice 😀
Vi er totalt vilde med suppen herhjemme. Bruger efterhånden ret mange af dine fantastiske opskrifter. Og så synes familien, at det er et stort plus, at bacon og peberfrugt er en hyppig ingrediens i mange af dine opskrifter ?
Gitte – Tusind tak for din søde hilsen – det glæder mig, at jeg kan være med til at inspirere med mine opskrifter 😀
Kan man godt undlade flødeosten?
Mvh Sofia
Sofia – Det kan man godt. Flødeosten er med til at afrunde smagen og gøre suppen lækkert cremet, men den kan sagtens erstattes af lidt madlavningsfløde eller lign 🙂
Måske jeg skulle prøve den når vi bliver klar til suppe her i huset 😃 (holder lidt fast i sommermaden)
Addy – Hehe, jeg er kæmpe suppefan og desuden lettere kuldskær ovenpå 14 dage i New York, så her køres allerede suppe ind i lange baner 🙂
Det er dog den bedste karrysuppe jeg nogen sinde har lavet.
1. Den er mega nem.
2. Hele familien kunne lide den og det er stoer😉
Pia – Tusind tak for din søde hilsen – så dejligt at høre 😀
Fantastisk suppe, som vi nu har lavet flere gange. Jeg laver gerne en stor portion og bruger resten en dag eller to efter. Koger det lidt ind og serverer den som gryderet med ris til. Nemt og lækkert.
Sidse – Det er nemlig en helt perfekt måde at få anvendt en lille rest suppe på og så går der ikke noget til spilde 😀
Det ser virkelig ud til at være en skøn suppe, som jeg helt klart vil forsøge mig med at lave her henover efteråret! 😉 Jeg ville bare lige høre, om det er dåseferskner i sukkerlage du bruger, da det umiddelbart er de eneste, jeg har kunnet se i butikkerne?
Laura – Ja, det er det. Altså helt almindelige dåseferskener i sirup, eller hvad det nu er de plejer at ligge i 😀
Har lige lavet denne fantastiske karry suppe, nem og lave og gik rent ind ved familien. Ikke sidste gang vi skal have den 😊
Camilla – Hvor er det bare dejligt at høre – herhjemme er det også en af vores mange favoritter 😀
Hej
Jeg vil lige sige tusind tak for en super lækker suppe, jeg har været alvorligt syg af kræft, er heldigvis helbredt på 5 år 🙂 men lever primært af sondemad da jeg har svært ved at tygge og transportere maden fra munden og videre, men jeg kan dog spise tykmælk og lign. jeg har ledt efter både kolde og varme supper i lang tid nu, men har svært ved at finde opskrifter jeg kan lide, denne her er dog utrolig velsmagende og hvis jeg bruger kyllingelår uden overlår og koger dem meget længe så kan jeg også nyde en smule af dem, måske andre med samme problem kan bruge mit råd 🙂 men tusind tak Kærlig Hilsen Anita Wedel Jensen
Anita – Tusind tak for din hilsen og dine gode tips til suppen 😀
Jeg kan sagtens følge, at det kan være svært, at blive ved med at finde gode opskrifter, når man står i en situation som din og måske godt vil have lidt nyt på tallerkenen engang imellem 😀
Hej 😊.
Suppen ser så lækker ud, glæder mig at smage den. Men først vil jeg spørge om noget og håber at du kan hjælpe mig. Jg skal lave suppe til 60 personer og jeg har fået at vide, at cirka en liter suppe med fyld er til 4 mennesker. Hvor mange porrioner af din suppe skal jeg lave ?.
Venlig hilsen
Beinta
Beinta – Hvis 1 liter suppe svarer til 4 personer, og du skal lave suppe til 60 personer, så dividerer du bare 60 med 4 = 15 liter suppe 🙂
Simpelthen favorit suppen herhjemme 😃 Mon der er en ide om kcal indholdet pr 100g? 🙈
Julie – Hvor er det bare dejligt at høre 😀 Jeg udregner ikke kcal indholdet i min mad, men hvis du indtaster ingredienser i en af de gratis kalorieberegnings-apps, så kan du lynhurtigt finde det. Jeg kan anbefale Myfitnesspal eller Lifesum 😀
En rigtig lækker suppe. Udskiftede dog ferskner med ananas og saft deraf samt tilføjede en håndfuld sukkerærter til sidst 🙃 Den smagte af mer…
Stine – Hvor er det bare dejligt at høre, og det lyder superlækkert med ananas og sukkerærter 😀
Jeg kan ikke forstå jeg ikke har smagt denne suppe før. Den er såååå lækker 😋
Jeg havde en rest med på arbejde, og min kollega måtte straks ind og kigge på din blok efter at have set og duftet til min suppe🤗
Tak for god inspiration og mad planer
Bitten – Hihi, hvor er det bare dejligt at høre, at både du og din kollega har haft glæde af opskriften og min blog 😀
Hvad er et nip sukker?
Martin – Lidt det samme, som et nip salt. Nogenlunde hvad du kan have imellem 2 fingre eller efter smag 😀
Hej …!
Jeg vil gerne, at den kan fryses. Kan jeg erstatte ferskerne med noget andet, eller er det bedre helt at undlade dem …?
Mvh Joan
Joan – Du kan sagtens udelade ferskenerne – dog vil jeg anbefale, at du stadig bruger ferskensaften til suppen, da den tilfører sødme og afrunder smagen på den lækreste måde. Ferskenerne kan du så evt. bruge i en frugtsalat, en kage eller måske bare spise med en klat flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche. Suppen kan godt fryses 🙂
Hej Jeg skal lave suppen til forret til 10 personer. Skal jeg lave 2 1/2 portion, eller skal jeg nøjes med en dobbelt portion. På forhånd tak.
Henny – Opskriften giver 4 “pæne” portioner, så hvorvidt du skal lave dobbelt portion eller 2 ½ portion kommer nok lidt an på, hvad der skal serveres efterfølgende, og hvor god appetit gæsterne har. Og så kommer det faktisk også an på noget så lavpraktisk som størrelsen på dine suppeskåle/tallerkener. For hvis du har store tallerkener, så ser det jo ikke ud af meget, hvis der ligger en lille smule suppe og skvulper rundt nede i bunden 😉 Under alle omstændigheder så tænker jeg ikke, at der sker noget, hvis du vælger, at lave 2 ½ portion. Suppen smager dejligt dagen derpå, og det kunne jo også være, at der var nogle af gæsterne, der ville have en skefuld ekstra 🙂
Hej 🙂
Så er det 2 gang jeg kommentere suppen her 🙂 den er stadig lige skøn, jeg skal snart have gæster og overvejer at servere denne suppe som en lille forret, men er virkelig i tvivl om hvilken hovedret der kan passe til eller efter er det jo 😉 har du et forslag??
Kærlig Hilsen
Anita wedel Jensen
Anita – Velkommen tilbage 😉 Jamen det var da et godt spørgsmål – det er jo en ret fyldig suppe, som jeg plejer at servere som hovedret 🙂 Og nu skriver du jo ikke, om det bare er en helt uhøjtidelig gæstemiddag, eller det skal være mere avanceret. Men jeg tænker i hvert fald, at kodeordet må være noget, der ikke er alt for tungt.
Umiddelbart kunne jeg godt finde på at servere rosastegte andebryster eller et helt stykke kød, evt tilberedt på grillen, med en eller anden form for kartofler og evt. bagte rodfrugter til. Det er jo højsæson. Alternativet til rodfrugterne kunne være en kålsalat, fx med spidskål.:D
Den suppe hitter herhjemme.😃❤️ Fantastisk opskrift.
Vivi – Hvor er det bare dejligt at høre – tusind tak 😀
Hvilken karry bruger du? Er det karrypasta eller pulver
Lotte – Jeg bruger helt almindeligt karrypulver, og vi bruger ikke noget specielt mærke, så det er nu engang den variant, som vi har stående i skabet, der ryger i gryden 😀
Det var sørme lækkert. Vi tilføjede dog rød peberfrugt, mango istedet for fersken, også kogte lidt ris og blandede i, så der var lidt mere der mættede.
Super opskrift
Lasse – Det lyder også som en superlækker variation – og god ide med de kogte ris i suppen 😀
Jeg skal have 60 gæster og vil gerne lave denne lækre suppe 14 dage inden.
Bliver kyllingen tør, når suppen varmes efter at have været frosset ?
Hvis ja, hvordan kan jeg forberede suppen anderledes ?
Tak for hjælpen
Lena – Det lyder lækkert 😀 😀 Jeg synes ikke, kyllingen bliver tør, hvis suppen fryses ned og genopvarmes. Den skal selvfølgelig ikke koge i “dagevis”, når du genopvarmer den, men i det store hele, synes jeg, kyllingen klarer en tur i fryseren og en genopvarmning helt fint. Det gælder selvfølgelig om kun lige at brune kyllingen, når du laver suppen, og ikke først stege den helt tør, og efterfølgende lade den simre i suppen. Men ellers tænker jeg ikke, det er noget, du behøver bekymre dig om 😀