Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Kransekagekonfekt – nem opskrift på kransekage.

4 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Kransekage er festligt og lækkert og så hører det bare nytåret til. Også selvom den søde kransekage eftersigende faktisk slet ikke passer til champagne, men derimod harmonerer bedre med den søde asti. Af samme grund “snyder” vi ofte lidt nytårsaften og spiser et par stykker af kransekagen til kaffen. Og selvom det ikke er den store sult, der plager ovenpå nytårsmiddagen, så kan man næsten altid spise et stykke hjemmebagt kransekage eller kransekagekonfekt. 

Se også – Hjemmebagt kransekagetop I Kransekagestykker I Nøddekurve til is

Nem opskrift på kransekagekonfekt. 

Kransekagekonfekt skal sprøjtes ud i små toppe med en stjernetyl og efterfølgende pyntes fint med hasselnødder, valnødder, mandler, cocktailbær eller lignende. Kransekagen kan godt være lidt hård at sprøjte ud. Derfor er det også bedst, hvis man bruger en sprøjtepose af stof. De er som regel lidt mere solide end de tynde engangsposer af plast, som godt kan gå i stykker.

Jeg har selv en sprøjtepose af stof, som har fulgt mig i snart mange år. De er dog ikke så nemme at skaffe længere, men jeg mener, at Blomsterberg laver dem. Og har man hverken sprøjtepose eller stjernetyl så kan man sagtens lave kransekagekonfekt alligevel. Man triller bare kransekagemassen til kugler, som sættes på en bageplade og får et ganske let pres, inden de pyntes fint med hasselnødder, cocktailbær eller lignende i midten. Det er klart, at udseendet bliver lidt anderledes. Men det er jo trods alt smagen, der er det vigtigste.

4,30 fra 24 stemmer

Kransekagekonfekt

Bagetid10 minutter
Samlet tid40 minutter
Antal: 25 stk

Ingredienser

  • 250 gr marcipan
  • 150 gr flormelis
  • 3-4 spsk æggehvider
  • 25 hasselnødder (cocktailbær, mandler og lign kan også bruges)
  • 100 gr mørk chokolade

Fremgangsmåde

  • Pluk marcipanen i mindre stykker og kom den i en skål sammen med flormelis og æggehvide. Ælt det hele grundigt sammen med hænderne til en glat kransekagedej.
  • Dejen kan også samles i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Kom kransekagemassen i en sprøjtepose (gerne af stof) med en stor stjernetyl og sprøjt den ud i ca 25 toppe på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Er kransekagemassen meget hård at sprøjte ud, så kan man lægge sprøjteposen i mikroovnen i ca 10 sekunder, medmindre man bruger en stjernetyl af metal. Herefter bliver massen blødere og mere medgørlig at sprøjte ud. Gentag evt. hvis 10 sekunder ikke er nok.
  • Pynt kransekagerne med hasselnødder, cocktailbær, mandler, valnødder eller lign.
  • Bag kransekagerne ved 200 °C (varmluft) i 8-10 minutter, til de er fint gyldne og lad dem afkøle.
  • Smelt chokolade over vandbad eller i mikrobølgeovnen og dyp bunden af kransekagerne i chokolade. Sæt kransekagerne på et stykke bagepapir og lad chokoladen stivne.
  • Opbevar kransekagekonfekt i en lufttæt beholder i 3-5 dage eller kom den i fryseren. Den kan holde sig i 2-3 måneder.

Se også – 

 

Kransekagetop

 

Kransekagestykker

 

Frys kransekagen.

Man kan sagtens lave kransekagekonfekt i rigtig god tid og så efterfølgende komme konfektstykkerne i fryseren. Kransekagekonfekt – og alle andre former for kransekage – bliver kun bedre efter en tur i fryseren. Så bliver konsistensen rigtig “sej” og lækker.

Efter frysning skal kransekagekonfekten bare optøs ved stuetemperatur i ca 30 minutter og så er de klar til at servere. Nemmere kan det næsten ikke blive. Derfor er det også oplagt at lave en god stor portion, når man alligevel er i gang. Så er det nemt at hive et par stykker kransekagekonfekt ud af fryseren til aftenskaffen eller til uventede gæster.

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
13 år siden

Det kan den nemlig og der er heldigvis rester endnu:-)

Mange hilsner fra

Anne.

Newyorkerbyheart
13 år siden

Hvor er de fine 🙂 Sådan en lille hapser, kan altid lige klemmes ned….

mange hilsner
Birthe

ann lisbeth
11 måneder siden

Skal bage dem i dag.
Hvor i ovnen skal de placeres?