Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Mini burgerboller – sliders…

6 kommentarer
Brød og boller, Ideer til studentermad, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Mini burgere, også kaldet sliders, er de fineste små burgere i “børnestørrelse – lavet med mini burgerboller og forskellige former for lækkert fyld. Jeg stødte første gang på sliders i USA for snart 10 år siden, og derovre kan sliders virkelig variere i størrelsen. I de senere år er sliders dog også blevet vældig populære herhjemme og det forstår man jo godt. De fine, små mini burgere er oplagte som fingerfood, på en buffet, som snack, til grillfesten eller til en børnefødselsdag og så er der jo bare altid noget nuttet over mad i mini format.

I løbet af de sidste par år er der begyndt at dukke fabriksfremstillede mini burgerboller op i supermarkedernes brødafdelinger, men jeg kan virkelig anbefale, at man bager sine egne boller. Det er ikke spor svært og bortset fra, at der skal udstikkes lidt flere boller, så er arbejdsgangen og tiden nogenlunde den samme. Jeg tog udgangspunkt i min egen opskrift på luftige, hjemmebagte burgerboller og så lavede jeg bare en masse mini boller i stedet for 12 store boller – sværere var det faktisk ikke.

>> Se også min bedste opskrift på lette og luftige, hjemmebagte burgerboller lige her. 

Selvfølgelig kan man lave mini burgere med fyld, som til forveksling ligner almindelige burgere med oksekød eller cheeseburgere. Men det er også sjovt at eksperimentere lidt med fyldet i de søde, små burgere og eksempelvis lave mini burgere med grillet kylling, en god bacon, pulled pork eller pulled turkey med coleslaw. Og i det hele taget er det jo oplagt at servere mini burgere, hvis man holder en grillfest og gerne vil have, at gæsterne smager så meget af den lækre mad som muligt.

Man kan desuden lave fiskeburgere med panerede rødspætter og rejer, vegetarburgere med sprøde grønsags- eller linsebøffer og “Sloppy Joe’s” – en anden amerikansk klassiker bestående af burgere fyldt med kødsauce. Har man gæster, så er det jo oplagt at tallerkenanrette og servere 3-5 forskellige sliders pr. mand evt. med hjemmelavede fritter og lækre dips. Og skal man holde børnefødselsdag, så er det som regel en kæmpe succes, at servere mini frikadelleburgere med hjemmelavede frikadeller, rødkål og agurkesalat eller syltede rødløg.

 

5 fra 2 stemmer

Burgerboller (mini)

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Hæve- og bagetid1 time 25 minutter
Samlet tid1 time 55 minutter
Antal: 30 stk

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • 1 dl vand (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • 40 gr sukker
  • tsk groft salt
  • 1 æg
  • 2 spsk olie
  • 400 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • sesamfrø til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom mælk og vand i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt sukker, salt, æg, olie og hvedemel og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 45 min.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord. Rul den ud i ca. 1½ - 2 cm’s tykkelse og stik mini burgerboller ud med en udstikker eller et stort glas (ca 6-8 cm) indtil al dejen er brugt.
  • Læg bollerne på 1-2 bageplader beklædt med bagepapir.
  • Sæt et ildfast fad i bunden af den SLUKKEDE ovn og hæld kogende vand i fadet. Sæt burgerbollerne ind i midten af ovnen og luk ovnlågen. Lad burgerbollerne hæve i dampen fra vandet i den SLUKKEDE ovn i ca 30 minutter.
  • Tag bagepladerne med boller og fadet med vand ud af ovnen - vandet skal ikke bruges mere. Tænd herefter ovnen og varm den op til 200 °C.
  • Drys bollerne med sesamfrø - pga fugten fra dampen er det ikke nødvendigt at pensle med æg eller vand, medmindre man gerne vil have blanke boller.
  • Bag bollerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) eller 190°C (varmluft) i 10-12 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
  • Afkøl bollerne på bageristen og brug de lune boller til mini burgere. Bollerne holder sig friske i et par dage. De kan desuden fryses.
Vil man ikke have mini burgerboller, så kan man i stedet udstikke 10-12 store burgerboller ud af dejen. Hæve og bagetid er nogenlunde den samme. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

Subscribe
Notify of
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Emma Rose Kronlund
3 år siden

5 stars
Har bagt dem 4 gange nu og de bliver bare perfekte hver gang! Rigtigt god opskrift på de bedste burgerboller!

Marianne
3 år siden

5 stars
Utroliggode og nemme. Perfekt opskrift

Janni Thostrup
11 måneder siden

Hvordan bliver bollerne hvis man laver dem i god tid og så fryser dem? 🙂