Jeg har vist været inde på det før, men jeg er altså ret stor fan af retter, som bare skal hældes i en gryde eller i et fad og efterfølgende passer sig selv på komfuret eller i ovnen, indtil det er spisetid. Og det er lige præcis hvad den her one pot gryderet med kylling og ris er. Forstå mig ret, jeg synes, at det kan være vældig hyggeligt at nusse rundt i køkkenet og have gang i masser af gryder på én gang. Men der er altså også dage, hvor jeg intet har imod retter, som er færdige på et øjeblik og ikke indbefatter massevis af snitten og hakken.
Opskrift på one pot gryderet med kylling.
Ret beset minder denne her skønne kylling med ris og hvidvin vel mest om en risotto. Der bliver oven i købet rørt en lille klat smør og revet ost i gryden ved servering. Konsistensen er dog en smule anderledes. Og hvor risotto ofte indbefatter en masse bouillon, som skal absorberes af risene under omrøring, så behøver man ikke foretage sig andet end at hælde bouillon i gryden og lægge låget på i den her opskrift. Nemmere bliver det vist ikke.
Vi spiste den skønne one pot gryderet med en blandet salat. Desuden lavede jeg et par hvidløgsbrød, som jeg serverede ved siden af. Men nøjes man med gryderetten, så tager det helt ærligt ikke meget mere end 10 minutter at forberede aftensmaden. Og så kan man passende dække bord og blande en hurtig salat, imens herlighederne snurrer på komfuret og de dejligste dufte af kylling og hvidvin breder sig. Alkoholen i hvidvinen fordamper i øvrigt under tilberedningen, så her kan alle spise med.
One pot gryderet med kylling og ris
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 løg (finthakket)
- 2 fed hvidløg (finthakkede)
- 2 gulerødder (revne)
- 2 stk kyllingebryst i tern (ca. 300-400 gr)
- 1½ dl hvidvin
- 400 gr ris
- 1 liter hønsebouillon (evt. vand + bouillonterning)
- 10 gr smør
- 50 gr revet ost
- evt. friskhakket persille til servering
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Opvarm olien i en gryde og sauter løg, hvidløg og revne gulerødder heri.
- Tilsæt kylling og brun kødet. Hæld derefter hvidvin i gryden og lad det koge næsten ind.
- Kom ris, bouillon, salt og peber i gryden, læg låg på og bring gryden i kog.
- Lad gryden simre i ca 15 minutter, ind til risene er møre og væden kogt væk.
- Rør smør og revet ost i retten og smag til med salt og peber.
- Server evt. med et drys persille og salat og brød til.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 1-2 dage. Retten er ikke fryseegnet.
Det lyder godt nok lækkert…. jeg har en god veninde i Milano, der laver risotto efter den her opskrift og det er uden en masse røren rundt i gryden 🙂 http://italiamo.dk/risotto-med-spinat-og-scamorza-ost/
Inge – Også en rigtig god ide med den risotto – jeg kan godt lide risotto, men nogle gange er der altså meget røren 😉
Lyder rigtig lækkert – men kan man erstatte hvidvinen med noget andet❓ Jeg bryder mig simpelthen ikke om vinsmagen i mad??
Birgitte – Ja da, du kan bare erstatte hvidvinen med lidt ekstra bouillon 😀
Kom lige lidt flere grønsager i, så jeg slap udenom salat….. Men hoooold nu op, det smagte godt…. Er begyndt at abonnere på din side for st lave noget lidt andet mad end de 5-7 retter vi altid laver, min søn og jeg….. Og som han konstaterede….. Nu er den her snart også en, vi har lavet meget! Vi var begge vilde med den….. Og nemt! Feeeedt!
Tina – Haha, herhjemme skal jeg også tage mig selv i, at vi ikke kører rundt i de samme retter, men det glæder mig, at I har fundet en favorit i kyllingen med ris og hvidvin – den er også bare både nem, billig og lækker. Ren win win 😀
Rigtig dejlig weekend til Jer 😀
Nu spørger jeg måske dumt, men er det en hønse boullion jeg skal bruge til denne ret? 🙂
Sabina – Jeg bruger gerne den slags bouillon jeg nu har – grønsags eller hønse, det er lige meget 😀
Hej
Hvilke ris bruger du til denne ret?
Kan brune ris gå an?
Christina – Jeg bruger næsten udelukkende jasminris, da jeg godt kan lide den let klistrede konsistent, som de får, efter de er kogt. Jeg tror godt, at d kan bruge brune ris, men måske bliver resultatet ikke helt så cremet og risotto-agtigt 🙂
1000 tak for hurtigt svar. Jeg lurer lige i skuffen hvad der er af ris rester 🙂
I øvrigt tak for de dejligt nemme hurtige opskrifter. Har prøvet en del efterhånden. Hittet er nok koteletterne i paprikaflødesovs 😉
Chrstina – Velbekomme 🙂 Det glæder mig, at jeg kan være med til at inspirere – koteletterne er også et kæmpe hit herhjemme 😉
Super lækker ret. Mine ris brænder dig dog på i bunden, er det fordi jeg har for meget varme på, måske?
Amalie – Mine ris kan også have tendens til at brænde en smule på i bunden, så det er virkelig en balancegang det med varmen og så skal der røres me jævne mellemrum. Jeg synes dog, at det har hjulpet, efter jeg er blevet opmærksom på at bruge en lidt mere tykbundet gryde 🙂
Hej… Det ser rigtig lækkert ud. Kan jeg evt udskifte kylling ? med noget svinekød feks skinkesnitzel eller koteletter ? uden at det bliver for tørt. Jeg kan ikke tåle fjerkræ ?. Jeg er vild med dine opskrifter ?☺️.
Isa – Jeg har ikke selv prøvet det, men umiddelbart kan jeg ikke se problemer i at udskifte kylling med svinekød i strimler. Tilberedningstiden er jo nogenlunde den samme og jeg tror heller ikke, at det bliver tørt 🙂
Hej!
For det første super fin og god opskrift!
For os ikke så mad-erfarne, er den kort og dejlig nem. Dog ville det være ekstra dejligt hvis den var skrevet op i punkter, da det gør processen noget mere overskueligt 🙂 Fx
– Varm olien op i en gryde og svits løg, hvidløg og de revne gulerødder heri.
– Tilsæt kylling og steg i yderligere 5 minutter,
– Hæld derefter hvidvin i gryden og lad det koge næsten ind
Osv.
Jonas – Du har helt ret i, at opskriften endnu ikke er sat op i punktform. Det skyldes helt lavpraktisk, at det er en af mine “ældre” opskrifter, som endnu ikke er blevet sat ind i den skabelon, som du måske har bemærket, at alle mine nyere opskrifter ligger i. Jeg arbejder på højtryk på at få alle opskrifterne skrevet ind i skabelonen, men eftersom jeg har blogget i mere end 12 år, og har over 2000 opskrifter liggende, og hele arbejdet skal gøres manuelt, så vil man fra tid til anden kunne møde en opskrift, som jeg endnu ikke har nået 😀