Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Påskeæg med romkaramel…

0 kommentarer
Konfekt og slik, Påskefrokost og klassiske påskeopskrifter
Gå direkte til opskriften

I går var det påskeæg med lakrids og marcipan og i dag er turen så kommet til påskeæg med fyld af romkaramel, som de fleste chokoladeelskere, mig selv iberegnet, vidst kender særdeles godt. Hvis et påskeæg udelukkende skal fyldes med romkaramel, kræver det både en form og gedigne mængder chokolade, for så er vi ude i støbte chokoladeæg, men når det bare drejer sig om romkaramel, som er kapslet inde i en mundfuld lækker marcipan, så er det straks en helt anden sag, for så er det meget nemmere.

Jeg har lavet karamelfyldet på en dåse kondenseret mælk, som er kogt i en grydefuld vand i 4 timer og herefter kølet ned, inden jeg åbnede den og gravede den tykke, gyldne karamel ud. De fleste kender vist efterhånden til metoden med at lave karamel på kondenseret mælk og ellers kan det i hvert fald googles. Skal det gå hurtigt, har jeg også spottet dåser med færdiglavet karamel i butikkerne – den står ved siden af dåserne med kondenseret mælk.

Der skal kun bruges 2 spsk karamel til denne her opskrift, så det er oplagt enten at bruge en rest eller lave mange flere påskeæg – fx har jeg også lavet en portion æg, som jeg har fyldt med ren karamel uden romessens efter præcis samme metode som i nedenstående opskrift. Efter æggene var blevet overtrukket, dryssede jeg med et nip havsalt og de smager simpelthen fantastisk. Karamellen har dog en rimelig lang holdbarhed i køleskabet og kan fx bruges i is eller til at smøre ovenpå kager, fx en god chokoladekage, så det er bestemt ikke spildt, selvom man er nødt til at koge en hel dåse ad gangen.

Jeg bruger romessens til at smage karamelfyldet til med. Formentlig kan man også bruge rigtig rom, men det er vigtigt, at karamellen ikke bliver for flydende – så bliver det nærmest umuligt at sprøjte den ind i æggene og da romessens smager ret kraftigt igennem, selvom der kun bruges få dråber, er det helt klart det nemmeste at arbejde med.

Påskeæg med romkaramel.

12-12 stk.

200 gr marcipan

2 spsk karamel (lavet på kondenseret mælk)

romessens efter smag

150 gr god mørk chokolade

50 gr lys chokolade

Del marcipanen i 12-14 stykker og tril hvert stykke til en kugle. Spids herefter kuglerne til i begge ender, så de ligner æg. Pres forsigtigt skaftet af en teske eller lignende rund genstand ned i hvert æg fra toppen mod bunden, men uden at presse helt igennem bunden. Æggene ligner nu nærmest franske hot dog brød. Rør karamel sammen med romessens efter smag, fyld karamellen i en sprøjte- eller frysepose. Sprøjt romkaramel ned i hvert æg – lad der være et par mm fri for oven, ellers flyder det over. Luk æggene ved at presse marcipanen over hullet sammen og rul dem evt. let igen, hvis de har mistet faconen.

Smelt den mørke chokolade i mikrobølgeovnen eller over vandbad, dyb æggene ét ad gangen og lad dem størkne. Smelt herefter den lyse chokolade i mikrobølgeovn eller over vandbad, kom den i en sprøjte- eller frysepose og sprøjt fine striber i lys chokolade henover de mørke æg. Lad den lyse chokolade stivne. Opbevar æggene tørt.

Note. Den lyse chokolade kan også bare dryppes henover æggene med en gaffel.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer