Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Quesadillas med kartofler og spinat…

6 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Lette retter, Mexicansk mad, Opskrifter, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Quesadillas er bare noget af det bedste og hyggeligste mad, der findes. Sprøde og lækre trekanter af tortillapandekage med lækkert fyld og smeltet ost i midten. Mums. Desuden er der jo den fordel, at fyldet kan varieres i det uendelige, hvilket også gør quesadillas til perfekt restemad. Prøv evt. at komme en rest bøf/oksesteg eller måske en rest chili con carne eller bolognaise i en portion quesadillas – det er virkelig rester, der rykker.

Se også – Quesadillas med pulled chicken I Quesadillas med skinke og ost. 

Indrømmet, quesadillas lavet på hvedetortillaer penslet med rigelige mængder olie og fyld med fuldfed ost og skinke kan være en noget fedtet affære og måske ikke et helt optimalt sammensat aftensmåltid, sådan rent ernæringsmæssigt. Man hvis man, som her, bruger fuldkornstortillaer, holder lidt igen med olien og osten og desuden bruger en ost med en fedtprocent på ca. 16 (30 +) og så ellers supplerer fyldet op med kogte kartofler, spinat og løg, så synes jeg faktisk, at sådan en omgang quesadillas er helt i orden aftensmad – og så er det bare så hyggeligt at sidde og spise de små trekanter – gerne med fingrene – næsten som at spise pizza.

Ideen til fyldet med spinat og kartofler stammer vist fra en vegetarkogebog af Louisa Lorang, som jeg engang bladede lidt af, men jeg husker faktisk kun fyldet – spinat, kartofler og ost – og slet ikke noget om fremgangsmåden eller blandingsforholdet, så jeg aner ikke, om jeg har gjort det korrekt, men jeg kan i hvert fald love, at disse quesadillaer smager fuldstændig forrygende og så man jo selv vælge, om de skal serveres som et måltid i sig selv, evt. med lidt grøn salat ved siden af, eller fungere som tilbehør til en kødret.

Prøv også at servere quesadillas – med eller uden kød – som tilbehør til suppe i stedet for brød. Det smager virkelig skønt og man opnår den der dejlige mæthed, når man går fra bordet, som nogle gange kan mangle, hvis menuen blot har stået på suppe og flute.

5 fra 1 stemme

Quesadillas med kartofler og spinat

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Samlet tid25 minutter
Antal: 4 stk

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 2 løg (hakkede)
  • 2 fed hvidløg (finthakkede)
  • 200 gr frisk spinat
  • 8 tortillapandekager
  • 4 kogte kartofler (skåret i tynde skiver)
  • 150 gr revet ost

Fremgangsmåde

  • Varm 1 spsk olie op i en gryde og sauter løg og hvidløg klare heri, til de bliver klare.
  • Tilsæt spinatblade og sauter til det meste af væden fra spinaten er fordampet – det tager et par minutter. Smag til med salt og peber.
  • Pensl en tortillapandekage med lidt olie og læg den på en varm stegepande med den penslede side nedad. Fordel herefter ost, kogte kartofler og spinat på tortillaen. Slut af med lidt mere revet ost og en tortillapandekage på toppen og pensl med lidt olie. 
  • Når tortillaen i bunden er blevet brun og sprød, vendes quesadillaen om og den øverste tortilla steges brun og sprød.
  • Gentag med de to resterende tortillaer og resten af fyldet.
  • Skær de færdige quesadillas ud i trekanter og server.
Det kan være lidt besværligt at vende en quesadilla, da man risikerer, at fyldet falder ud. Hvis man lægger en tallerken over stegepanden og herefter vender stegepanden på hovedet, så quesadillaen ryger ned på tallerkenen, så er det nemt lige at lade den glide tilbage på stegepanden med den rigtige side nedad.
Subscribe
Notify of
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
M Perkins
8 år siden

Jeg er så tilfældigvis i besiddelse af ovennævnte bog og kan informere om at LL bruger mere ost end dig (2 slags), ingen almindelig løg, men cirka samme mængde kartoffel og spinat. 🙂

Når jeg laver quesadillas er jeg begyndt at bage dem i ovnen i stedet for. Kanterne kommer ganske vist til at ‘stritte’ lidt, men jeg behøver ikke slås med at få dem vendt. Jeg synes det er nemmere at styre. (Og hvis du så bager dem i ovnen, så kan der jo være mere fyld ovenpå, som en lille pizza. 😀 Det lyder måske lidt mærkeligt men det er tossi godt!)

maibritt Jørgensen
6 år siden

hej. kan de godt lunes når der er spinat i? og hvilket kød vil du mene hører til?

Lene
4 år siden

Hej
Kan der bruges andet end kartofler? Jeg kan ikke lide kartofler 😌