Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Salat med grape og avocado.

4 kommentarer
Salater - Alle mine bedste salater, Sund mad, Tilbehør
Gå direkte til opskriften

I går til frokost lavede jeg en af de skønneste salater, som jeg længe har smagt, nemlig en salat med grape og avocado, appelsin, feta og oliven. Helt simpel og nem at lave og selvom mine smagsløg bestemt ikke er noget at råbe hurra for lige for tiden, så kunne jeg alligevel fornemme, at der var både sødt, salt, surt, bittert og umami til stede. Og så var salaten bare så lækker og frisk. Det var lige hvad jeg trængte til og en rigtig super frokostsalat, som jeg vil glæde mig til at tage med i madpakken, når jeg skal i skole igen – evt. pakket ned lidt hver for sig, så jeg kan anrette det på en tallerken til frokost og undgå, at det hele smatter sammen og bliver uappetitligt.

De mange citrusfrugter er i højsæson lige nu og udover masser af saft, kraft, smag og vitaminer bidrager de også med de smukkeste farver. Især den lyserøde grapefrugt, som gjorde frokosten til en helt særlig oplevelse. Mad skal ikke bare smage godt – det må altså også gerne være rigtig pænt at se på. Avocadoen gør salaten cremet og lækker, men derudover er det også den, der sammen med fetaen gør, at man rent faktisk bliver mæt og tilfreds og så spiller den bare så godt sammen med de sød-syrlige appelsin- og grapestykker.

Hakkede mandler og oliven på toppen kan udelades. Jeg elsker oliven, synes de er smukke og pynter på alt og er i øvrigt vild med smagen, men kan man ikke lide oliven, eller bliver kombinationen af grape, appelsin og oliven bare for mærkelig, så drop dem. Det samme med mandlerne – de giver knas og lækkerhed til salaten, men ligger man ikke inde med mandler så udelad dem eller drys med en anden slags nødder, frø eller kerner.

Dressing er der ikke på salaten – citrusfrugterne afgiver masser af saft og det var rigeligt til mig, men ønskes der lidt ekstra væde, kunne jeg sagtens forestille mig, at en dressing af appelsinsaft og lidt honning ville være god. Jeg overvejede desuden at tilsætte friske babyspinatblade til salaten – evt. at lægge dem i bunden af skålen og anrette resten ovenpå. Jeg droppede dog ideen igen og det var godt, for jeg kunne næsten ikke spise denne her portion. Jeg skal dog ikke afvise, at det kunne være en god idé med lidt spinat eller lignende grønt i skålen, hvis salaten skal serveres til aftensmad. Evt. suppleret med et stykke stegt kylling eller laks og groft brød.

Ingen bedømmelser

Salat med grape og avocado

Samlet tid15 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 appelsiner
  • 2 pink grape
  • 2 avocadoer
  • 100 gr feta/salatost
  • 50 gr sorte oliven (kan udelades)
  • 25 gr mandler (grofthakkede)

Fremgangsmåde

  • Skær top og bund af appelsiner og grape. Stil dem på et skærebræt og skær skallen af helt ind til frugtkødet. Skær herefter filet’er ud af frugterne med en lille kniv. 
  • Halver avocadoerne, fjern sten og skind og skær dem i både. 
  • Anret grape, appelsin og avocado på en tallerken. Drys med feta og oliven og pynt med hakkede mandler på toppen.
Man bruger selvfølgelig bare de citrusfrugter, som man kan skaffe og bryder sig om. Salaten er skøn med blodappelsiner og pomelo er også lækkert. Overvej evt. at anrette salaten på en bund af friske babyspinatblade. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anja vejlø
6 år siden

Ser fantastisk ud. Må snart prøves.

Julie
6 år siden

Hvilke oliven vil du anbefale her til?